Maria og Kristina - Dagbog
Latest News
Lightbox galleri
May
30
2011

En lang kamp..

Jeg er en pige på bare 18 år, der ikke ønsker livet skal fortsætte. Ja ja tænker i bare. Det tænker alle. Tror jeg blæser ting op. Men nej, jeg ønsker virkelig bare at forsvinde. Det er ikke bare noget, der er kommet fra den ene dag, til den anden. Lige så langt tilbage jeg kan huske har jeg aldrig været glad. Jeg har flere gange skadet mig selv. Det startede for 5 år siden. Så kom tankerne om at dø for halvandet år siden. Det kan ikke være rigtigt at jeg som 18årig ikke har lyst til livet skal fortsætte. Det gør bare mere og mere ondt for hver dag der kommer. Jeg har måske levet en fjerdedel af mit liv indtil nu. Mine tanker skræmmer mig. Min venindes psykolog foreslog jeg prøvede og tale med hende. Hende har jeg været hos 3 gange de sidste 3 uger. Hun vil gerne hjælpe. Hun kan se at jeg skal bruge hjælp inden det går galt. Hun kontaktede kommunen. Hun spurgte dem, om de kunne betale for at jeg kan gå der da jeg er på SU, spørger efter en SSP konsulent som fremstår som kontaktperson. Kommunen afslog. At få kastet det i hovedet gør ondt. Det gør rigtig ondt. Mine tanker stoppede bare. Alting faldt fra hinanden. Det gav mig et ordentlig spark videre nedad. Hvor langt ned jeg har endnu, kan virkelig ikke være meget længere. Samtidig med at jeg får denne besked, har jeg modtaget et brev fra SKAT. Det er en regning fra dem hvori der står at de har overtaget min gæld til kommunen. Det er en såkaldt kontanthjælp jeg skulle have haft fået i december sidste år. Værst af alt er så at jeg søgte om enkelt ydelse, hvorved jeg fik lovet jeg ikke skulle betale beløbet tilbage. Alligevel kommer regningerne dumpende. Penge er alt. – Men er det for helvede ikke livet der burde være vigtigst?! Det liv jeg lever oplever jeg gå mere og mere i stykker. Jeg har fået en henvisning til en psykolog af min læge. Den offentlige sygeforsikring betaler noget af det og jeg skal selv betale resten, som er omkring 300kr pr. gang. På denne henvisning er der til 12 aftaler med en psykolog. – Jeg havde igen pengeproblemer og måtte søge enkeltydelse endnu engang. I min ansøgning vedlagde jeg min henvisning fra lægen. Jeg modtog brev fra kommunen hvori der stod at jeg skulle registrere mig på jobcenteret. Ifølge dem kunne jeg ikke modtage nogen ydelse hvis ikke jeg var i aktivering. Men at vågne op hver morgen og ønske du aldrig var vågnet er svært. Jeg tog ud på kommunen for at finde en der kunne gøre noget. Jeg sagde til manden ved skranten at jeg skulle bruge en psykolog. Han spurgte hvad det drejede sig om hvortil jeg svarede selvmordstanker. Det er fandeme svært at stå at sige højt. Jeg møder Marianne Bang Friis som gerne vil hjælpe mig. Min ansøgning er ikke til at finde i systemet. Jeg kunne vælge at sygemelde mig i 3 måneder. Men jeg skulle starte på handelsskole. De sidste to år er jeg ikke kommet nogen steder. Jeg bliver nødt til at prøve at holde mig selv i gang.

Kan kommunen virkelig ikke se de unge der mistrives? Jeg er ikke den eneste, det er jeg godt klar over. Men jeg beder om hjælp. Jeg skriger af mine lungers fulde kraft om hjælp og alligevel over hører alle mig. Jeg fik afslag på de ville betale mine aftaler hos psykologen på den begrundelse af at jeg skulle bruge min henvisning fra lægen. - Den de selv har smidt væk. Det vil sige at jeg skal ud og fortælle min historie ENDNU en gang. Åbne mig fuldstændig op for endnu en fremmed. Håbe på at jeg har tillid til den ukendte. Plus at jeg skal have fundet 300 kroner pr. gang. En gang om ugen, er højt sandsynligt det jeg skal. Det er 1200 kroner om måneden. Så står jeg med et mindre beløb til resten af måneden, når huslejen er betalt. Det bliver igen noget lort. Jeg ved ikke hvordan jeg skal råbe kommunen op. Når endelig der sker noget der kunne betyde løsningen for mig, styrter det hele sammen foran mig igen. Gang efter gang. Hvad skal der til før de hjælper mig? Narkomisbrugere hjælper de. Hjælper det hvis jeg fortæller at jeg var ude i et misbrug sidste år? At jeg tog kokain når jeg skulle arbejde dagen efter? Jeg havde ikke en normal hverdag. Kom til stor familiefest påvirket. Men jeg er ude af det igen. – Uden hjælp fra andre end mine venner. Men mine venner kan ikke hjælpe mig af med mine selvmordstanker. Jeg har ikke brug for nogle der holder af mig, jeg har brug for proffesionel hjælp. Det gør ondt at være bange for sig selv. Jeg har vel for fanden ret til det. Det er jo ikke for sjovt, jeg prøver at få hjælp. Det er jo ikke for sjov, at jeg er trist døgnet rundt. Der er ingen der burde leve på denne måde. Jeg ønsker det ikke for nogen. Heller ikke for mig selv!! Jeg begynder at tro at jeg er sat på jorden, kun for at lide. Der skal jo være plads til alle mennesker. Der er så dem der rent faktisk får hjælp. Nogle skal stå ansigt til ansigt med døden før der sker en skid. Så er der mig. Jeg opsøger faktisk hjælpen, der sker bare ikke en skid! Jeg ved at der er i Århus kommune sættes stor opmærksomhed på unge der mistrives. Se www.tagansvar.dk. Hvorfor sker det ikke overalt!? Hvad fanden skal jeg stille op?

Midt i alt dør en af mine nærmeste venner i maj. Han var som en bror. Det gjorde ikke noget som helst bedre. Det gav min endnu et dask nedad. De mennesker der er tættest på mig kender til mine problemer. Der er ingen der forstår hvordan jeg kan blive overset. Hvad er det der foregår!? Skal jeg virkelig gøre en ende, før at det forstås hvor svært jeg har det. Det burde ikke være rigtigt.

Jeg føler mig virkelig svigtet af de der burde hjælpe mig.

May
30
2011

Er jeg, 2 personer?..

jeg undgår ofte at spise... fordi at jeg skal straffe mig noget mere..
jeg føler at jeg har pligt til at skulle gøre alt mere trælsfor mig selv.
folk omkring mig siger også at jeg straffer mig selv meget, men for mig lyder det som en god kompliment..
jeg har 1-2 gange om ugen hvor jeg har det virkelig virkelig dårligt. hvor jeg overvejer rigtig meget at begå selvmord..
og cirka 2 gange om ugen kan alt lige gå.
men ellers kører min uge bare hårdt..
der er intet godt.
folk siger at jeg skal tænke på min familie og venner, når jeg overvejer selvmord.
men i det øjeblik jeg overvejer selvmord.. så er jeg ravende ligeglad med alle omkring miig.. og det er jeg mange gange..
fordi jeg gør det jeg gør, og der er ingen der skal sætte en mur op. for jeg har brug for at kunne skade mig selv, for det er det eneste jeg dur til, og ønsker heller ikke andet.
jeg ønsker nogle gange at få det bedre, men andre gange ikke.. hvis folk tilbød mig hjælp,, havde jeg sagt fra.. menmindre de var heldige at jeg havde 2 min hvor jeg havde lyst til hjælpen.. men bagefter siger fra igenn.. jeg bliver forvirret over mig selv..

jeg føler selv jeg er 2 personer..
for den ene er der når jeg er sammen med vennerne, og den anden dukker op når jeg sidder og kigger, eller er alene, eller sover og sådan.
og jeg kan ikke li når jeg er alene så fordi den person ønsker kun ondt.
og nogle gange ønsker jeg jo ikke tingene skal være ondt.. men det bliver det..
og andre gange ønsker jeg at det gør..

jeg forvirrer mig selv..
jeg ved ikke hvad jeg gør af mig selv.

May
30
2011

En fremtid uden sukker..

Igår besluttede jeg (efter jeg havde været ved lægen) at nu skal jeg tage seriøst fat i mig selv med hensyn til usunde sager på arbejdet.

Det lykkedes for mig at holde mig "clean" i alle timerne (men kun ved hjælp af tyggegummi) og jeg var pavestolt af mig selv da jeg var på vej hjem.

I dag var jeg jo så på arbejde igen (garderet med tyggegummi i lommen) og sjovt nok så havde de søde sager ikke helt den samme tiltrækning i mig som igår (men jeg gik også og tyggede på tyggegummi hele tiden).

Hvis jeg bare fortsætter sådan her fremover så ser det jo rigtig godt ud og måske forsvinder sukkertrangen helt i mig den her gang.

 
Panel title
Antal besøg: 34

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,73035907745361sekunder