VELKOMMEN TIL - Noveller

Vi har her på hjemmesiden lavet vores egen science fiction, som gode råd til jer om at læse dem.

Mørk lykke

”Katherine! Hjælp, du må ikke lade dem gøre det!” råber David. Jeg kan se, at sveden pibler frem på hans pande. Jeg græder stille, men kigger ellers bare på ham – Jeg føler mig bedraget. Snydt. ”Nej.. Jeg kan intet gøre. Farvel David, ”hvisker jeg. Jeg ved ikke, om han hører det, men jeg er også ligeglad. Jeg vender ryggen til ham og går min vej…

Jeg vågner op med et sæt. Underlig drøm! Jeg kan stadig høre Davids stemme. ”Hvem er David?” tænker jeg for mig selv, mens jeg langsomt vågner. Jeg går hen til spejlet, og kigger på mig selv; høj og slank, som sædvanlig, lyst hår, blå øjne. Alt er som det skal være. Jeg hører, at computeren i Utalandion er ved at vågne op. ”Godmorgen Katherine! Her er dine morgenmads-piller!” bibber den løs. ”Argh, shut up, møg computer!” svarer jeg morgensurt. Jeg er så dødtræt af mit ensomme, hvide værelse. I dag har jeg tænkt mig at hænge et par farverige billeder op. Jeg kigger ud af vinduet, men ser kun mørke. ”Det er jo klart, vi er i rummet!” siger jeg til mig selv.

Da jeg træder ind i klassen, næste dag, ser jeg ham for første gang. Han er høj og slank ligesom mig, har mørkt, næsten sort hår, og mørke – meget mørke – øjne. Jeg træder varsomt nærmere, og han vender sit engleansigt imod mig. ”Hej. Jeg hedder David. Jeg er ny,” siger han, med sin dybe beroligende stemme. Jeg gisper og træder automatisk nærmere. Kunne det være den David? Jeg er meget i tvivl, i drømmen var han nærmest bange, men her er han utrolig selvsikker! ”Hej, jeg er Katherine,” siger jeg åndeløst. Da timen starter sidder jeg og prøver at kontrollere mine følelser, for jeg er både dybt forelsket, men samtidig også pissebange.

”Katherine. Du er altså meget smuk. Jeg er forfærdelig vild med dig!” siger David. Vi sidder på mit værelse, og holder om hinanden. Der er nu gået tre uger, siden vi blev kærester, men han har stadig ikke fortalt mig hvor han kommer fra. Men jeg føler mig alligevel meget lykkelig. ”David, jeg ved det godt, men skulle vi ikke tage at lære lidt mere om hinanden? Jeg aner ikke hvor du kommer fra.” Jeg kigger på ham med bedende øjne, ”Vil du ikke fortælle mig det?” ”Nej, jeg kan ikke fortælle dig noget. Undskyld, min skat,” svarer han brødebetynget, næsten flov. Han rejser sig op, og jeg følger automatisk med. ”Hvor skal du hen?” spørger jeg undrende. ”Helt ud til det yderste af højrefløjen!” råber han tilbage ude fra gangen. Jeg sætter efter ham, men der er ingen David ude på gangen. Jeg løber ud mod de tværgående elevatorer, for jeg tænker at han må være løbet ud til dem, og så taget ud til højrefløjen.

Alle elevatorerne er i mellemtiden tomme, og der er ingen spor efter David. Jeg stiller mig alligevel ind i den nærmeste elevator, og trykker på den lille, røde knap, der indikerer at dette er elevatoren der fører ud til højrefløjen. Elevatoren suser afsted, og få minutter efter er jeg helt ude i spidsen af stationen. Ingen David. Men så, i få sekunder, ser jeg Davids hoved svæve afsted langs gulvet. Jeg kender mange der kan det trick, men jeg ved ikke, hvad David vil bruge det til nu? Jeg spæner efter, men det er som om, at jo hurtigere at jeg løber, jo hurtigere svæver hovedet.

Lidt længere fremme standser ’David’, og kigger længe på mig. Pludselig bliver han sig selv igen, og løber væk – hen mod en lille sort dør. Da han kommer hen til døren, svinger den automatisk op, og David er væk. Jeg går efter ham, igennem døren, og ser: Intet. Sort mørke.

Jeg hører uhyggelig grin og latter overalt omkring mig, og jeg kan hører, at døren klikker, da den lukker. Jeg er ikke alene, det ved jeg bare. Jeg går lidt ind i rummet, og pludselig bliver der helt stille. David kommer glidende hen til mig, og han har ulækkert grønt fråde omkring munden. Hele hans hud er også ved at skrifte farve. Jeg går langsomt tilbage, men David følger bare efter mig. Han skælver kraftigt, og hans hud falder af. Tilbage står der et frådende grønt monster. Monsteret går hen imod mig, og jeg besvimer, mens jeg skriger.

 

Det første jeg tænker, da jeg slår øjnene op, er om jeg stadig er sammen med det klamme monster, men der er meget larm omkring mig. Jeg sætter mig op, og ser mig omkring. Det er en stor sal, vi er i. Store Arbejdere går rundt og kigger på et eller andet, som jeg ikke kan se. Noget opsigtsvækkende. Noget der ikke burde være her. Jeg stiller mig hen til en af Arbejderne og spørger: ”Hvad er det, som I alle sammen kigger på?”. ”Det er en dreng. David, hedder han. Jeg ved ikke, hvad han har gjort, men nu skal han smides ud over Kanten” svarer den store mand. Er det mon den David, jeg kender, eller det frådende uhyre? Jeg går hen til Kanten, som er et stort hul i bunden af Utalandion, som forbrydere bliver smidt ud over.

Dér hænger David, i de yderste fingerspidser.

”Katherine! Hjælp, du må ikke lade dem gøre det!” råber David. Jeg kan se, at sveden pibler frem på hans pande. Jeg græder stille, men kigger ellers bare på ham – Jeg føler mig bedraget. Snydt. ”Nej.. Jeg kan intet gøre. Farvel David, ”hvisker jeg. Jeg ved ikke, om han hører det, men jeg er også ligeglad. Jeg vender ryggen til ham og går min vej…

 

I de næste par dage, gik jeg og søgte efter oplysninger om David, og fandt meget hurtigt ud af (ved at have hacket mig ind på de Øverstes computere), at han var en Filion – en slags rumvæsen – fra den berygtede planet Gyndion. Den var berygtet fordi, at Filionner – som David – havde sneget sig ind og dræbt uskyldige piger. Jeg havde overlevet, fordi at jeg nåede at skrige, inden uhyret angreb mig. Det nåede de andre piger ikke.

Men David er og bliver mit livs kærlighed.

Den onde kærlighed

Flere og flere børn forsvinder og ingen ved hvorhen, robotpolitiet gør alt hvad de kan for at finde børnene, men hvad gør vi? Intet. Men hvad hvis ens kære forsvandt ud i tomheden? Så mange spørgsmål og alligevel intet svar.

: ”Nerra, rumskibet er her”. Jeg læste det sidste ord i avisen, og gik ud i rumskibet. Jeg vinkede farvel til robot 008 og satte mig godt tilrette: ”Hej Sira”, Sira kiggede op på mig med store tåre i øjnene: ”Hvad er der galt”, spurgte jeg hviskende: ”Nikel, er forsvundet”. Jeg kunne ikke fatte det, Nikel kunne da ikke forsvinde som en hver anden, han var jo så… Skøn. Jeg puttede mit hoved ned i jakken, og skjulte en lille tåre. Sira og jeg kunne rigtigt godt lide Nikel.

: ”Godmorgen børn, jeg hedder Raksimus og jeg er jeres nye lærer. Først vil jeg lige høre hvad i tror kærlighed er eller betyder?”. Min hånd fløj i vejret. Han kiggede på mig og nikkede så: ”Kærlighed er en slags følelse, man kan føle kærlighed til sin familie, og udstå kærlighed, men man kan også blive forelsket”, jeg holdt en lille pause i min ”tale”. Inden jeg nåede at fortælle videre, råbte han højt: ”PAUSE”. Han gik hen til mig og sagde bittert: ”Jeg skal lige tale med dig”, Jeg fulgte efter ham, han stoppede op bag en væg og kiggede mystisk på mig. Lige pludselig åbnede han sin enorme mund der viste alle hans blanke, lange tænder. Jeg skreg op, han lignede et enormt monster. Men med et, blev der helt sort for mine øjne, og jeg brød ned.

Jeg åbnede mine øjne forsigtigt. Hvor var jeg henne? Mørke vægge og brunt gulv. Der lå en lang gang med børn på små senge. Jeg fik hurtigt øje på Nikel, han lå lige ved min side: ”Nikel!” Sagde jeg glad. Nikel svarede ikke, men han lå med store åbne øjne, og lignede en der var meget forskrækket. Jeg rørte ved ham, men min hånd vendte forskrækket tilbage. Han var hård som sten. Jeg begyndte at råbe om hjælp, da jeg så at alle de andre børn også bare lå stille side om side. Jeg rejste mig op fra min seng, og gik henover mod en stor jerndør. Jeg trykkede alt min vægt ind på den store dør, men døren var låst. Jeg bankede hårdt på døren og skreg om at komme ud. Jeg havde hamret længe og var blevet træt, jeg satte mig stille ned for enden af døren og begyndte at græde.

 En høj, hul lyd kom inde fra døren, og døren gled knirkende op. Raksimus stod i døren og smilede med sine uhyggelige tænder, der var så lange at de ragede over hans underlæbe: ”Goddag igen Nerra”, sagde han ondskabsfuldt:”Forsvind fra mig dit ækle bæst” råbte jeg lige op i hovedet på ham. Han åbnede munden igen, men kom isteddet med en stor latter: ”Ja, jeg er ikke et menneske. Jeg er fra planeten La perte”. Jeg havde så mange spørgsmål. Men jeg kunne ikke finde ud af hvad La perte var for en planet, den havde jo aldrig eksisteret.

 Jeg rejste mig op og sagde: ”Hvis ikke du er et menneske, hvad er du så?”: ”Er du sikker på at du vil se det”. Jeg nikkede og kiggede ham i øjnene. I en hurtig modbydelig bevægelse lagde han nakken tilbage, og da han trak den tilbage så han forfærdelig ud. Et rum monster. Jeg skreg højt indtil han stoppede. Jeg begyndte at slå ham hårdt, indtil han skubbede mig i et slag over i væggen. Luften blev presset ud af mine lunger, og jeg kunne mærke lidt blod løbe ned af min kind. Jeg lå og lod smerten gå væk. Raksimus gik hen til mig: ”Nu hører du godt efter. Jeg blev sendt ned på jorden fordi vi mangler noget her på planeten. Noget som I kun har.” Jeg kiggede op på ham, og holdt en hånd for hovedet: ”Hvad er det?” Spurgte jeg nervøst: ”som du kan se Nerra, har vi fanget en masse børn. Vi har suget deres sjæl ud for at finde det vi ledte efter.” Jeg gav et sæt og kom straks til at tænke på Nikel: ”Nerra hør, vi mangler kærlighed!” Jeg gispede: ” Så jeg har tænkt mig at du skulle forklare mig hvordan man for kærlighed, og hvis du nægter… Så”. Han tog en stor skærm frem og viste mig et billede af nogle robotter der nedlage alt på jorden. Jeg nikkede langsomt, som tegn på at jeg havde forstået opgaven. Raksimus gik ud af døren og lod den stå åben, så jeg kunne gå med ham.

Jeg var i et stort rumskib, og når man kiggede ud så man La Perte. La Perte strakte sig i en lang askefuld overflade med intet liv, blot hist og her så man små knogler halvt dækket i aske. Vi kom ind i et stort rum hvor der ikke var et eneste vindue. Raksimus kiggede på mig og spurgte så: ”Godt, fortæl mig det hele og hvis du lyver, udsletter jeg planeten”. Jeg vred min hjerne for at komme i tanke om hvordan jorden havde fået kærlighed: ”I kan jo starte med at tænke på de gode ting, altså fx har du oplevet at nogen gjorde dig følelsen, glad?”. Han kiggede lidt og svarede så blankt: ”Nej”. Det var svært at forklare, men jeg måtte prøve mig frem: ”Har du så prøvet at tænke positivt på noget”: ”Nej”. Og sådan blev jeg ved med at spørge, indtil han råbte:”STOP”, han smidte mig ind til de forstenede kroppe:”Du dur ikke til noget tøs. VAGTER sug hende ud!”: ”Nej, det må du ikke Raksimus”. Han lagde hovedet på skrå: ”Du kan tænke over det til i morgen”. Han smækkede den store jerndør i, og gik sin vej.

 Jeg så mig lidt omkring og begyndte at kunne kende børnene fra avisen, jeg havde læst i morges. De lå alle med det samme udtryk. Da jeg var nået enden af gangen, så jeg en ny dør. Jeg lagde trykket ind på den, men den var også låst. Det gode var at det var en trædør, så jeg kunne måske sparke den op. Jeg tog fem skridt bagud og løb hen mod døren i høj hastighed. Døren gav et par knæk, og jeg prøvede igen indtil der kom et lille huld i døren. Jeg kiggede ind og så en masse hylder med små glas. Jeg gav døren det sidste spark, og gik så ind i det mørke klamme rum. Jeg tog et lille glas og lukkede låget op. Et overdøvende skrig sprang op i hovedet på mig og ødelagde min hørelse i få sekunder. Jeg lagde hurtigt låget på, og gik et par meter bagud. Jeg tog et nyt glas der så meget nyt ud i forhold til alle dem på hylden. Jeg lettede forsigtigt låget, og et dybt råb lynede op far glasset. Jeg lukkede det og kom til at tænke på Nikel når jeg hørte det råb. Jeg tog glasset i hånden, og gik ud til statuerne.

Jeg kiggede på Nikels smukke, perfekte ansigt med åben mund og rædsel i øjnene. Jeg åbnede langsomt glasset, og i et hurtigt smut slubrede Nikel skriget i sig og gav et sæt i kroppen. Han skreg det modbydelige skrig, og vågnede så med et sæt: ”Nerra!”. Han satte sig op og gav mig et stort kram, idet samme øjeblik blev jerndøren åbnet og Raksimus stod i døren: ”Jamen dog, har vi fået gæster”, Sagde han ondt. Vi svarede ikke men så bare på ham. Nikel lukkede sin hånd om min. Raksimus stod og kiggede på den ødelagde dør, til alle sjælene. Raksimus tog os over hver sin skulder og bar os ned i en stor slags stue.

 Vi blev bundet til en lille pæl. Han vippede en stor skærm ned, ti centimeter fra vores hoveder. Jeg vidste straks hvad han ville og jeg begyndte at skrige, men intet lyd kom ud. Jeg vred kroppen for at komme fri men intet hjalp: ”Vi starter i Rom”, Sagde Raksimus hurtigt. Skærmen blev tændt, og et modbydeligt billede kom frem. En kæmpe gigantisk hær ødelagde alt på sin vej. Raksimus stod og grinte en ond latter. Jeg kiggede på Nikel, og han kiggede på mig: ”Jeg elsker dig Nerra!” Råbte Nikel, for al larmen fra skærmen. Jeg begyndte at græde. Jeg ville så gerne, kunne nå hen til ham. Jeg fik kun fat i hans hånd og flettede den ind i min. Raksimus stod og kiggede på vores hænder, men sagde intet. Nikel rykkede sig ind mod mig. Han strakte sit hoved frem, og kyssede mig stille. Lige pludselig stoppede larmen og vi kiggede op. Skærmen var slukket, og Raksimus stod med ryggen til. Han drejede forsigtigt kroppen om mod os med et forfærdeligt ondt udtryk i øjnene: ”tre… to…en”. Jeg skreg af mine lungers kraft: ”NEJ…STOP DET, STOP DET RAKSIMUS!”

 

 
Panel title

© 2017 meteoren

Antal besøg: 87

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,7723240852356sekunder