MKingsley - Mary Kingsley

Marys rejser.

Mary rejser i Vestafrika, fra 1893-1900, kun afbrudt af små ture hjem til England. Mary rejser dybt ind i junglen, på en særlig vigtig ekspedition i 1895. Mary mente ikke at afrikanerne havde brug for at blive civiliserede, og hun syntes heller ikke at de havde behov for at blive omvendt til kristendom. Hun rejste som enlig kvinde, med afrikanere, og prøvede at komme i kontakt med de indfødte, via handel.

 

Vis aldrig at du er bange – og tab aldrig hovedet!

Det var Mary Kingsleys motto, når hun var dybt inde i Afrikas jungle, blandt vilde kannibaler i slutningen af 1800. Fortællingen om Mary Kingsley, er fortælling om en ung pige i Victoria-tidens England, der ville rejse til Afrika, og lære de indfødtes kultur, og studere den vilde natur i junglen. Hun kom fra et hjem, med en far der var læge, og rejste rundt i hele verden, og en mor der var meget syg. Derfor blev Mary nød til at passe huset, og de huslige pligter, og hun kunne derfor ikke komme i skole. Det lå vist ikke i kortene, at lige præcis hun, skulle en af de eneste kvindelige opdagelsrejsende i verden.

 

Blandt vilde kannibaler

Mary chokerede alle i England, da hun sagde at hun ville til Vestafrika for at rejse langt ind i den afrikanske jungle. Alle i hendes omgangskreds advarede hende flere gange mod at gøre det: ”Afrika er usundt, der er en mængde sygdomme, som man dør af”. Hun blev også fortalt, at der kun blev solgt enkeltbilletter til Afrika, fordi der ikke var nogle, der fik brug for returbilletten. Det England mente var, at Afrika ikke var et sted for en ung dame. Men Mary ville af sted til Afrika.

 

Ung pige i Victoria-tiden.

Det lå slet ikke i Marys opdragelse, at hun skulle blive opdagelsesrejsende. Hun blev født i starten af 1860’erne, i London. Det var den periode, der bliver kaldt Victoria-tiden. Perioden er opkaldt efter Victoria. Victoria var Englands dronning fra 1837-1901. Hun var kendt for at være en meget moralsk kvinde. På den tid skulle piger opdrages til at blive gode og dygtige husmødre, og ikke rejse, eller uddanne sig, eller læse store tykke videnskabelige bøger, der ellers var Marys store interesse. Marys far var en af Victoria-tidens store rejsende. Så langt Mary kunne huske tilbage, var faren altid ude på vilde eventyr, over hele kloden. Med små mellemrum, kom han hjem til Mary, hendes mor, og hendes bror. Når han kom hjem var han altid solbrændt, og havde en masse spændende historier fra Amerika, Australien, og Afrika. Faren var lægen, og han forsørgede familien, ved at rejse ud i verden, og beskrive den. Hjemme i England, læste Mary alle hans spændende notater og breve. Senere blev hun farens assistent og renskrev bl.a. hans noter. Marys liv var ellers ikke særligt spændende. Hun var, som den eneste datter i huset, den der stod for at lave mad, og gøre rent, osv. Marys mor var altid syg, og kunne derfor ikke gøre husarbejdet. Broderen hjalp ikke til, for på det tidspunkt, var det helt utænkeligt, at drenge lavede husarbejde. Og sådan gik årene, med at lave husarbjede, arbejde for faren, og passe moren. Da Mary var 29 år gammel, skete der imidlertid, noget der forandrede marys liv; Først døde faren, kort tid efter var det morens tur, og broderen valgte at rejse til Østen, uden Mary. Nu var hun alene, og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Sådan beskriver hun situationen, efter forældrenes død: ”Og nu hvor slaget var tabt, og da der ikke mere man ventede at jeg skulle gøre hjemme, fandt jeg i mit liv, med bøgerne noget at udrette, som min fader havde taget sig af – Det hvortil jeg havde lært tysk , så jeg kunne hjælpe ham med det.. Det var studiet af gamle religioner og love, og for dets skyld, måtte jeg til Vestafrika.”.

Hun ville ud, og udforske Vestafrika.

 

Afsted til Afrika – Den hvide mands grav.

I august 1893, sejlede Mary ud fra havnen, i Liverpool. Det lille og meget overbelastede fragtskib, hed Lagos, og undervejs, lagde det ind til en række små Vestafrikanske havnebyer. Mary kunne godt lide det. Hun syntes byerne var smukke og maleriske. Kaptajnen på Lagos, lærte Mary de vigtigste navigationsregler, og hun fik endda lov til at styre skibet. Hun endte i Angolas hovedstad, Luanda. Her fortsatte hun med sine antropologiske undersøgelser, af afrikanernes liv og skikke. Senere rejste hun nordpå til det, der dengang blev kaldt Belgisk Kongo – I dag, Kongo. Hun nedskrev alle sine oplevelser undervejs, i form af breve og artikler. Da hun kom hjem igen til England, holdt hun fordrag om turen.

 

Af sted igen!

Mary ville af sted igen! Hun var allerede begyndt at planlægge en tur mere, inden at hun havde sat sin fod i sit hjemland igen. Hun snakkede med britich museum, for denne tur skulle ikke bare være en fornøjelsestur. De blev straks interesserede i hendes forslag, da hun fortalte om sin ide, om at sende afrikanske fisk hjem til studiebrug.

I 1895 rejste Mary tilbage til Afrika, denne gang til Gabon-Distriktet. Det var et stort område mellem to floder ved navn Ogowe og Rembwe. I dette område levede Fang-stammen, og hun vidste at, man mente, at denne stamme var kannibaler. Og på dette sted var der også masser af kæmpe gorillaer og slanger, og hun vidste at dette bare ville gøre turen mere besværlig.

 

Marys påklædning var valgt meget nøje. Hun valgte nemlig tøj, både efter rang og klima. Hun rejste derfor i hvid skjorte og en lang sort nederdel. I lommerne på nederdelen lå det vigtigste udstyr for en opdagelsesrejsende så som: kompas, notesbog, kniv ur og tobak. Under nederdelen, siges det at hun bar, et pa bukser, for ikke at skulle blive bidt, af de mange igler, der nærmest flød, i de sumpede områder. På fødderne bar hun gode og praktiske støvler, og hun skammede sig ikke over ikke at være så pæn som der hjemme.

 

Mary Kingsley bar ikke våben, selv om at datidens rejsende altid blev rådet til det. Mary mente ikke at man skulle vise sin styrke, ved at have våben, men at vise selvtillid og autoritet.

 

Ud i junglen

Hun fulgte Ogowé floden ind i junglen og brugte 5 måneder på at studere faunaen – dyrelivet langs mod floden, siden drog hun videre til Fransk Kongo.

Hun planlagde at krydse det ukendte område mellem floderne Ogowe og Rembwe. Da hun fortalte om sine planer, troede folk at hun var blevet vanvittig. Et fransk kort over over området viste kun én kendt lokalitet, søen Ayzingo – resten var bare en stor hvid plet. Der blev fortalt nogle skumle historier, om hvad der forgik derinde – historier der nok skulle holde de hvide væk – bare ikke Mary Kingsley. Det var fang-stammens område i Kongos Gabon-distrikt. En missionær ville sikkert blive spist. Men Mary mente, at en kvindelig handelsmand nok ville kunne vende tilbage fra kanniblerne, fordi hun havde varer med, som de havde brug for.

 

Den 22. juli 1895 forlod hun landsbyen Kangwe ved floden i en kano sammen med 4 indfødte og en ubrugelig tolk, der hed N’gouta. De 4 andre mænd havde navne der var umugelige at udtale for Mary. Derfor gav hun dem navne, efter hvordan de var/så ud. Grey Shirt hed sådan, fordi han havde en grå skjorte på. Singlet hed sådan, fordi han bar en undertrøje, Silent fordi at han var meget stille, og Pegan hed sådan, fordi at han var den eneste af dem der var kristen.

 

På deres vej op ad floden mødte deflere forbipasserende i kanoer, der spurgte hvor de skulle hen. De blev forbavsede, da Mary svarede Remwe, for så vidste de, at så måtte Mary og hendes selskab passere kannibalernes land. På turen fik hun også handlet lidt med de indfødte. Det forgik ved, at de byttede varer. Elfenben og gummi hørte til det, afrikanerne tilbød, i bytte ville de have tøj og redskaber. Pludselig havde de forladt det kendte på kortet. En biflod bukkede op, den hed Karkola, og der var aldrig nogle hvide europæer, der havde sejlet på den. Senere ville Mary ikke indrømme, at hun faktisk havde opdaget den – hun sagde, at de mennesker,der levede der, jo kendte den i forvejen.

 

Middag med kannibaler.

Det lille selskab nåede frem til Fang-stammens landsby. De blev modtaget af en flok af de indfødte, der kom løbende imod dem, med geværer og skovle, og andre våben – Klar til kamp. Det kunne godt være blevet enden på ekspeditionen. Men heldigvis, var Pagans forretningsforbindelse sammen med landsbyens indbyggere, ellers var Mary og de andre sikkert endt som festmåltid. Mary behøvede tre af landsbyens mænd, som vejvisere til Rembwe. De forhandlede længe, men det lykkedes dem at få de tre mænd med. Efter aftensmad og en nat i landsbyen, gik de videre gennem junglen. Der vrimlede med slanger, biller, flagermus, og en masse andet kryb, og dyreliv. En dag faldt Mary ned i en elefantgrav, men hun var heldig, for bunden var nemlig dækket af spidse pigge, men Marys tykke skørter, tog af for faldet, så hun blev kun lidt forslået. De kom til den næste landsby, Efoua, og også her, var Mary den allerførste eruopæer, der havde besøgt landsbyen. Igen var det byttehandlen der skabte god kontakt til indbyggerne. Gummi var der også, som i de andre landsbyer, de havde besøgt, en vigtig handelsvare. Den blev hentet ude i skoven, fra de vilde gummiplanter, og det var en særlig indtægtskilde til de unge mænd, for indtægterne fra handlen, gav dem nemlig mulighed for at købe deres første kone. Mary overnattede i et hus, hvor der lugtede lidt mærkeligt. Efter en hurtig gennemgang af huset, fandt Mary en lille pose med stumper af mennesker, som øjne, fingre, ører, tæer, osv. Hun skriver selv: ”Jeg lærte senere, at selv om Fan spiser deres venlige nabofolk, så opbevarer de da gerne lidt af dem til erindring. Dette rørende træk i deres karakter, fik jeg at vide fra Wiki, men uagtet det taler til deres fordel, må det under alle omstændigheder siges at være en ubehagelig skik, at hænge resterne i ens soveværelse, særlig, hvis det er værtens familie, som for nylig har lidt det smertelige tab.”.

 

Hjemme igen i England

Da Mary kom hjem, blev hun hjemme for at passe sin bror, som var kommet tilbage til England. Hendes bøger "Travels in West africa" og "West african studies" vakte stor opsigt, ikke mindst fordi hun tog afrikanernes parti. Det var usædvanligt i en tid, hvor den vestlige verdens nationer gjorde, hvad de kunne for at erobre landområder og gøre dem kristne. Hun rejste England tyndt med sine fordrag, som mange mennesker ville besøge.

 

En alt for tidelig død!

Mary Kingsley døde den 3. juni 1900 da hun var 37 år gammel. Hun havde gjort frivillig tjeneste under den sydafrikanske krig ved at pleje krigsfanger i Simonstown, som ligger ved Kap Det Gode Håb. Her fik hun tyfusfeber, og døde af den.

Hun blev sænket i havet ud for Simonstown - ligesom hun havde ønsket.

 

Handel med de indfødte

Marys store problem var, hvordan hun skulle komme i kontakt med de indfødte i Afrika. Hun fandt på, at hun kunne handle med dem. Hun medbragte et varelager af fiskekroge, knive, kulørt tøj o. lign, som hun nøje kendte handelsværdien på. På den måde kunne hun bytte varene med afrikanerne og samtidig komme tæt på dem, og finde ud af hvordan de levede. Mary var ikke nogen rig rejsene, så hun havde også brug for at tjene lidt penge på rejsen.

 

Opdagelsen af nye fiske - og krybdyrarter

Efter den første tur til vestafrika begyndte Mary at lægge planer. hun ville præsentere at grundigt stykke arbejde. Derfor henvendte hun sig til British Museum og lavede en aftale om, at hun skulle samle fiske og krybdyrarter ind. Hun fik udpeget et område i Vestafrika, hvor museets forskere ville være interesserede i, at hun indsamlede fisk.

 

Mary og de indfødte

Mary brød sig ikke om missionærer, hun syntes ikke at det var iorden at sætte de afrikanske børn i skole, hvor de i virkeligheden bare lærte de samme ting som de engelske børn. Hun ville heller ikke have at de indfødte skulle tro på den kriste gud, frem for deres egne. Hun mente, at de indfødte af det der var unyttigt for dem. Det var en meget mærkelig mening at have i den tid, hvor de hvide prøvede på at vinde hele verden for deres tro og skikke. Hun klagede meget om den europæiske indflydelse på Afrika. Mary mente, at handelsfolkene var meget mere hæderlige end missionærerne. Hun havde også en forståelse for, at blandt de mange indfødte stammer, var det kvinderne der bestemte. Hun vidste, at hun skulle holde sig til kvinderne, hvis hun skulle have gennemført noget.

 
Panel title

© 2017 mkingsley

Antal besøg: 14

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,43504405021667sekunder