Projekt om EU - Maastricht-traktaten

Traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten) blev indgået i 1991, og var en traktat i mellem medlemslandene i det daværende EF. Den 7. februar 1992, blev traktaten underskrevet, og den 1. november 1993 trådte den i kraft. Danmark stemte første gang nej, ved en folkeafstemning, til traktaten, men vedtog den senere sammen med Edinburgh-protokollen (Hvilket var en særordning vedrørende Danmarks medlemskab af EU) ved endnu en folkeafstemning. Traktaten består af en præambel og 53 artikler og omdannede EF til EU, som vi kender det i dag.

Traktaten blev foreslået lige efter Den kolde krigs afslutning pga. alle omvæltningerne krigen havde medført. Det var især på initiativ fra Frankrig og Tyskland, at forhandlingerne om en ny traktat blev sat i gang. Derudover ønskede flere af medlemslandene og nogle af EU’s institutioner, mere integration og endnu tættere samarbejde. Forhandlingerne blev gjort over to regeringskonferencer, under ledes af først det Luxembourgske formandskab og derefter af det Hollandske formandskab.

Traktaten er bygget op omkring de 3 søjler. Søjlerne viser forskellen mellem hvilke områder der er en del af det overstatslige og mellemstatslige samarbejde. Det er især nye politiske områder der blev diskuteret, Bl.a. de retlige og indre anliggende (Asylpolitik, indvandrepolitik, grænsekontrol og samarbejde mellem politiarbejde i EU) og en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Samtidig blev det økonomiske samarbejde styrket ved vedtagelsen af den fælles mønt.


4f3e11ffa976417022012.png
 

 





Vedtagelsen af traktaten kunne endelig gennemføres efter, at Danmark, Irland og Frankrig havde afholdt en folkeafstemning og de andre lande havde vedtaget den. Siden Maastricht-traktaten er trådt i kraft, er den blevet ændret flere gange.

 

 

Efter udenrigsministrenes møde i Dresden i 1991, var der lagt op til topmøde i Luxembourg senere samme måned. Det første udkast til en traktat kom fra dansk side. På baggrund af dette udkast udviklede Luxembourg, der på det tidspunkt havde formandskabet, et traktatudkast der tydeligt viste forskellen mellem det overstatslige og mellemstatslige samarbejde. Dette forslag fulgte langt hen ad vejen det danske traktatudkast, men allerede i marts 1990 havde Europaparlamentet lavet et forslag om samarbejde inde for miljø og socialområdet, hvilket også var en central del af det danske traktatudkast.

Holland overtager i 1991 formandskabet, og fik dermed ansvaret for, at føre forhandlingerne videre. Derfor lavede de et nyt udkast til traktaten. Dette udkast blev dog ikke modtaget lige så godt, som det forslag Luxembourg var kommet med tidligere på året. Hollands udkast handlede om en strukturændring til en helhedstraktat i stedet for søjlestrukturen Luxembourg havde foreslået. Derfor lavede Holland et nyt udkast, som lå meget tættere på Luxembourgs tidligere udkast, og dette udkast blev modtaget meget bedre og blev lagt til grund for det sidste topmøde i Maastricht hvor de sidste detaljer blev forhandlet på plads.

Målet med traktaten var, at danne en union mellem de europæiske folk, så der ville blive et endnu tættere samarbejde. Selve unionens mål i traktaten var, at oprette en Økonomisk og Monetær Union for, at give økonomisk stabilitet, vise en stærk profil udadtil ved, at oprette en fælles Udenrigs- og sikkerhedspolitik, skabe et unionsborgerskab for, at styrke demokratiet, fremme frihed og sikkerhed med love og retningslinjer for bl.a. kriminalitet og asyl og sikre effektiviteten af EU’s institutioner.

Undtagelser – i den færdige traktat var der to undtagelser, som var særlige for nogle bestemte lande. Specielt på det monetære område var der en undtagelse. Det var nemlig muligt, at være uden for møntunionen (Euro), indtil befolkningen stemte ja. Dermed lå beslutningen hos parlamenterne i medlemslandene og man kunne udskyde, at tage stilling til om man ville gå ind i den tredje fase af den Økonomiske og Monetære Union.

I Portugal, Storbritannien og Tyskland viste meningsmålinger, at der var manglende opbakning til Maastricht-traktaten. Debatten i Storbritannien viste også spredte meninger, men mest af alt påpegede alle, at Storbritannien havde en alt for tilbageholdende linje i forhandlingerne. Man syntes, at resultaterne var alt for konservative. Portugal blev, ligesom Tyskland, ikke efterprøvet i deres sikkerhed, da regeringspartiet Partido Social Democrata havde et absolut flertal og var imod en folkeafstemning, selvom andre parlamentspartier anbefalede det. I Belgien, Holland, Luxembourg og Spanien viste det sig, at der var bred politisk opbakning til Maastricht-traktaten Det samme var der i Grækenland, da man havde fået alle mål indfriet, og stemning omkring EF’s ændring til EU var også god.

Da det danske folk stemte nej til traktaten skabte det en krisestemning i EF. Man ville ikke lade traktaten gå i vasken. Der var forskellige bud på hvordan det skulle løses, og en af dem var, at Danmark skulle udtræde af fællesskabet. Det kunne meget vel blive den sidste udvej, men alle var indstillet på, at finde en anden løsning på det. Løsning blev til sidst, at 7 ud af 8 partier var med til, at udarbejde det Nationale Kompromis (Kompromis omkring Rets forbehold, Forsvarsforbehold, Unionsborgerskabet og ØMU’s tredje fase). Derefter blev der afholdt en folkeafstemning igen, og den 18. maj 1993 blev der stemt ja til traktaten og den kunne endelig gennemføres.

 
Panel title
Antal besøg: 240

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,54922080039978sekunder