MetteLouise - Min historie, mit liv - indtil nu..
Ser du, jeg har altid været anderledes.
Hende den lille og forsigtige.
jeg grad når jeg blev afleveret i dagplejen, når min mor så var gået, grad jeg stadig.
For kunne mærke hvor ked af det hun blev over at jeg var ked af det.
og så havde jeg så forbandede meget dårlig samvittighed.
Jeg kunne ikke rigtig spise nogen ting, det var ikke smagen men konsistensen og "det jeg så" der forhindrede mig..
 
 
Jeg har altid spekuleret på alt hvad der kunne gå galt, så meget at jeg ikke turde tage til fødselsdag osv.
Jeg sagde altid "mor, hvad hvis jeg ikke har nogen at være sammen med?" hendes svar "man er alle sammen, sammen til en fødselsdag." .. "men mor, hvad nu hvis jeg ikke kan være med?".. " Det kan du også". . "Men hvad så hvis der ikke er noget jeg kan lide, at spise mor?".. "jamen der er altid noget godt til en fødselsdag." sådan lød det flere uger eller dage før fødselsdagen..
Da dagen så kom blev jeg kørt ud til fødselsdagen og sagde til mig selv "det kan du fandemne godt." - du skal gør din mor stolt, det var egentlig ikke mig jeg ville gøre glad??.
men ja, inden for en halv time derefter var der ringet til min mor og jeg var på vej hjem, og ked af at det ikke lykkedes for mig.. Hvorfor kunne jeg ikke bare være som andre børn, og gøre min mor stolt??. .
 
 
Jeg grad også når jeg blev afleveret i børnehave, og jeg stillede igen min mor 1000 sprøgsmål "hvad hvis Stine ikke er der? så har jeg ikke nogen at lege med?" tror du vi skal ud i børnehaven i dag?" - jeg ville helst være inden for. "lover du at tiden går hurtigt?" .. osv.
- Det tog mig flere år at turde ting, som andre børn "bare gjorde" f.eks. at klatre op i et tårn.
 
 
Folk så mig nok som en meget stille pige.
Men det var jeg ikke i den forstand, jeg turde jo godt sige noget. jeg tænkte bare over alt ting..
 
 
Da jeg begyndte i skole, fortsatte jeg stadig med at græde, det gjorde jeg til og med 2.klasse.
Min lærer måtte simpelthen holde mig, for ellers løb jeg med min mor eller far.
Jeg fik tit afvide af jeg skulle stoppe osv. osv. og jeg kunne fornemme at min lære osv. var iateret over mig..
Jeg har altid fået hentydninger til at jeg er forkert "du tænker for meget over tingene, du en kylling." osv.
 
 
Om aftenen lå jeg og græd, for jeg magtede virkelig ikke fritteren, syntes skoletiden var hård nok.
Men det var til at overkomme (hvis det kun var det) det var 4 timer, det kunne jeg forholde mit til, for så kunne jeg jo tænke "matematisk, dansk, musik, idræt - HJEM"
Men når jeg var i fritteren, kunne jeg ikke tænke sådan, det var uforudsigeligt, og lang tid.
min mor troede bare at det var noget pjat, så hun blev sur, og fik mig til at stoppe, men så blev jeg så ked af det, over at jeg havde ødelagt en aften som kunne have været god.
jeg var ked af, at jeg igen mætte "skuffe" min mor. - sådan foregik hver aften, og det endte med at overboen kom ned fordi han troede min mor slog mig eller sådan noget.. - det endte med at han en gang i mellem prøvede at bestikke mig til at falde i søvn..
 
 
- pludselig en dag besluttede min mor så, at jeg ikke skulle gå i fritteren, for hun ville se om det hjalp..
og det gjorde det .- jeg ringede tit til hende, hvis jeg var usikker på nogen ting. men det fungerede...
 
 
4ee6294e3473b12122011.jpg
 
Et billede af mig.
 
 
 
Da jeg så fik øjnene op for heste, begyndte det at fungere for mig.
og 1 - 2 år senere da jeg fik min egen hest, der følte jeg mig stærk.
Jeg havde en ved min side, som forstod det af mig, de andre ikke forstod.
Det hele gik frem ad, men det stoppede selvfølgelig ved det punkt, hvor det ikke kunne blive bedre.
 
 
For 4 år siden fik min mor så en blodprop i hjernen, mens jeg så det - jeg blev så bange og forskrækket at jeg flygtede.
og ca 1 år derefter døde min elskede pony i et trafikuheld.
 
4ee629a78ebe412122011.jpg
 
 
Mister Hidalgos heste sko, og Sunshines man
 
 
 
Jeg fik en ny pony, og tog kampen op med ham, selvom han næsten var helt rå..
Jeg ved ikke om jeg var dumdristig eller hvad jeg var, men da jeg lærte ham at kende vidste jeg at han var meget vild, men kun for sjov "han kunne ikke rigtigt finde ud af det, det var en facade"
så jeg red i rebgrime på ham, og uden saddel osv. Jeg var den eneste der turde det - og kunne også sagtens glemme ridehjelmen, da det ikke var det jeg spekulerede mest på. for han var jo ikke sådan rigtig farlig..- han havde bare oplevet noget der gjorde at han var lidt special..
De store piger begyndte at gøre sig kloge, og ville hjælpe. og det fik en af dem lov til (staldens bedste rytter.)
hun ville havde ham til noget, som var meget imod ham at gøre. men hun ville have ham til det, så de endte altså nede i en gryft og jeg ved ikke hvad.
Fair nok, men han gjorde det jo ikke fordi han var dum? det var hans grænse  der var nået, og det skulle hun have lyttet til..
jeg red rundt på  en så kaldt "sindsyg hest" - og jeg var kun 12 år..
Men han var ikke sindsyg, jeg kunne se bag facaden...
 
 
Men han blev ved med at blive halt igen og igen, tilsidst lød det sådan fra dyrlægen " han må ikke springe højre end 30 - 50 cm." det var ikke engang en klasse? - jeg ville gerne springe dengang.og jeg brændte meget for stævner, men  jeg kunne ikke få ham i trailer pga. noget der var sket mens jeg havde ham.
Så han blev solgt (til skole pony).. - hvor han fungere fint, den lille "sindssyge pony" går skolepony, det var der ingen der nogensinde havde troet på dengang.. - har af en eller anden lidt skyldfølelse, men han virker nu til at have meget mere ro i sig selv nu..
Han ved at de små piger ikke kræver så meget af ham, og han kan leve op til det der forventes af ham..
4ee629fa609b312122011.jpg
 
 
Mig og Blade, fik taget billeder med ham til min konfirmation. - sevlom han var solgt..
 
 
 
Jeg fik en pony på prøve.
en pony som stejlede, en pony som folk var bange for.
Men det var jeg ikke,jeg er ikke dumdristig NEJ, tvært i mod så er jeg rigtig nervøs og bekymret over alting.
Så jo der er ganske vist ponyer jeg er bange for... dem der rent faktisk  ER "sinssyge"..
Men det var den her ikke, jeg ville dog ikke købe den, da den var 17 år. og syntes ved nærmer eftertanke at det var for gammelt.
Men jeg havde hjulpet hende godt på vej, for der var en der kom og prøvede hende på min rideskole.
Hende der skulle prøve hende, var yngre end mig.
og den lille pony,  hun var så artigt, hun gjorde ikke en enseste ting.
Og pigen købte hende ganske rigtig, det var en pige som var nervøs for at springe højt efter et styrt, så hun skulle derfor stille og roligt igang igen.
Og det passede rigtig godt til den pony, for den sprang alt, men ligeså snart det blev for højt, tvivlede den på sig selv. - det var der dens problem lå..
Så de kunne komme igang igen sammen.. - det føltes rigtigt..
 
 
4ee62a508cd7b12122011.jpg
Mig og en pony jeg har været med til at tilride.
Da han kom til rideskolen i en alder af 7, havde han aldrig rigtigt væreti hænder før.
Så igen var folk hurtig til at dømme "sinssyg"..
 
 
Jeg fik ny pony, men fornemmede hurtigt at der var noget mysisk ved denne pony..
Den var så kærlig, og så sød. MEN den fik sine små flip, ligepludselig.
Den blev hvad jeg vil kalde "sindssyg" i 5 minutter, og så blev den sig selv igen.
Så jeg var bange for den, for hvornår kom det næste flip? hvad ville den gøre under næste flip??.
Men jeg elskede jo dens personlig hed, det var bare flippende jeg ikke kunne tage...
Jeg prøvede og sammenligne det hele, med de erfaringer jeg nu tidliger havde gjordt mig..
Jeg tænkte.."hingst?"..Tja, ganske vist havde den ingen testikler..Men noget i mig sagde bare "hingst".
Og min tanke blev bekræftet da den faktisk stadig lavede sæd.
Dyrlægen to nogle prøver, og jo den var ganske rigtitg MEGET hingstet.
Den var det man kaldte klap-hingst.
Det vil sige at den ene eller begge tekstikler sad oppe i maven på den..
Den blev kastereret, og man fjernede en testikkel. Men var der en til??.  
Vi måtte sende den tilbage, for jeg ville ikke resikere dens liv 2 gange. ( den var 9 år - så det var ikke risikofrit.)
 
 
4ee62be68132312122011.jpg
Hingsten Dj Gambler og sin nye ejer..  - hun beholder ham, til han skal skydes, han har nemlig spat.
 
 
Jeg fik ny pony igen,.
der gik ikke langtid før jeg så det første tegn, på at der var noget galt med den pony.
Jeg fik dyrlæge, de mente det var forkølelse.
Hun fik pulver mod forkølelse - det hjalp ikke, men hvad skulle jeg gøre? dyrlægen havde sin mening.
1 - 2 måneder senere kom jeg ud en morgen, og så at den var helt gal.
Trak hende ud, og hun gik som en fuld..
Jeg fik dyrlæge - og hun kunne nu se det.
Hun fik sonde, og senere på dagen kørte vi hende ned til dyrlægen.
nogle uger senere kom hun hjem.
Dyrlægen sagde at hun var rask, men at hun ikke vidste hvad der havde været galt.
Jeg kunne mærke at der stadig var noget. - men sagde til mig selv at jeg skulle stoppe, jeg var for pylret, dyrlægen har nok ret.
Men det fortsatte, jeg kunne´stadig mærke det. og jeg tog så meget hensyn til hende.
mere end man normalt skal gøre til en hest, men jeg kunne jo ikke ignorere det??..
Jeg ringede tit til dyrlægen, eller spurgte om hun ville kigge på min hest, når hun alligevel var der.
men ja hun kunne ikke "se" noget.
Jeg kom med ambulancen, jeg var meget træt og ked, havde hovedpine, kriblefornemmesler og følte mig forkert - så forkert at jeg troede at jeg var syg?.. - og der igennem fortsatte endnu en "rejse".. Men det er nu nået af et sidespor at springe ud i nu..
Vi springer lige tilbage til ponyen, tilsidst kunne jeg bare ikke holde det ud, det var tæt på at blive så slemt igen, at hun ikke kunne gå. (kunne ikke ses, men jeg kunne mærke det.)
så jeg fik altså arrangeret at den pony skulle ned til dyrlægen igen.
Dyrlægen kunne stadig ikke se noget.
Men tog en masse prøver og nogen af dem sendte hun til tyskland.
Hun fik et svar tilbage på en af prøverne som var så høj,  at det egentlig ikke kunne lade sig gøre.- hesten burde slet ikke kunne stå opresten ud fra den.
Så hun ringede der ned, for at høre om der var sket en fejl, eller om tallene skulle forstås på en anden måde.
Men nej, det var ganske rigtigt.
- hun blev aflivet.
 
4ee62c9a7f3b412122011.jpg
Et billede af mig og Sunshine.. På dette billede kan man tydelig se at hun havde dårligt ballance, hvilket også var et sygdomstegn..
 
 
Jeg fik en ny hest igen..
Hun var nået af det mest kærlige jeg kender.
men jeg havde ikke overskud til at give hende nok, på dette tidspunkt.
Hun var så fin en konkurence hest, at jeg ikke kunne bære at jeg bare hyggede med den.
Hun var ganske rigtigt glad nok for det, det var ikke det.  men jeg fik selv dårlig samvittighed over det.
Og jeg kunne mæke og se en smerte i hendes øjne, en anelse ulykkelighed, sammen med en masse godmodighed.
Jeg kunne ikke magte at jeg ikke kunne få den ulykkelighed væk, det var så synd for hende.
Jeg ved ikke om hun destideret havde ondt, eller om hun bare savnede noget. ??
Men altså nu viser det sig så at hun har mus og forkorte senere..
der er noget med 3 at hendes ben, eller også er det alle sammen.
- der er nogen der har hende på prøve nu, og de vil gerne købe hende..
 
 
Nu tager vi lige side springet mht. da jeg kom med ambulancen.
Der var ikke noget galt, men begyndte hos en psykolog der.
Jeg blev ved med at gå i sygdoms tankerne. "tourette og jeg ved ikke hvad."
men forslagene viste sig gang på gang, at være forkerte.
Så jeg havnede ud i at jeg nærmest "opfandt" en psykisk sygdom.
Som gjorde at jeg blev indlagt på psyk.
De fandt heller ikke noget.
Men de mente dog at jeg var stresset.
og så har de nævnt at jeg fungere bedst i små grupper.
Desuden lavede de en aftale med min lærer om at jeg altid måtte sætte mig ind i et rum for mig selv, gå en tur eller høre musik.
- det benyttede jeg mig DESVÆRRE bare ikke af. for ingne havde forklaret mig HVORFOR jeg skulle gøre det?? jeg kæmpede jo for at være ligesom andre..
 
 
Jeg er så kommet i pleje nu.. og familierådgiveren har sagt at hun tror jeg er særligt sensitiv, for det er hendes veninde - vi minder åbenbart meget om hinaden.
Jeg læste så om det på nettet, og min mor med..
vi blev begge enige om at det kunne være en beskrivelse af mig.
Jeg så nogen videoer for særligt sensitive på youtube, og der var sådan en vejrtræknings øvelse som min psykolog lærte mig for et år siden..
Jeg kan huske at han sagde "den kan du altid gøre brug af " men igen så gjorde jeg det ikke, for tænkte "sådan gør normale mennesker jo ikke? og alle siger jeg ikke fejler noget??" - dog gjorde jeg det nogen få gange når det var helt slemt i mig, og jeg ikke kunne sove.
 
sidst jeg var hos min psykolog sagde han så "hvad er det nemlig DU kan?" jeg tænke, hvad kan JEG, andre ikke kan?..
Jeg lå meget vægt på at han sagde DU..-det vil sige at han så mente noget jeg specialt kun..
Han svarede for mig "mærke andres iartioner".
 
- det hele giver bare så meget mening. altså jeg må da være særligt sensitiv, eller??..
det hele passer jo sammen nu, alle brikkerne.. og jeg forstår nu alle de råd, altså hvorfor jeg fik dem..
 
 
 
4ee62d153456e12122011.jpg
 
Et billede af mig, da jeg begyndte at smile over nogen meget dejlige minder..
- jeg holder humøret oppe ved hjælp af den "gode" fortid, når nutiden og fremtiden er ond..
 
 
 
Lige nogle andre eksempler på mig som person, som måske kan være behjælplig...
 
 
Jeg er kommet i pleje, fordi jeg havde det dårligt der hjemme. (mest når min pap far var hjemme.)
for jeg kunne mærke hans iarationer. Det skal lige siges at han var hjemme nogen uger, og så væk nogen uger.
Selvom jeg foreksempel ikke vidste at han var kommet hjem, kunne jeg med det samme mærke det i stemningen, og lugte det.
 
 
Andres humør smitter mit utroligt meget.
Jeg kan have en lorte morgen, og virkelig ikke magte livet.
men når jeg så kommer op på skolen, os sætter mig, så smitter hendes jeg sidder ved siden af mig, med hendes ofte GODE humør.
- men det går desværre også den anden vej.
 
 
 
Har aldrig kunne gøre noget jeg ikke må, ikke engang en lille ting.
feks. har jeg ofte været udsat for at alle pigerne fra min klasse valgte at gå over til købmanden
i frikvateret, hvilket man ikke må.
jeg gik kun lige hen til det sted, hvor skolens grund sluttede, og jeg kunne ikke bevæge mig ud fra grunden,
jeg havde det slemt nok med at stå lige på stregen.
Kan også huske at min veninde tit smidt sit rod, ind under sengen når hun skulle rydde op.
Når hendes mor så kom ind og spurgte om hun havde ryddet op, der kunne jeg ikke lade værre med at sladre. havde sådan en angst i mig - kan stadig være sur
over at jeg ikke kunne lade værre med at sladre...
 
 
Mange af mine veninder syntes at jeg bruger alt for kloge ord.
Og jeg forklare ting de ikke forstår oftest psykologisk.
 
 
- i den nye klasse jeg går ud, har vi noget der hedder "den gode stol."
det går ud på at der er en person der sidde inden i midten, og alle uden om skal så skiftes til at
sige en masse gode ting og den person fra klassen, der sidder i midten..
Jeg forkalre jo så bare med mine bedste ord, hvordan jeg føler den person er, og går meget op i at
uddybe hvad jeg mener, så personen jeg taler til + de andre, forstår og ikke misforstår det jeg siger.
Og så syntes jeg også at det virker mindre overfladisk hvis man forklere det ordneligt.
Men sagen er så den, at sidst vi havde det,
Var der en der til slut rakte håden op og sagde "Jeg har noget at tilføje til den måde Mette foklare på, og det er positivt, hun bruger sådan
nogen kloge ord som vi godt nok ikke forstår, men så forklarer hun dem bagefter"og en masse andet hvor hun sammen med læren
endte med at komme fremt til at jeg var livsklog.
timen sluttede så af med at mange sad og snakkede om at de var træt af, at de havde været i den gode stol før jeg kom til klassen,de ville nemlig allesammen
gerne vide hvad jeg ville havde sagt til dem.. - det selvfølgelig en positiv oplevelse, men alligevel følte jeg mig jo anderledes, for man kunne jo tydeligt fornemme at
de andre mente at jeg var "anderledes/special". det var på en god måde, men alligevel anderledes..
 
 
Har altid gået meget op i, at det hele skal være fair osv.
feks. i de yngre klasser blev jeg holdt meget uden for, men kom så på et tidspunkt "ind i varmen" igen.
Men var kun lige på kanten til at "falde ud" igen.
Der var så kommet en sort pige i klasse, som ingen gad.
Hun spurgte om hun måtte være med til at spille, alle sammen sagde nej.
Men jeg sagde altså højt og tydeligt "JA!".. - for skulle jeg lade hende opleve den smerte jeg havde haft, bare fordi jeg var sluppet af med den??.
Det endte så ud i, at de andre sagde "Mette, du må hellerik være med." - Fair nok.
 
 
Et andet eksempel lyder på, jeg sad nede i kantinen sammen med nogen piger fra min gamle klasse, da der pluselig kom nogen piger fra den anden 8. klasse
farende ind, de gik hen til en forholdsvis ny pige og råbte/sagde højt "er det rigtig at du er lebbe?".
Jeg gjorde ikke noget, men da de to piger som havde sagt det, så kom ind i vores klasse i et andet frikvatere og dissede hende totalt, der sprang bomben altså.
Jeg sagde lige ud "og hvad så hvis hun er?".
De blev sure, og ville ikke lytte til min forklaring.
Men pigerne fra min klasse spurgte om en forklaring, så det fik de.
min forklaring lød sådan " jeg har ikke noget imod at de sprørger hende. det er den måde de gør det på, jeg har noget imod. - de burde have snakket med hende i ene rum.
prøv at tænk hvis jeg have spurgt jer om noget privat og så mange andre hørte på?". ingen svarede men de tænkte over mine ord.
Dagen efter kom de to piger fra den anden klasse så ind igen, og jeg spurgte om jeg måtte have lov til at forklare.?
den ene sagde "Nej, det ligegodt vi forstår dig godt, vir forstår godt din forklaring." - en fra min klasse havde åbenbart syntes om
min forklaring, og havde fortalt dem min forklaring da de var tæt på at begynde og disse mig..  - jeg kunne komme med lang flere..
4ee62db2c8afd12122011.jpg
Dette billede var et jo tog, dengang jeg hed Andersen.. hehe (;
- det er et billede der er godt at kigge på, for det viser at der kun er EN VEJ, og det er FREM.
Spørgsmålet er bare hvor hurtigt det går..
 
 
 
 
Måske kunne det godt lyde som om at jeg er sådan en der altid er sammen med nogen på skolen..
Men nej, jeg bliver gondt nok anerkendt, men jeg sidder bare og høre musik.
Jeg har ikke energi til andet.
(snakker måske lidt med dem jeg sidder ved siden af, i timerne. og ellers siger jeg da også god weekend. osv.) - så jeg falder heller ik helt ud at fællesskabet.
men jeg er nu mere sådan en "der bare er der." ..
Og ja, før i tiden tog jeg på rideskolen når jeg havde fri, der snakkede jeg også med en masse, men det var lidt på samme måde som beskrevet mht. i klassen,
for det var mere det at være alene med hesten, eller måske hesten og EN veninde og hendes hest der interesserede mig..
Og så nød jeg også at ridde i skoven, det var som om at det gjorde et eller andet ved mig, så jeg "bedre" kunne være Mette..
men nu har jeg jo ikke hest mere af flere grunde.
Så nu sidder jeg bare på mit værelse fra jeg har fri, og til vi skal spise. (høre bla. musik) (;
Om jeg så gå ned i stuen derefter eller går op på mit værelse, det er meget forskelligt.
Jeg har ihvertfald NÆSTEN ikke nået socialt, ud over skolen og så dem her hjemme... - og det er begrænset hvor meget socialt jeg har det med dem, kan du nok høre...
Men nyder så tilgengæld når jeg er hos min mor engang imellem, eller er sammen med nogen af mine veninder som bor i den by min mor bor i..
 
 
 
 
 
 
 
Panel title

© 2017 mettelouise

Antal besøg: 878

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,55352592468262sekunder