Ridser i lakken? Så hæld lak i ridserne! - Igangværende projekt: My

Jeg skriver på denne roman pt. og du kan forløbelig se hvad det er blevet til indtil videre herunder. 

                                             My

My. En ung kvinde på 32 år lever en rolig tilværelse i sin etværelseslejlighed, er arbejdsløs og fordriver tiden med at skrive. Hendes rum er sparsomt indrettet med en seng, en sofa, et sofabord og en enkelt reol.

 

Væggene

My har boet i den lille lejlighed i 14 år. Hun er i den grad tryghedsnarkoman og bryder sig ikke det mindste om store forandringer eller omvæltninger. ”min verden ville vælte i mørke, hvis jeg nogensinde kom ud ad dette rum”, skriver hun og hakker videre på tastaturet indtil hun kommet til et punkt, hvor hendes rolige facade, som hun altid har, når hun skriver, begynder at sprække og vise små tegn på angst. Små sveddråber pibler ned fra hendes pande og smager salt på hendes læber. Inde bagved hendes kød, til venstre på brystet, galopperer hjertet af sted og hun ved at hun er ved at bryde en mur. Ikke på det kreative plan, men på det personlige. Ligeså hurtigt som den første skæbnesvangre sætning bliver sat, ligeså hurtigt trækker hun sig tilbage, slukker for computeren og lader den være slukket i ikke mindre end 4 uger. Intet sker. Der sket intet i de fire uger, andet end almindelig spisning, personlig pleje, se film og computeren forbliver slukket, pakket væk og lagt op på den øverste hylde på reolen. Tænke gør hun heller ikke i de fire uger, da My har den særlige egenskab, at hun kun kan tænke i og med at hun skriver. Og skrive gør hun ikke. Fuldstændig tanketom går hun rutinemæssigt rundt i rummet og gør de ting hun plejer at gøre. Intet kan gå galt for My nu. Kun intet kan gå galt for My nu og det gør det også. De fire røg gule betonvægge, der i 14 år har været hendes trofaste skjold og værn mod verden udenfor, begynder nu at røre lidt på sig. Et stykke af tapetet på den ene væg falder af. En stribe af vand løber ned fra loftet og danner en hvid streg på det røg gule tapet på den anden væg og et spejl falder en dag ned med at brag, splintrer i tusinde af stykker og borer sig både ind i hendes hænder og fødder, da hun begynder at samle skårene op fra gulvet. Men My aner intet på dette tidspunkt. Hun er ligeså rolig og fattet, som hun plejer at være og gøre bare rent efter spejlets styrt, som om intet var hændt.

En af hendes to kanaler til verden udenfor er en samling af dvd film, der udelukkende består af Jim Jarmusch film. De 14 film pynter ikke kun på hendes reol, men også på hendes indre liv, hvor det langsomme tempo i filmene i høj grad er identificerbar med My, som menneske. Hun er en drøvtygger. Hendes grundige og nærmest pertentlige madlavning, hvor alt bliver lavet fra bunden af, bliver ledsaget af den anden af hendes kanaler til verden udenfor, nemlig DAB radioens klassiske kanal, som hun lytter til hver evig eneste dag. Hun får bragt al sin mad ud af Årstiderne og et online supermarked forsyner hende endvidere med cigaretter og husholdningsmidler. Hendes rum er ikke præget af de store udskejelser af hverken ting eller kunst. På den ene væg, der hvor der er begyndt at løbe vand ned fra loftet, hænger der dog en plakat. Det er en Picasso; ”Woman with a Blue Hat”. Hun har ingen planter eller blomster til at stå nogen steder, da hun mener, at det er kunstigt grænsende til det bindegale, at skulle passe og pleje et stykke af naturen indenfor fire betonvægge.

My ser op på den øverste hylde på reolen og får hurtigt et drømmende udtryk i øjnene. Med glasklare øjne og en resolut bevægelse rækker hun op efter computeren, går hen til sofaen, sætter den bærbare på bordet og lukker op for den.  Fire uger er gået og der falder en sten fra hendes hjerte, da hun igen åbner sit skriveprogram og mærker tankerne er på vej tilbage. De står stimlet sammen et sted bagerst i hendes hoved og langsomt åbner hun op for dem, en ad gangen, mens hun gør dem virkelige og giver dem deres eget liv på den blanke hvide skærm. Hun ser pludselig det spring, der er sket i hendes kreative udtryk. Det er gået fra det næsten fortællende og selvudleverende til det stramme og korte udtryk, hvor hullerne skal fyldes ud af modtageren og hun begejstres så meget af sit nye udtryk, at hun fløjtende går ind i køkkenet og trækker en rødvin op. Det skal fejres med manér. Hun undrer sig slet ikke over denne mærkelige og mærkbare forandring i hendes kreative udtryk, men mens hun sidder og drikker vinen og ryger en cigaret tilfreds og nærmest lykkelig, så begynder det pludselig, at stå ned i stolper udenfor og vandet begynder at løbe så stærkt og massivt ned fra revnen i loftet, at der konstant høres dryp, som lander på gulvet og danner en pyt. My sukker og rejser sig op. Ser op på væggen og da hendes blik falder på Picassoen må hun bittert konstatere, at der må være kommet flere revner i loftet, der sidder lige op over plakaten. Den øverste del af plakaten er i hvert tilfælde blevet så våd, at ”Woman with a Blue Hat” er ødelagt.

Dét undrer hun sig til gengæld over. Ikke det helt konkrete, at det regner, de nye revner og den selvsagt ødelagte plakat, men den følelse, som hele hændelsen giver hende, mens hun står der og ser hen på den våde plakat uden rigtig at se på den. Hun fornemmer, at noget nyt, noget fremmed og ubehageligt er på vej og beslutter sig for at lade det hele være og sejle sin egen sø, da hun unægtelig får en stor trang til at putte sig ind under dynen og glemme det hele, hvilket hun så gør.

Tre timer senere vågner hun op med et sæt badet i sved. Hun går ud på toilettet og plasker lidt vand i ansigtet og ser sig selv i spejlet. Hun møder et forvrænget ansigtsudtryk og skriger.

Destruktionen

My går fløjtende rundt i rummet og rydder op. Skårene fra toiletspejlet har hun allerede fejet omhyggeligt op, pakket ind i avispapir og lagt forsigtigt ned i en skraldepose. Da hun er færdig med oprydningen går hun ud i køkkenet og tager skraldeposen med skårene op, går ud i entreen, ser ud af kighullet, forsikrer sig om at der ikke er nogen ude på opgangen, åbner hoveddøren og går hen til affaldsskakten og smider posen ned i den.  Med faste skridt går hun ind i lejligheden igen og lukker hoveddøren omhyggeligt stille efter sig. Hun kigger endnu engang ud af kighullet, sætter kæden på og går fløjtende ud på toilettet. Allerede nu har hun vænnet sig til at spejlet ikke længere hænger over vasken, hvor det har hængt de sidste 14 år og hun viser, forunderligt nok, ingen tegn på at det nogensinde har hængt der. Nu bor hun i en lejlighed fuldstændig tom for spejle og selvom hun straks efter oprydningen og toiletbesøget sætter sig ned foran computeren og begynder at skrive, så reflekterer hun slet ikke over hændelsen fra i går og heller ikke over det pludselige fravær af spejle i hendes lille lejlighed. Rummet virker uendelig tavst, regnen siler ned udenfor, det drypper fra loftet, der dannes brede hvide striber på det røg gule tapet, Picassoen folder sig ned over sig selv, så kun den hvide bagside er synlig og alt dette, da My ud i en lang køre skriver og skriver – om et rum, dets vægge og en person, som er plantet midt i det hele. Hun skiftevis storgriner og er uhyre koncentreret og da dørtelefonen, som lyder hæsligt, larmende og højt, pludselig ringer, bliver hun så chokeret, at hendes hjerte springer et par takter over. Med et forundret udtryk går hun ud i entreen, ser ud af kighullet, trykker ørene mod hoveddøren og da hun konstatere, at der hverken er mennesker eller lyd af mennesker ude på opgangen, slukker hun for dørtelefonen, sætter sig ind foran computeren og skriver videre. Fem timer senere slukker hun for computeren, går ud i køkkenet og begynder at forberede madlavningen til om aften.

 

 

 

Ruinen

 

Vraget

 

Muren

 

Undergangen

 

 

 

 

 

 

 
Panel title
Antal besøg: 7837

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,35986590385437sekunder