Her kan du se hvad jeg laver. - Mit liv i Filippinerne, Mindoro
May
27
2012

Skriv en overskrift

Jeg har et gennembrud med engelsk poetry. Her er en sang som skrev på engelsk. Det troede jeg aldrig kom til at ske.

 

Escaping song            27-05-12

 

Let’s go and escape to the mountain

To the mountain. to the mountain

Let’s go and escape to the sea

Where no phone will ever reach you

Only god knows what you will do

Let the free spirit be free

Let the free spirit be free

 

Let’s go and escape to the jungle

To the jungle. to the jungle

Let’s make us a peoples free zone

Where no one will need your presents

Straight your back. No expectations

Leave the lonesome soul alone

Leave the lonesome soul alone

 

Lets go and escape to the river

To the river. to the river

Let’s go and we will find a cave

Where there will exist no schedule

Clocks and time will not set the rule

All your secrets will be safe

All your secrets will be safe

 

Let’s go and escape to the mountain

To the mountain. to the mountain

Let’s go and escape to the sea

Where no phone will ever reach you

Only god knows what you will do

Let the free spirit be free

Let the free spirit be free

May
27
2012

mere

Hej alle.

Jeg sidder stadig på mit bjerg. Jeg har date med min hemmelige kæreste. Den tørre sæson er slut nu. Vi forventer at fra nu vil det regne jævnligt og kraftigt. Som introduktion til den våde sæson havde vi oversvømmelse i huset i går. Det viste sig at taget er utæt alle steder hvor der er installeret karnapper. Vi troede lige at vi var færdige med det meste bøvl, for i går installerede de rigtigt lamper til os, fra vores solpaneler!!! Nu skal de nok starte igen på taget.

Lige efter jeg havde skrevet til jer sidst fik vi besøg af gederne igen. Det skete så ubelejligt at jeg var alene med den franske volontør Klem. Nogle af gederne havde snore om halsen så dem bandt vi til et træ opmuntret af løftet om at gedernes ejer kan få en bøde og bøden må vi bruge til at købe kyllingekød for. Imidlertid løb vi ind i problemer fordi gederne med snor på havde følgeskab af deres kid som oven i købet tilkandte deres venner, uden snor og dem ku vi ikke fange. Pointen med at fange gederne er at de spiser vores små frugttræer men da vi nu havde ca. 8 geder hvor 5 var inviteret direkte ind i vores have til at spise vores frugttræer var problemet ikke løst. Det er meningen at vi skal gå ned med gederne til ”rådhuset” hvor en eller anden official skal dokumentere at vi har fanget gederne før de kan komme hjem til deres ejer. Fordi vi ikke er stive nok i tagalog er det meningen at alle andre end os skal for etage operationen til rådhuset. Vores dilemma er større endnu og vi diskuterede længe hvordan vi skulle gribe problemet an. Samtidig med vores gedefangst foregik højdepunktet af en årlig Baclayanfestival. Det er noget som landsbyen har sat op med høj musik og scene halløj. Vi var bange for at øedelægge deres festival hvis vi kom anstigende med 8 geder og udsigt til pænt store bøder og bøvl. Ate Klem var på det hold der syntes det var synd for ejerne af gederne at de kunne få en stor bøde, hun mente vi skulle nøjes med at tage én ged med og slippe resten fri. Jeg var på det hold der syntes at det er de selv ude om fordi jeg har fanget gederne to gange før og afleveret dem med til ejerne uden bøvl, endda med en ny snor til geden som jeg pænt bad dem om at holde godt fast i fordi jeg er træt af geder. Men de holder ikke fast! At slippe gederne fri uden at få kylling u d af det synes jeg ville være spild af bøvl. Nu havde vi jo lige fanget dem. Vi var også lidt i tvivl om hvordan man får mindst bøvl på stairway. Chancen for at få problemer hvis vi gør noget der ikke direkte er vores ansvarsområde. Det tolkes indimellem som anfægtelse af autoritet hos overordnede. Herunder chancen for at blive beskyldt for at lave konfrontationer og konflikter som vi ikke selv kan løse. Alt dette holdes op mod chancen for at blive bebrejdet at lade stå til og ikke tage ansvar. Gederne har Kuya Lars for nyligt understreget er første prioritetsproblem. Hvis Diego eller Elino havde været der var det så nemt at det ville være deres hovedpine. Det var de ikke. Så vi lavede et kompromis. Først tog vi et billede af alle vores geder så de i det mindste var dokumenteret. Bagefter bandt vi simpelthen alle vores geder til havelågen på ydersiden og smed sten efter de geder ikke havde en snor. Så håbede vi på at problemet var på standby så nogen andre kunne løse det senere. Morgenen efter kom Kuya Andres ydmygt og bad om lov til at få sine geder med hjem. Det fik han så men nu ved vi hvem der slipper geder løs. Det er Trevors værtsfamilie. Ate Lucinas mand.

Der sker, ud over det, ikke forfærdeligt meget for tiden. Jeg laver stadig mad hele tiden. Jeg er ikke ret god til det. Jeg er ikke sikker på om det er fordi alle mændene har forskellige meninger om tingene eller fordi jeg bare ikke forstår det basale i filipino mad. Hver gang jeg synes grønmtsagerne er færdige er de ifølge nogen andre enten rå eller overkocked. For mig at se er det ret tilfældigt. De har vist mig hvordan man koger ris, men når jeg gør det er det enten for meget vand eller for lidt vand, fuldstændigt tilfældigt for mig. Nogen dage er det meget vigtigt at jeg rører rundt og nogen gange må jeg helst ikke tage låget af. En dag var der endda én der sagde at man slet ikke kan koge så mange ris i så lille en gryde. Så er det i det mindste ikke min fejl alt sammen. Nu har det vist sig at de ikke er så vilde med gær brød. Det er virkelig en skam, for de er begyndt at ligne rigtigt bagerbrød. Jeg forsøgte med bagepulverbrød i går, det er sådan man gør i filippinerne, men det mislykkedes. Det blev meget mærkeligt og jeg gad ikke spise det. Men kuyaerne synes det var alle tiders. Det er efterhånden lidt demotiverende at lave mad når jeg stadig ikke fatter det. Det eneste jeg ved, er at mit instinkt slet ikke virker her. Ikke engang når det handler om salt. Der er altid enten for meget eller for lidt salt uanset om jeg smager det til eller ej.

Jeg er blevet træt af at der er for mange fejl i indkøbene når det er Ate Susan der står for indkøbene. Jeg plejer bare at sende en indkøbsseddel med arbejderne ned til Stairway Centeret. Hun har sære prioriteringer og en underlig logik, som indimellem gør alting meget vanskeligt for mig. I sidste uge sendte hun ikke mel med op, men til gengæld 1,5 kg bagepulver, peanutbutter og ost. Det kan man jo ikke spise! Så var vi nødt til at spise spagetti i 4 dage. Det falder altså ikke i god jort her på mit bjerg. I hvert fald bad jeg om at få lov til at shoppe i stedet. Det blev der bøvl ud af. De mener ikke jeg kan få de rigtige priser fordi jeg er hvid, men det er jo forkert. Jeg var på markedet for at få alle priserne sammen med Diego, som er lysebrun, før jeg lavede madbudgettet til dem. Men de har glemt at læse mine lister på kontoret eller fået dem væk eller noget. De har fundet en masse smarte løsninger på vores transport problemer som sparer penge. De fleste af dem går ud på at alle os der kommer forbi stairway indimellem skal bære mad op fra køkkenet: ris, mel, sukker, æg osv. Jeg bliver en smule frustreret når det er kontorfolkene med de flade numser der finder på den slags.

Til gengæld skete der et fantastisk gennembrud i sidste uge, lige før Kuya Lars tog til Amerika i 2 uger. Han fik den fantastiske ide at vi jo bare an spise grøntsagerne fra gården. Det er jo meget nemmere end at bære det ned, for at købe noget andet på markedet. Sikke en god ide. Nu spiser vi lovlig petjay. I samme hug indførte han videoaften på Baclayan. Jeg tror nok det bliver mig der er den. Men jeg må vise film hver uge for folk og børn i Baclayan. Endda film for sjov og unde formål! Det bliver fantastisk. Jeg spurgte hvordan med grej og han sagde at han har tænkt sig at købe en projekter med hjem fra det store udland. Så næste måned hvis alt går vel.

Åh, ja. For lige at følge op på tyveridramaet fra sidst. De fandt Marvin inde i mit hus igen torsdag morgen i sidste uge. Han havde ikke nået at destruere noget og der var ikke noget at stjæle. Men fordi de er nødt til at handle når han har fået så strenge advarsler blev han dagen efter sendt med en socialworker til Manila. Han skal tilbage til sin mor.

Diego har haft halsbetændelse den sidste uges tid. Hans læge gav ham antibiotika, så dem går han med i lommen nu. Han er bange for kemikalier og det kan jo stadig være en virus. Men jeg synes sørme ikke det er fedt at være på toppen af et bjerg med en der har feber og ikke kan stå op. Der er ingen her der er vaccineret for noget særligt, så det kan være hvad som helst. Samtidig går de jo ind for broderhood og deler kopper og skeer og den slags. Sandsynligvis som et resultat heraf er Azur også nede med noget infektion nu. Jeg sætter sørme pris på mig glade immunforsvar og mine vacciner.

Knus Ida B

May
27
2012

mere

Hej alle.

Jeg sidder stadig på mit bjerg. Jeg har date med min hemmelige kæreste. Den tørre sæson er slut nu. Vi forventer at fra nu vil det regne jævnligt og kraftigt. Som introduktion til den våde sæson havde vi oversvømmelse i huset i går. Det viste sig at taget er utæt alle steder hvor der er installeret karnapper. Vi troede lige at vi var færdige med det meste bøvl, for i går installerede de rigtigt lamper til os, fra vores solpaneler!!! Nu skal de nok starte igen på taget.

Lige efter jeg havde skrevet til jer sidst fik vi besøg af gederne igen. Det skete så ubelejligt at jeg var alene med den franske volontør Klem. Nogle af gederne havde snore om halsen så dem bandt vi til et træ opmuntret af løftet om at gedernes ejer kan få en bøde og bøden må vi bruge til at købe kyllingekød for. Imidlertid løb vi ind i problemer fordi gederne med snor på havde følgeskab af deres kid som oven i købet tilkandte deres venner, uden snor og dem ku vi ikke fange. Pointen med at fange gederne er at de spiser vores små frugttræer men da vi nu havde ca. 8 geder hvor 5 var inviteret direkte ind i vores have til at spise vores frugttræer var problemet ikke løst. Det er meningen at vi skal gå ned med gederne til ”rådhuset” hvor en eller anden official skal dokumentere at vi har fanget gederne før de kan komme hjem til deres ejer. Fordi vi ikke er stive nok i tagalog er det meningen at alle andre end os skal for etage operationen til rådhuset. Vores dilemma er større endnu og vi diskuterede længe hvordan vi skulle gribe problemet an. Samtidig med vores gedefangst foregik højdepunktet af en årlig Baclayanfestival. Det er noget som landsbyen har sat op med høj musik og scene halløj. Vi var bange for at øedelægge deres festival hvis vi kom anstigende med 8 geder og udsigt til pænt store bøder og bøvl. Ate Klem var på det hold der syntes det var synd for ejerne af gederne at de kunne få en stor bøde, hun mente vi skulle nøjes med at tage én ged med og slippe resten fri. Jeg var på det hold der syntes at det er de selv ude om fordi jeg har fanget gederne to gange før og afleveret dem med til ejerne uden bøvl, endda med en ny snor til geden som jeg pænt bad dem om at holde godt fast i fordi jeg er træt af geder. Men de holder ikke fast! At slippe gederne fri uden at få kylling u d af det synes jeg ville være spild af bøvl. Nu havde vi jo lige fanget dem. Vi var også lidt i tvivl om hvordan man får mindst bøvl på stairway. Chancen for at få problemer hvis vi gør noget der ikke direkte er vores ansvarsområde. Det tolkes indimellem som anfægtelse af autoritet hos overordnede. Herunder chancen for at blive beskyldt for at lave konfrontationer og konflikter som vi ikke selv kan løse. Alt dette holdes op mod chancen for at blive bebrejdet at lade stå til og ikke tage ansvar. Gederne har Kuya Lars for nyligt understreget er første prioritetsproblem. Hvis Diego eller Elino havde været der var det så nemt at det ville være deres hovedpine. Det var de ikke. Så vi lavede et kompromis. Først tog vi et billede af alle vores geder så de i det mindste var dokumenteret. Bagefter bandt vi simpelthen alle vores geder til havelågen på ydersiden og smed sten efter de geder ikke havde en snor. Så håbede vi på at problemet var på standby så nogen andre kunne løse det senere. Morgenen efter kom Kuya Andres ydmygt og bad om lov til at få sine geder med hjem. Det fik han så men nu ved vi hvem der slipper geder løs. Det er Trevors værtsfamilie. Ate Lucinas mand.

Der sker, ud over det, ikke forfærdeligt meget for tiden. Jeg laver stadig mad hele tiden. Jeg er ikke ret god til det. Jeg er ikke sikker på om det er fordi alle mændene har forskellige meninger om tingene eller fordi jeg bare ikke forstår det basale i filipino mad. Hver gang jeg synes grønmtsagerne er færdige er de ifølge nogen andre enten rå eller overkocked. For mig at se er det ret tilfældigt. De har vist mig hvordan man koger ris, men når jeg gør det er det enten for meget vand eller for lidt vand, fuldstændigt tilfældigt for mig. Nogen dage er det meget vigtigt at jeg rører rundt og nogen gange må jeg helst ikke tage låget af. En dag var der endda én der sagde at man slet ikke kan koge så mange ris i så lille en gryde. Så er det i det mindste ikke min fejl alt sammen. Nu har det vist sig at de ikke er så vilde med gær brød. Det er virkelig en skam, for de er begyndt at ligne rigtigt bagerbrød. Jeg forsøgte med bagepulverbrød i går, det er sådan man gør i filippinerne, men det mislykkedes. Det blev meget mærkeligt og jeg gad ikke spise det. Men kuyaerne synes det var alle tiders. Det er efterhånden lidt demotiverende at lave mad når jeg stadig ikke fatter det. Det eneste jeg ved, er at mit instinkt slet ikke virker her. Ikke engang når det handler om salt. Der er altid enten for meget eller for lidt salt uanset om jeg smager det til eller ej.

Jeg er blevet træt af at der er for mange fejl i indkøbene når det er Ate Susan der står for indkøbene. Jeg plejer bare at sende en indkøbsseddel med arbejderne ned til Stairway Centeret. Hun har sære prioriteringer og en underlig logik, som indimellem gør alting meget vanskeligt for mig. I sidste uge sendte hun ikke mel med op, men til gengæld 1,5 kg bagepulver, peanutbutter og ost. Det kan man jo ikke spise! Så var vi nødt til at spise spagetti i 4 dage. Det falder altså ikke i god jort her på mit bjerg. I hvert fald bad jeg om at få lov til at shoppe i stedet. Det blev der bøvl ud af. De mener ikke jeg kan få de rigtige priser fordi jeg er hvid, men det er jo forkert. Jeg var på markedet for at få alle priserne sammen med Diego, som er lysebrun, før jeg lavede madbudgettet til dem. Men de har glemt at læse mine lister på kontoret eller fået dem væk eller noget. De har fundet en masse smarte løsninger på vores transport problemer som sparer penge. De fleste af dem går ud på at alle os der kommer forbi stairway indimellem skal bære mad op fra køkkenet: ris, mel, sukker, æg osv. Jeg bliver en smule frustreret når det er kontorfolkene med de flade numser der finder på den slags.

Til gengæld skete der et fantastisk gennembrud i sidste uge, lige før Kuya Lars tog til Amerika i 2 uger. Han fik den fantastiske ide at vi jo bare an spise grøntsagerne fra gården. Det er jo meget nemmere end at bære det ned, for at købe noget andet på markedet. Sikke en god ide. Nu spiser vi lovlig petjay. I samme hug indførte han videoaften på Baclayan. Jeg tror nok det bliver mig der er den. Men jeg må vise film hver uge for folk og børn i Baclayan. Endda film for sjov og unde formål! Det bliver fantastisk. Jeg spurgte hvordan med grej og han sagde at han har tænkt sig at købe en projekter med hjem fra det store udland. Så næste måned hvis alt går vel.

Åh, ja. For lige at følge op på tyveridramaet fra sidst. De fandt Marvin inde i mit hus igen torsdag morgen i sidste uge. Han havde ikke nået at destruere noget og der var ikke noget at stjæle. Men fordi de er nødt til at handle når han har fået så strenge advarsler blev han dagen efter sendt med en socialworker til Manila. Han skal tilbage til sin mor.

Diego har haft halsbetændelse den sidste uges tid. Hans læge gav ham antibiotika, så dem går han med i lommen nu. Han er bange for kemikalier og det kan jo stadig være en virus. Men jeg synes sørme ikke det er fedt at være på toppen af et bjerg med en der har feber og ikke kan stå op. Der er ingen her der er vaccineret for noget særligt, så det kan være hvad som helst. Samtidig går de jo ind for broderhood og deler kopper og skeer og den slags. Sandsynligvis som et resultat heraf er Azur også nede med noget infektion nu. Jeg sætter sørme pris på mig glade immunforsvar og mine vacciner.

Knus Ida B

May
9
2012

catching up

27-03-12

 

wow, jeg er bagefter kan jeg se. Jeg har været så meget på mit bjerg at jeg ikke har fået skrevet i 5 uger tror jeg. Så nu er det tid igen.

Mine forældre har været på ferie her hos mig i 2 uger. Det har været helt fantastisk. Jeg havde fri det meste af tiden så vi kunne gøre det vi havde lyst til. Kun få pligter skulle jeg passe og de fleste kunne de bare være med til. Diego var stadig strandet på stairway med sin ærgerlige fod, så han joinede selskabet. Jeg tror de havde en god oplevelse hernede. De oplevede at komme tæt på drengene og det var skønt at give dem et indblik i mit liv her. Nu forstår de nok lidt bedre hvad det er jeg lever i. Tre gange kom de med på Baclayan. De var i mega god form og de mænglede med mine kuyaer. Det var alle tiders. Den aften de kom herop satte vi en gedefest i værk. Der var vel 7 mand til at slagte en ged, forberede og lave mad. Jeg tror vi var omkring 15 til mad senere. På junglemaner naturligvis med fingrene og på bananblade. Et par stykker kendte jeg ikke. De havde vist bare hørt rygtet om gratis kød og sneget sig med. Til gengæld var de meget sociale. Mine forældre havde taget gin med til dem og et par flasker rødvin for at forkæle dem. Men mine folk forstod slet ikke konceptet med rødvin. De kan kun med shots, så det var sådan det blev. Brotherhood-koppen blev sendt rundt. Nede var der camp mens de var her. Der blendede de også lidt indimellem og det gav dem lejlighed til at se stairway musicalen. Lars kom hjem fra sin rejse i samme uge så de også fik lejlighed for at møde chefen. Perfekt timing. De havde en undervisnings session. Det var megasjovt. De havde forberedt stjernehistorier og sanglege og balondans. Desuden engagerede de Diego til at spille guitar så de kunne lære børnene Joanna-sangen. Meget succesfuldt alt sammen selv om kontoret klagede over larm.

Samme uge havde jeg en lettere traumatisk oplevelse. En frø, vi har mange og ekstremt store frøer og/eller tusser (det er så langt min viden om padder rækker) havde valgt at lægge sig til at dø på trappen mellem mit hus og spiseområdet. Det var en uge hvor det regnede meget så det var temmelig mørkt og mit område er ikke oplyst. Når jeg skulle skynde mig ned for ikke at blive våd kom jeg til at træde på den døde frø i mørket. Den slags oplevelse der først giver dig kuldegysninger når du opdager hvorfor det trapetrin var dejligt blødt i modsætning til de andre. Det skete for mig tre eller fire gange i den uge og hver gang glemte jeg at fjerne frøen. Og frøen blevet fladere og fladere og større og større og fordi det regnede blev den samtidig opsvulmet og bleg. Sikke en skæbne. Jeg tror én af drengene tog den væk til sidst.

Uh, vi havde også drama med Jasmin og Joey Mark. De er couple gennem 5 år tror jeg og bor oppe bag ved stairway i en staff getto. De har altid skændtes og jasmin har altid haft et dramatisk temperament krydret med intens jalouxi. Det er ikke første gang hun flipper skrot over en kvindelig frivillig som tillader sig at eksisterer i nærheden af Joey Mark. Men denne gang var hun helt vild. Fordi vi alle sammen fik en drink på stranden tror hun at Joey Mark er på date med Karina (dansk volontør) og giver ham dødstruler foran børnene og truer ham med bank. Hun smed også alle hans ting ud foran huset en aften. For at gøre historien endnu mere wako blander Jao sig. Jao er staff og synes at Joey Mark skal tage sig sammen og skride fra Jasmin. Derfor inviterer han Karina, som er komplet uvidende om at hun bliver brik i et sygt jalousi spil, til at være ”princesse” i en performance på hans søns skole. Det er en filipinsk ting, hvor man fejrer at hans søn har samlet flest penge sammen i en pengeinsamling til fordel for skolen. Så skal prinsen og prinsessen overrækken en medalje til ham. Noget i den retning. Grunden til at han inviterer Karina er at hans kone allerede har inviteret Joey Mark til at være ”prinsen”. Og så eksploderede Jasmin selvfølgelig. Hun råbte og græd på kontoret en hel dag og ate Ami, vores social worker havde sessions med hende og med dem begge sammen og forsøgte at mægle. Karina var skræmt fra vid og sans og røg dobbelt så mange smøger som vanligt. Staffen tager parti på kryds og tværs og kontoret er polariseret. Højst ukonfortabelt. Jeg tror at Joey Mark fandt det ganske belejligt at han havde arbejde at gøre i Manila en god uges tid indtil Jasmin var kølet af. Det bliver spændende hvad fortsættelsen bliver.

Min mor tog kjolestof med til mig hjemmefra. Det fineste blå og spraglede bomuld. Det ligner voksbatik. Nu har ate Birgit syet en kjole til mig. Den er så fin med gult foer og en kæmpe sløjfe og strut. Til gengæld lovede jeg hende ikke at tage den på hvis jeg skal være beskidt og adventure. Jeg skal passe godt på den, for hun synes den er så fin.

Jeg har fået ild i mine fire pois. Believe it or not. Nu er jeg firedancer med rigtig ild. Der er stadig ikke gået ild i mig. Jeg plejer at tage Karina eller Diego med på stranden for en sikkerheds skyld. Så kan de redde mig hvis jeg brænder noget af. En dag vi var på stranden med samme formål kom en vagt med Hachi (Larses tykke baset hund) om det var vores. Han havde redet den op af sin swimmingpool. Den var faldet i og var for tyk til at kunne komme op. Han var nok druknet hvis ikke vagten havde forbarmet sig. Jeg håber at kuya Ray passer bedre på ham i fremtiden. Han er hundeansvarlig.

06-05-12

Kort efter at mine forældre var taget hjem tog jeg til Abra i to uger med Diego. Han havde inviteret mig med hjem til sin provins for længe siden. Det passede med at det var påske uge så vi ikke missede så meget på stairway. Det er alligevel helligdage alt sammen. En tur på 24 timer hver vej med båd og bus og bus og jeepney. For mig er det alt sammen oplevelse, men kors hvor er der langt og hvor er det offentlige transportsystem dog uoverskueligt. Det passede mig fint at rejse sammen med én der havde gjort det før.

Mens mine forældre havde været her og hjeg havde haft tid til at være på stairway og hænge ud med diego var vi kommet tættere på hinanden. Og på turen til Abra kulminerede vores venskab i en romance. Dejligt og meget belejligt at vi var ude af stairway. Stairway har en volontør politik der starkt fraråder forhold mellem staff og volontører. Så nu er vi bare hemmelige. 

Jeg troede at Baclayan var et dejligt sted, men det falmede fælt i sammenligning med hvor Diego kommer fra. Her er tribal som på baclayan, men helt anderledes. Det er længere ude på landet, men tilsyneladende meget bedre rustet til at tilpasse sig forandringer og løse problemer. De har færre rescourser, men formår at udnytte dem bedre, så det alt i alt forekommer at være et rigere samfund. Diegos landsby er befolket stort set af hans familie, slægtninge på kryds og tværs. Det er stort set selvforsynende og noget nær kommunistisk. Dette skal forstås som den utopiske form for kommunisme hvor der ikke er tvang, kun delsomhed og fællesskab. De dyrker ris og nogle har dambrug, men ellers forsyner folk sig med køkkenhaver og hvad de finder i junglen eller fanger i floden. De spiser stort set alt. Snegle og biller og haletusser og pupper og larver og frøer og fisk og grise og høns. Og de spiser det hele! Når de slagter en høne er der kun fjer og knogler tilbage. En enkelt gang så jeg dem smide en del af tarmsystemet væk også. Men hjerne og fødder og indvolde og blod. Alt! De spiser rejer og krabber med skal. Hvem skulle have troet at det faktisk smager af mere hvis men ikke piller alting i stykker. Jeg er meget facineret af deres madkultur. Da vi kom til abra og ventede på jeepneyen spiste vi suppe fra livmoderen fra en gris. Jeg troede det var vildt, mend et var jo bare begyndelsen. Der er ikke rigtig nogen der er kræsne. Der er helelr ingen grund til at spekulere over hvad vi skal have til middag, vi skal bare have det vi finder og ris. Samtidig deler de hele. Hvis der er nogen der har lavet mad kommer de og efterlader en portion i diegos mors hus eller hvis nogen har fanget mange snegle, så lægger de nogen til naboen. Samtidig er det helt anderledes den måde de har huse på. Folk har deres eget hus, men de går ud og ind hos hinanden som det passer dem. Lidt som et kollektiv for en helt landsby. Meget socialt og meget lidt privat. Ud over deres landbrug fletter de kurve og koste af jungleplanter som de sælger i byen. Den nærmeste by ligger for foden af bjerget hvilket er tre timer i en jeepney som kører og ned én gang i døgnet. Fordi det ligger så afsides har landsbyen i fællesskab lejet et hus i byen hvor man kan overnatte hvis man kom for sent til jeepneyen.

Man skulle tro det ville være muligt at mængle med folkene fordi de lever så tæt og fordi de har bedre engelsk end her. Det er imidlertid ikke tilfældet. De var stort set umulige at komme i snak med på nær når de blev fulde, og det gjorde de gerne når jeg ikke var der. Det var lidt ærgerligt. Her på mindoro har jeg altid tre ord på tagalog som en icebraker, men de har deres egen dialekt, så jeg var meget afhængig af at de har mod til at snakke engelsk. Fordi de er vant til stort set kun at mængle med familie er de enormt sky. Deres landsby ligger for langt ude på landet til at de bliver eksponeret til fremmede. Det er meget mærkeligt. Jeg tror nok der har været ca. 4 turister før mig. De må se at komme i træning. Jeg håber Diego vil tage mig med igen en tur i starten af november før jeg tager hjem til danmark. Forhåbentlig kan han lære mig et par fraser før vi tager af sted så jeg har en chance.

I Abra har de en stærkere tribal kultur end de har her. De har specielle musikinstrumenter og en speciel dans. Deres dragter bruger de kun ved særlige lejligheder, men de er meget etniske. Mændene har en slags g-streng/lændeklæde og kvinderne har en slags slå-om nederdel af noget vævet noget. Jeg fik det aldrig at se fordi det af en eller anden grund er upassende at performe tribalt i påsketiden. Jeg fik dog lov at opleve når de spiller gong. Det er et instrument som består af 6 metal ”grydelåg” med bambus stikker. Den skal spilles af 6 personer sammen og de har en dans mens de gør det. Musikken er meget speciel og meget rytmisk. De spiller også på nogle bambus rør med et hul. Og diego har en slags bambusguitar som de laver når de skal bruge den. Børnene får lov at bruge/destruere dem når de er færdige, det er sådan man lærer at spille musik.

Fordi vi var der i påskeugen var der meget kirkegang der skulle udføres. De er angelikansk så det var lidt anderledes, men jeg tror mest det var det filippinske der gjorde forskellen. Alting foregik på en blanding af deres eget sprog, engelsk og tagalog. Deres salmer er også en blanding. Det var meget forvirene. Deres ritualer er stort set det samme, men de har tre forskellige bøger hvor man skal finde bønnerne og teksterne og så sal man læse højt med præsten. Præsten uddelegerede storeele af prædiken til folk i landsbyen. Det var meget fint, men gjorde stort set præsten overflødig. Jeg tror at hans prædiken var fuldstændig improviseret. Og meget moraliserende. Mine tæer var meget krøllede fordi hvad jeg har gang i med Diego er den direkte vej til helvede. DE ville nok have korsfæstet mig hvis de bare vidste. Heldigvis er diegos mor, imodsætning til resten af hans familie klog nok til ikke at spørge og diego hvorfor vi sover i samme rum og Diego er klog nok til ikke at fortælle. Og så længe det ikke er offentliggjort, er der ikke sket noget. Til gengæld har resten af hans familie meget travlt med at fortælle os om hvor mange børn de ønsker sig fra os. Præsten inviterede os over for at blive gift. Én af hans bekendte kom med en fin kommetar. Vi var på vej ud at se rismarkerne og kom forbi ham. Halvtreds meter væk råbte han ”wow, you’ve got white”. Diegos mor er meget religiøs på den konservative måde og jeg kom til at rode mig ud i en diskussion om hvorvidt flittig kirkegang var en forudsætning for at være en god kristen og om man kan leve i overenssemmelse med Jesus budskab uden at gå i kirke. Jeg synes jo selv at jeg er godt med på point idet jeg reder verden med Stairway, på trods af at kirken ikke er hvor jeg hænger mest ud. Den diskussion blev lidt anstrengende da præsten kom forbi og mænglede.

Mens vi var i Abra regnede det meget, så meget af tiden hang vi bare ud indenfor. Nogle gange tog vi på picknik sammen med landsbyen eller alle fætrene alene. Vi tog til floden næsten hver dag. De har en helt fantastisk flod der løber igennem det hele. Det er her de fisker og her de vasker tøj og her de tager på tur og her de svømmer. Det er meget mere sjovt at vaske tøj når man kan gøre det i floden. Jeg følte mig lidt som pokahontas, eller måske mere som ham den spanske kolonist fyr som datede pokahontas. Diegos søster mindede mig meget om pokahontas. Hun lærte mig for resten at vaske tøj. Min teknik er meget bedre nu. Ikke som filippinerne, men mere end vådt.

Da vi kom hjem igen var der sket en helt masse. Staffen var stærkt reduceret idet de havde fyret tre. Lexter, fordi han var doven. Sidst vi var på stranden sov han mens børnene sejlede fordi han havde tømmermænd. Jasmin fordi hun lavede drama. Tonio fordi han bare var doven. Ugen senere fyrede de Sherwin fordi han havde et attitudeproblem. Fordi Tonio var ude satte de mig til at færdiggøre hans terapirum-vægmaleri. Det har stået halvfærdigt siden jul. Det er et lillebitte rum der er beregnet for børnene at have de svære samtaler med socialrådgiverne i. 4 væge + loft er malet i spraglede farver med fugle og planter og bobler og halløj. Det var meget fint hvis han havde gjort det færdigt. Men han havde vist mistet tålmodigheden på vejen og mange steder havde han bare sjusket så det var umuligt at lappe på. Det brugte jeg ugen på da jeg kom tilbage. Skønt at få det ud af verden og Ate Ami, som skal bruge rummet var meget begejstret. Monika vist ikke så meget.

Samme uge var der et par danske volontører som jeg hjalp med at gøre nogle kunstprojekter praktisk mulige. Den ene af dem fik desuden installeret vores længe ventede solpaneler. Så nu har vi faktisk strøm! Derfor er det muligt for mig i dag at skrive min log fra mit bjerg, med charching på Baclayan, believe it or not. Derudover er der ikke rigtigt noget at bruge strøm til, for der er ingen der har lamper eller noget. Og tonio var ham der ved hvordan man installerer lys. Volontørerne er taget hjem igen. Men det ser flot ud på vægen. De var i øvrigt godt selskab. Det er noget nyt at nu har vi short term volenteers. De betaler en formue, men jeg synes det er hyggeligt. Lige nu har vi Ate Clemens fra Frankrig. Hun er her for 6 uger for at lave tutorials og for at farme. Hun spiller violin og er bare alle tiders. Vi jammer om aftenen ved bålet. Diego spiller guitar og jeg synger. Sangbogen er et hit. Det er næsten som et band. Flere af dem, tak! Jeg hjalp hende med et tatoo design i går aftes. Til gengæld vil hus skriver noderne ned til en sang jeg har skrevet. Den kommer senere. Lige nu er jeg ved at lave en melodi til en baclayan sangtekst jeg har skrevet. Den skal helst blive bedre end stairway sangen.

Lars havde store planer om at jeg skulle lave praktisk og teoretisk kunstundervisning nu hvor Tonio er ude. To age efter at han bad mig forberede og jeg havde diskuteret skemaer med kontoret skiftede han mening. Nu er jeg full time nanay på baclayan. Jeepneyerne kører som aldrig før fordi det faktisk er tørt nu. Derfor er 20 mennesker engageret i farming og bygning af huset plus svinestald. Så jeg laver mad til alle 5 gange om dagen. Maden kommer med jeepneyen om tirsdagen og der er endda et madbudget på 20.000 pesos/mrd! Slut med de frustrationer. Jeg ved ikke hvad der sker når regnene kommer igen. Måske bliver det bare kallabaw. Problemet er uddelegert til ate Susan. Appropos er én af vores nanays (køkkendamer) på stairway stoppet. Jeg har hørt rygter om at flere er på vej ud men det er vist ikke officielt.

Mit køkken er udenfor nu. De har bygget det til når der er camp, men det er helt perfekt for nu. Oppe på en hylde over hvor vi har vores kaffekopper holder én af diegos høns til. Rudriko gav den til ham til jul tror jeg og nu har den ti kyllinger. Så i skumringen samler hønen alle sine kyllinger og så sidder den der på hylden og ruger dem. De er snart for store til at kunne være der alle sammen. Det ser så hyggeligt ud. Desværre kræver det rengøring i køkkenet at de har valgt at bosætte sig netop der. For et par uger siden fandt kuya Azyr en ensom kylling nede i landsbyen. Den tog han med op i håb om at den kunne blive adopteret. Hver aften fanger Diego den ensomme kylling og putter den ind under hønen blandt de andre. Så håber vi at den med tiden kommer til at lugte som dem og integrerer sig.

Jeg har engageret mig i et drivhusprojekt inde i byen i min fritid. Diego har lejet et drivhus hvor han dyrker øko grøntsager. Nu hjælper jeg ham med at vande de ting han sår og planter når jeg kommer forbi på vej ned til stairway. Det er meningen at han vil sælge sine grøntsager til hotellerne i nærheden. Han har allerede afsætning etableret til den første høst. Dem han lejer stedet af er meget begejstrede for hans ide. Målet med det er at han gerne vil afbetale sin hospitalsregning til stairway. Jeg synes det er meget spændende. Alting er meget mere effektivt og systematisk der end det kan være på farmen. Det er skønt at se at alting går lidt hurtigere fremad.

Der har været røveri i mit hus natten til i forgårs. Jeg kom ned fra bjerget og ate Klemens sagde at nogen har været der. Der er heldigvis ”kun” stjålet penge. Ca 400 kr. Det er overseeligt for mig, men for her er det en formuge. Jeg havde dem fordi jeg skal til immigrationskontoret i næste uge. Bortset fra det har de rodet alting igennem og spredt det ud over det helt. Det er meget ubelejligt. Der er ikke taget smykker. Jeg har noget der ligner guld. De har ladet mine kort og pas ligge, hvilket til hver en tid er min største bekymring. Det værste ved situationen er at et eller to af børnene er under stærk mistanke af forskellige grunde. Det piner mig at det er et af de børn som jeg er rigtig glad for. Hvis det er sandt risikerer han at blive smidt ud, selv om de lige har bevilget ham et ekstra år fordi han ikke er klar til verden endnu. Lars er pisse gal og bad ate Ami skræmme livet af dem med politi og trusler. Jeg er ikke sikker på om min forsikring dækker. Hvis den dækker er jeg ikke sikker på at den dækker når jeg ikke har en politirapport. Hvis jeg melder det til politiet risikerer barnet at komme i ganske alvorlige problemer. Langt større end 400 kr. er værd. Desuden ved jeg ikke engang om det gælder for tyveri i forsikringsmæssige termer fordi vinduet ikke kunne låses, så der er ikke noget brudt op. Det er alt sammen bøvl som jeg ikke rigtig har lyst til at røre ved. Jeg synes det er rigtig skod.

Jeg er nødt til at gå ned og bage nogle pandekager. Det er så varmt i dag at jeg tror den dej jeg har forberedt vil fordærves hvis jeg ikke snart tager mig sammen. Bagefter vil jeg gå ned til festival i landsbyen. De har forberedt til en maj-celebration hele ugen. De har haft høj musik i døgndrift siden sidste weekend. I elendige højtalere! Og med elendig musiksmag! Det er vist en slags ugelang forfest og giver alle en undskyldning til at drikke sig fulde hele ugen. Der er skønhedskonkurencer og basketballkonkurrencer og aktiviteter for børnene og dans og sang. De har flettet kokospalme blade og hængt dem om som dekoratioenr over hele landsbyen. Det er så fint. Jeg må ned og se hvad der foregår i dag, som skulle være højdepunktet og forhåbentlig enden på festen. Det bliver sikkert alle tiders selv om jeg lige nu synes det er lidt svært at svinge sig op til. Der er mega varmt for tiden, jeg bliver lidt doven af det. Mon ikke her er ca. 35 grader fra kl. 8 om morgenen indtil solnedgang. Bedre end regn!

Vi ses

March
8
2012

mere

06-03-2012

Åh nej. Jeg er altså virkelig blevet skadet af at være på bjerget så meget. Til morgen har jeg en aftale med en fast dansk staff som vil hjælpe mig med at finde en læge til at se på mit knæ, som fucker up for tiden. Alligevel står jeg op før fanden får sko på og er død misundelig når crewet tager af sted med 10 kilo æg, op til bjerget. Da vi var til festival i sidste weekend så jeg en dame i højhælede sko. Det gav slet ikke mening på den festival, lidt som om hun kom fra en helt anden planet. Det slog mig pludselig at det jo er den planet jeg kom fra før Baclayan. Mærkelig fornemmelse.

Anyways. Imternettet har været nede i en god halvanden uges tid. Det gør alting meget mere besværligt. Men nu er vi på.

Jeg var meget begejstret i sidste uge fordi det var lykkes mig at reparere min mobil på junglemaner. Det var vist bare batteriet der var blevet løst, men jeg satte det fast med skrald fra junglen. Den blev helt normal og jeg følte mig som en rigtig indfødt. Midlertid varede lykken kort, for jeg mistede den en dag jeg gik ned fra bjerget alene. Jeg skulle til en festival sammen med stairway folkene, men jeg havde ikke fået tidspunktet at vide. Der var heller ikke andre fra baclayan der skulle med, for det var sindsygt dyrt, vist mest for turister. Stairway havde en aftale om at festival crewet kunne bo gratis på stariway centeret mod biletter til vores staff. Jeg tænkte at jeg kunne gå fra baclayan direkte til festivalen fordi det  ligger på bjerget vedsiden af baclayan. Den ene sagde at det ikke var noget problem, han pegede bar en retning til mig. De andre sagde at jeg ikke må gå alene på en ny rute fordi det er farligt. Så besluttede jeg i stedet at gå en rute de viste mig ugen forinden, som gaar næsten derhen. Hvor svaert kan det være. Det var slet ikke så svært men jeg fok galt fra start. Og fik den forkerte vej. Jeg kom ned fordi jeg fulgte floden men meget af vejen var det slet ikke en sti og jeg havde ingen anelse om hvor jeg var. Det var ikke så godt, og jeg tænkte at det må jeg hellere lade være med at sige til nogen. Så opdagede jeg at jeg havde mistet min mobil. Jeg overvejede at gå tilbage og lede, men jeg tænkte at jeg hellere måtte prioritere at komme hjem før det blev mørkt og lade mobil være mobil. Da kuyaerne opdagede at min mobil var væk insisterede de på at vi skulle ud og lede efter den. Så ringede de til den hele vejen ned af bjerget og snakkede med alle naboerne om problemet. De havde i øvrigt alle sammen set mig da jeg gik ned. Det er helt umuligt at være hemmelig på mit bjerg. De ville bare gerne have gin for en 20’er i findeløn. Det kunne vi jo godt blive enige om. Vi fandt ikke min mobil, men jeg tror jeg fik lidt point på min jungle-skils konto for min rute. Turister kunne ikke drømme om at gå den vej, kun rigtige junglemennesker. De mente jeg skulle tage turister med på adventure trecking. Det venter vi lige med til jeg kan finde vej med vilje.

Mens jeg gik med kuyaerne fandt jeg ud af et par ting der fik mig til at kunne li filippinerne lidt mere. Der er mange der har sagt til mig at jeg er simpel. En simpel pige. Det synes jeg er temmelig uhøfligt og jeg synes ærlig talt at folk er en lille smule for ærlige sommetider. Det viste sig imidlertid at det er en af de bedre komplimenter man kan få. Det betyder noget i retning af nogen der ikke laver bøvl og er kræsen eller for fin til at bestille noget. Det betyder at de meget godt kan lide mig. Der var enda én der sagde til mig i går, fordi han opdagede at jeg har lært at lave mad og tænde bål, at nu var jeg ”ready for husband”, oversat: klar til at blive gift med en mangyan.

De har også mange gange kaldt mig magsipaag og jeg er blevet lidt sur over det. Jeg troede at det betød at man er god til at arbejde rigtig hårdt, som i bære tunge ting og være fysisk. Når de har sagt det til mig har jeg altid taget det som sarkasme, at de gjorde nar af mig fordi jeg ikke bærer så meget som dem. De har sagt det nogle gange når jeg laver ler eller laver mad. Så har jeg jo tænkt at de bare skal holde kæft eller lave deres mad selv, nogen skal jo lave tøsearbejdet. Jeg kommer aldrig til at bære som en voksen mand. Det har vist sig at det betyder noget lidt andet. Jeg tror bare det betyder arbejdsom eller flittig. Så det er nok slet ikke sarkastisk. Jeg tror bare det betyder at de synes jeg er effektiv. Og det er jo godt. Det er faktisk en kompliment. Jeg bliver klogere og klogere.

Jeg har fået lært at slibe min kniv. Det tog nogle forsøg, men nu imponerer jeg faktisk nogle af mændene. Den anden dag redede jeg endda køkkenet fordi ejg kom tilfældigt forbi og jeg ver den eneste der havde en kniv med. Ta-ta! Samme dag var der også en forælder i køkkenet der ikke kunne tænde bål uden tændvæste, men det ku jeg jo. Ta-ta! Point til mig.

Jeg er kommet til 5 meter på kokospalmerne. Mit reb holder endnu. Jeg kommer ned fordi det føles meget farligt at kravle så højt op at man brækker hovedet hvis man falder ned. Det er meget sikkert og fornuftigt, men der kommer ikke mange kokosnødder ud af det. De fleste af vores træer er vel 12 meter høje.

Min drejer er vist gået i stå igen. Jeg har brugt mange forsøg på at finde ud af hvorfor Kuya allan ikke bygger den når han nu har fået besked på det. Jeg tror mest det er fordi han ikke synes det er en go ide og fordi kuya lars er i danmark. Jeg har endda fået ate birgit til at forsøge at snakke med ham om det, men der sker ikke en skid. Nu har jeg opgivet ham og venter på at lars kommer hjem og svinger pisken.

Bortset fra det går mit ler over al forventning. Jeg havde undervisning med vel 12 damer i sidste uge. De var meget begejstrede. Jeg lærte dem at finde leret og vi lavede en kop bagefter. Jeg gav dem ikke mad, for at finde ud af om de kom for madens skyld, men det gjorde de slet ikke. Der kom endda en politimand og ville være med og en af mændene i ”borgmester familien”, ham der tager penge for at oplade mobiler i det gratis sundhedscenter. Det var rigtig hyggeligt. De spurgte hvornår vi skal gøre det igen og jeg har sagt til dem at jeg er available, så de kan bare sige til hvornår de har tid. Trevor vil gerne have at de finder en fast dag hver uge, så vi ikke behøver så meget planlægning. Så kan de bare møde op eller lade være. Der er også en stairway person der har fat i et endnu større kvinde netværk ud i andre lokalsamfund som også gerne vil lære om ler. Det ser ud til at hvis jeg bare nusser rundt med mit eget og venter tålmodigt, skal alting nok arrangere sig selv. Jeg synes det er meget spændende hvad det kan blive til.

Jeg har i denne uge nedbrudt mit komfur inde i huset og er begyndt at bygge en ny én. Det bliver en kæmpestor brødovn. Jeg tror den bliver så fin. Jeg tvivler på den bliver færdig til mine forældre kommer herned d. 15. Det ville have været optimalt, da mor gerne vil lære mangyanerne at bage. Ellers bruger vi bare keramikovnen. Det var dejligt at få den smadret. Nu behøver jeg ikke gå og håbe forgæves på at den endag kommer til at virke. Den tørrede aldrig og den blev aldrig så effektiv som forventet. Vi brugte den på en anden måde end den var bygget til simpelthen fordi den ikke virkede. Skorstenen var også en joke.

Der er mange folk på min farm for tiden. Vi er ved at bygge et udekøkken for kuya lars. Det er med halvtag over, men udsigt over hele kysten og det skal ende med at have både to ler komfurer og en keramikovn. Det skal nok blive fint. Det ligner lidt mit lille tage over min ovn, bare større. Vi venter også stadig på at der kan blive bragt materialer op til at bygge videre på huset. Til den tid kommer der vist rigtig mange arbejdere. Jeg har fået housewifetjans til den tid. Nu stoler de nok på min madlavning. Der kom en gut i dag og søgte arbejde. Det var lidt sjovt. Han kom ind i køkkenet mens jeg var alene. Han sagde ikke noget men da jeg spurgte ham hvordan han havde så gik han igen. Det var meget mærkeligt. Det viste sig at han havde stillet sig uden for døren fordi han var sky. Han ville ikke ind, og han ville ikke have kaffe. Jeg tror han ventede der indtil Kuya Elino kom. Han lignede en skræmt teenager men de sagde at han var 22 og havde kone og børn. Det er svigersønnen til ”stammehoevdingen”, the tribal major. Han fik også et job, men han sagde aldrig noget mens jeg var i nærheden. Måske engang i næste måned.

Det bliver nok lidt en gentagelse af da Kuya boy og kuya Rudriko startede her. De sagde aldrig noget hvis jeg var i nærheden. Jeg kunne tit høre dem lave pjat hvis jeg var rundt og hjørnet, men ligeså snart jeg kom blev de helt stille. De ville heller ikke spise tæt på mig. Hvis vi spiste sammen satte de sig over i hjørnet eller udenfor. Hvis de skulle tage mad på bordet sørgede de altid for at der var nogen imellem os og absolut ingen øjnkontakt. Helst heller ikke noget med gomorgen. Meget anstrengende og ubehageligt. I sidste weekend efter arbejde lørdag inviterede de mig imidlertid til at drikke gin med dem, kun de to. Gin og Cola. Jeg blev meget overrasket, men det var tilsyneladende signal om at jeg var accepteret. Siden da har de godt villet snakke med mig. Jeg må have gjort noget rigtigt. Vi drak det af små gin-kopper jeg har lavet til Kuya Elino.

Muligvis er det her en gentagelse af noget jeg skriv sidst, men det må i lige bære over med. Jeg mødte en gut med en kurve-rygsæk da jeg gik ned af bjerget. Det er sådan én man bærer på hovedet. Det er en meget mærkelig fornemmelse, men den er faktisk smadder go. Den har jeg købt af ham for 12 kroner. Den giver street kredit på bjerget. Jeg må se at få taget nogle billeder.

Jeg har været ude at finsk med spear gun, harpun, med Kuya Sherwin. En af gutterne fra Stairway centeret. Han fisker om natten med lommelygte. Vi, eller han, for jeg har ingen harpun endnu, fangede en helt masse fisk og mange af dem kom med op til baclayan. Det var helt fantastisk. Diego var også med selv om han måtte blive i båden for ikke ikke at få sin fod våd. Det var stjerneklart og vi havde madpakker med. Vi fik hele solnedgangen med også og jeg fik lært at rense blæksprutter. Alle kuyaerne på bjerget blev begejstrede, undtagen kuya elino. Han syntes jeg havde tilberedt dem forkert. Og han kan ikke li blæksprutter. Han er pissekræsen eller forkælet. Muligvis er det en eller anden kulturel spiseforstyrelse der gør at han kun spiser det han plejer. Jeg blev lidt muggen i skæget når jeg har brugt så meget energi på mad til folket. Gangen efter fik han selv lov til at lave maden. Der er et eller andet der gør at man ikke kan lave mad i det her land med mindre det har en opskrift eller et navn. Jeg synes det er noget nær det samme det hele, det kombineres bare lidt forskelligt. Men det er slet ikke tilfældigt. Der er virkelig mange regler. Selv om de altid (undtagen elino) kan lide min mad, bliver de ved med at insistere på deres systemer. Jeg har fundet en måde at komme udenom reglerne på. Hvis jeg bare siger til dem at det er en græsk eller italiensk opskrift, så køber de det og tror det er rigtig mad.  

Jeg har fundet ud af at der faktisk er et ord for den mangel på information der gennemsyrer alting hernede. Jeg tror det er et ord som nogle europærer har opfundet, muligvis bare Trevor. Osmotisk info. Det betyder at ingen fortæller dig noget som helst med mindre du er in charge of noget som helst. Hvis du bare deltager eller er afhængig af informationer får du ikke noget officielt at vide. Info siver kun. Der er ikke noget der hedder kollektiv information. Man får kun noget at vide hvis man hænger ud og lytter til hvad der bliver snakket om rundt omkring. Hvis man spørger til ting går de for det meste i defensiv og spørger hvorfor man vil vide det eller at man skal spørge nogen andre, selv om de godt ved det. Det er meget mærkeligt. Jo mindre man spørger, jo større chance er der for at få noget at vide. Der er heller ikke nogen der forstår behovet for at vide hvad der foregår, sådan generelt, ikke fordi man nødvendigvis er in charge. For eksempel skal der leveres de der materialer til køkkenbyggeriet med en bil fra en anden by. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvornår den kommer eller hvad er planen fordi jeg synes det er spændende og fordi jeg bor der og fordi der sandsynligvis kommer afsindig mange mennesker når det sker. Det giver slet ikke mening for filippinere. Jeg har jo ikke noget med det at gøre.

Den med at man kan hjælpe hinanden bare fordi man er venner og bekymrer sig virker heller ikke hernede. Jeg havde jo tænkt at Diego skulle med i den bil, fordi han ikke kan gå og fordi han gerne vil op på bjerget og fordi han ikke har mulighed for selv at finde ud af hvornår den kører. Så har jeg presset på for at finde ud af det for ham, så han kan finde en måde at komme med. Men folk bliver faktisk sure over at jeg spørger. De synes det er Diegos eget problem, det må han selv ligge og rode med. Man skal tilsyneladende kun gøre noget for mennesker hvis de beder dig om det og/eller er overordnede. Der kom samme slags bøvl ud af at jeg tog kokosnødder med ned til Diego. Ikke fordi han bad mig om det, men fordi jeg ved han sætter pris på det. Jeg synes det er noget underligt noget på den ufede måde.

Jeg lærte ham for resten at strikke vrang i går aftes. Han har strikket en lille taske til mig efter jeg mistede min mobil. Orange med sorte striber, den er meget fin. Men nu synes han efterhånden det er lidt kedeligt at strikke det samme hele tiden, så jeg gav ham et fif med vrang og tilbød ham at lære ham knaphuller når han er klar til det. Så kan han lidt igen. 

Jeg er for resten kommet ned fra bjerget denne gang for at få fat i nogen til at kigge på mit knæ. Det opfører sig meget sært for tiden. Det gør ikke ondt, men det hæver op og får feber indimellem. Det var meget mindre bøvlet end jeg troede at få en tid. De sagde bare, da kontoret ringede til dem: kom om en time. De kan huske mig fra sidst og alting. Da jeg så kom derover var lægen lige taget til fødsel. Så måtte jeg vende tilbage efter frokost. Nu sidder jeg og venter på at klokken bliver tre, så jeg kan prøve igen.

I mellemtiden fik jeg fat i det sidste grej til at bygge en harpun. Jeg håber at jeg kan fiske selv i weekenden sammen med Kuya Sherwin. Jeg fik også købt nye shorts. Alle mine bukser er faldet fra hinanden på den ene eller anden måde. 4 par i denne uge! De bliver revet på søm og den slags. Birgit har lovet at sy lapper på, men indtil da har jeg købt 2 par shorts for ca. 30 kr. I denne uge har jeg gået i kjoler på mit bjerg, men Ate Tina kom og sagde til morgen at de synes jeg er upassende på mit bjerg. Jeg ved ikke hvem der synes det, og måske er det mest for at pisse sit territorie af eller noget, det kunne hun godt finde på, men jeg tænkte at jeg hellere måtte være på den sikre side. Jeg var i en genbrugsbutik først, men det viste sig at være meget dyrere at købe der. Jeg tror hun ville have 180 p for bukser der mens jeg udenfor kunne få 2 som var bedre for 175 p. Det giver jo heller ingen mening.  

De fortalte mig spøgelseshistorier i går aftes på bjerget. Tilsyneladende har vi 3 spøgelser i vores hus, så det er bedst at jeg stadig sover med min kniv. På trods af at de går gennem væggene er det vigtigt at jeg låser døren. Det ene spøgelse er en sort kat som er et transformeret spøgelse. Man kan kende en spøgelseskat på at den er kræsen! Og sort! Det andet spøgelse er her bare og det tredje spøgelse banker på døren og tramper på gulvet om natten. Der er også et spøgelse udenfor huset der lyder som et grædende barn og et mere der lyder som en grædende kvinde. For mig lyder det meget som en ged, men hvad ved jeg. I junglen har vi også flagermusekvinder der spiser menneskers indvolde, især leveren, men kun om natten. Alle spøgelser er mest aktive ved midnat og man kan mærke at de er der hvis det føles som om dit hoved hæver. 

Det har været til diskussion igen at jeg snakker i søvne. Det er på filipinsk tegn på at man er ved at blive slået ihjel i en drøm og skal vækkes, for ellers dør man! Jeg har forsøgt at forklare dem at jeg jo ikke er død endnu og at jeg sandsynligvis har snakket i søvne altid, ligesom de andre piger i min familie, som også stadig er levende. De er stadig ikke helt trygge ved det, men de vækker mig i hvert fald ikke længere.

Og så er min brors kone gravid igen med termin i oktober. Hurra!!

Nok for nu. ses

March
7
2012

camp og halløj

25-02-2012

Kors, altså! Nogengange er de bare nogle tågehoveder hernede. I onsdags var der camp på baclayan igen. Det var smadder fint arrangeret denne gang. Vi havde justeret lidt på programmet så det passede bedre. Vi som arbejder på bjerget havde brugt hele aftenen før og morgenen på at gøre klar til de kom. Specielt to lege de ville bruge som camp-aktiviteter tog lang tid at forberede. Den ene er en leg hvor man sætter en bambuspæl fast i jorden og smører den ind i olie. Den er vel 6 meter høj eller deromkring. Legen går ud på at få fat i flaget der er sat fast i toppen. Det er meget fjollet og helt umuligt. Den anden leg går ud på at man sætter snor i halve kokosnødder. Så tager man dem på fødderne sådan at man går på kokkosnødden og holder fast i snoren. Det er ret sjovt men det tog mega lang tid at lave snorene. Så har vi brugt en helt masse energi på det. Da campen så er halvvejs færdig meget succefuldt, så beslutter en af lærerne til camp-børnene at de meget hellere vel spille basketball. Så forlader de gudhjælpemig alle sammen arrangementet. De gik lige efter de havde spist frokost. Som om det ikke var nok til at få mit pis i kog, så er der heller ikke nogen der fortæller det til os som står klar med aktiviteter og venter på de kommer op efter frokost. Det var jo meningen at de skulle bære ler ned én gang til, ligesom sidst. Da jeg bitcher over at de bare får lov at skride og at ingen informerer os, er der ikke rigtig nogen der kan se problemet. Nu har vi en kæmpe pæl stående ude på marken og griner af os. Gutterne var helt vilde med snobrød, og der var en masse rester fra campen. Det spiste vi til aftensmad. Det er mit komfur virkelig godt til.

Jeg har fået lavet min kniv skarp nu og jeg har lært at skære kokosnødder fri af skallen. Det er ret svært og det tager lang tid men jeg skal nok blive skrap. Jeg øver mig også hver dag i at klatre i palmerne. Jeg tor jeg er kommet til ca. 4 meter nu. Jeg passer meget på ikke at klatre højere end jeg tror jeg kan komme ned igen. Det er virkelig langt hvis man falder ned. De høje træer er over ti meter tror jeg. Jeg bruger et reb nu der er lavet af stammen af et bambustræ. Det er mega cool. En dag brokkede jeg mig over den snor vi brugte før. Den er lavet af noget plastic halløj fra en rissæk og den er temmelig glat. Så tog en af gutterne mig med op i junglen på den øverste del af vores land. Her skar han et bambustræ over. Bambustræer er lidt ligesom porer hvor man kan skrælle lag af udefra. Den yderste skræl på de lag kan man trække af, tørre og sno til virkelig stærkt reb. Jeg lavede én selv, men den var lidt for lille til at klatre med. Nu bruger jeg den Azur lavede. Den er meget bedre og holder for evigt hvis man holder den tør.

Bernito kom tilbage op på bjerget i denne uge. Det er ham der var med i ulykken og har fået en lille søn. Han er klar til at arbejde synes han. Jeg har beordret ham at gå til lægen igen. Han har ikke set en læge siden ulykken og hans fod ser stadig helt forkert ud og hans knæ hævet. Det var dejligt han kom til bage, men jeg tror ikke det er sundt for ham at arbejde endnu. Det tror jeg imidlertid han er ret ligeglad med. Han var meget taknemmelig for de ris jeg kom med efter ulykken. Det er et stort issue for filippinere at betale tilbage på den slags, så han har inviteret mig ud at fiske til gengæld. Det bliver nok i morgen, hvis der ingen bølger er. Kuya Elino vil tage mig med ud at fiske på mandag også. Han har snittet en åre til sin båd i denne uge. Han tager mig med ud at fiske hvis jeg til gengæld maler hans åre så den passer til hans båd. Han viste mig også sit stykke land i går. Det er egentlig bare et stykke jungle, der ligger i forlængelse af stairways jungle. Men jeg tror det var meget stort at han viste mig det. Det tager jeg meget personligt.

Den anden nat vågnede jeg fordi nogen sang udenfor. Det var meget mærkeligt, for det må have været sent. Jeg gik ud for at tjekke ud hvad der foregik, men så snart de hørte at døren gik holdt de op. Så blev de pludselig meget interessant så jeg satte mig og kiggede på stjerner mens jeg ventede på mere drama. De tænkte vel at jeg var gået igen for de fortsatte lidt efter. Det var Elino der sang. De var inde i et lille skur der er et gammelt køkken, som vi bruger hvis det regner meget. De havde bål og jeg tror de sang den samme sang i 20 minutter mere før de kom ud og gik i seng. De så mig ikke og jeg tror ikke jeg var så populær hvis de vidste at jeg var der. Dagen efter spurgte jeg Bernito hvad det gik ud på. Det viste sig at det der foregik var noget med at fordrive onde ånder fordi en eller andens onkel er syg. Han sagde at det var lidt som en slags bøn. Mangyan magic.

Azur har for resten en helt anden attitude i denne uge. Måske har han fundet ud af at der ikke er chance for en tur i høet med mig, ever. I hvert fald er han holdt op med at være sødsød. Til gengæld laver han nu 24-7 jokes om at jeg er tyk og bleg og aldrig kommer op i palmerne fordi jeg er en pige. Og at jeg i øvrigt godt kan opgive at få mangyanfødder til at gå uden sko. Det er pisseirriterende. Han er lidt som pest eller kolera. Jeg fulgtes med Elmer ned fra bjerget i går fordi Azur var skredet. Vi tog en anden rute end vi plejer. En rigtig jungle vej, den var meget smuk og måske en udfordring hvis det regner. De plejer ikke at ville have mig med den vej fordi de synes den er for svær for mig. Jeg må have gjort noget rigtigt for nylig. Han fortalte mig en helt masse om træerne og de huse vi så. Mens vi ventede på en motorcykeltaxi spurgte han mig hvorfor jeg overhovedet kan lide mangyanere. Det var selvfølgelig lidt svært at forklare, men jeg snakkede noget om at alle mennesker er de samme og at jeg uanset er meget mere beskidt en nogen som helst mangyaner. Han fortale mig at folk til daglig råber racistiske ting efter ham. Man kan se det på hans træk at han er mangyan. De siger at mangyanerne lugter eller er dumme og beskidte. Nogen gange vi de ikke lade ham køre deres motorcykeltaxi. Jeg vidste godt at der var racisme, men jeg troede ikke det var så konkret og så voldsomt. Det er simpelthen så grimt. Det gør meget ondt i hjertet. Det tror jo pokker at folk bliver sky og skrider hvis de bliver behandlet sådan.

Han tog mig med ud og viste mig en rismark hvor hans et-eller-andet-familie arbejder. Det er meget smukt og ligger lige midt i en lille landsby på vej hjem. Der havde de ris med skræl på. Hun viste mig hvordan de får skrællen af. Folk bliver ved med at foreslå steder jeg skal tage ud og se. For mig ser det stadig ud til at det her område er helt uudforsket. Lige som jeg tror jeg har set det hele drejer jeg om et hjørne opdager noget helt nyt. Der er slet ikke behov for at tage rundt for at se alt muligt, når man kan blive her og holde sig til når der sker noget.

I næste uge vil de vise mig hvordan man laver en slangebøsse og skyder flagermus…til at spise! Der er også en gut på stairwaycenteret som vil vise mig hvordan man laver en slangebøsse-harpun til at skyde fisk med. Han er ved at lave en til sig selv. Jeg er ikke sikker på om han har opfundet konceptet. Jeg skal bare lige have skaffet en lang metal pind. 

Min mobil er død. Så ved i det.

Feb
17
2012

kniv

03-02-12

Nå. Det viste sig at søndagseventen var resultatet af multiple miskommunikationer eller ingen kommunikation. Alle troede at de andre tog sig af det. Men det gjorde de bare ikke. Ham der lod børnene sejle uden vest fik bøvl.

Siden sidst har der været voldsomt mandefald på mit bjerg. Trevor har hold i ryggen, sikkert også stressrelateret, så han kan ikke gå derop. Azur har stadig ondt i maven og bliver hjemme. Tina har for mange møder, og måtte blive nede. Det efterlod mig alene i skolekøkkenet sammen med en lokal dame, Susan. Det var egentlig ikke noget problem indtil det viste sig at vi havde noget nær børnerekord samtidig med at forældrene som skulle lave mad, brændte os af. Vi var heldige at der tilfældigvis var to fædre der kom forbi og havde tid til at redde os. Vi undrede os meget over at de ikke kom. Men dagen efter skete det gud-hjælpe-mig igen. Jeg synes jo bare vi skulle lukke køkkenet den dag, så kan de lære det. Men så er der jo politik i det, så hvis vi laver mad den ene dag, men ikke den næste dag så har vi favoriseret det ene hold forældre og fornærmet det andet. Så risikerer vi at skabe alliancer. Men vi klarede det to dage i træk og børnene var glade og fik besked på at fortælle deres forældre at de skal komme nåd de har lovet det. Jeg er oven i købet blevet betroet at være in charge to dag i næste uge.

Jeg skulle have haft to af drengene med til Baclayan i går for at lære dem at bruge ovnen. Det blev aflyst fordi den ene forvred sin venstre fod og den anden fik noget i øjet. Jeg håber vi kan finde et andet tidspunkt sart i stedet for. Det bliver nok svært fordi der snart kommer camps.


Til alle der kunne bekymre sig om det: jordskælvet var ikke noget der kunne mærkes her. Jeg tror det var langt væk. Jeg opdagede det kun fordi trevor fortalte mig at hans forældre havde været urolige for ham. Jeg følger ikke meget med i nyhederne hverken her eller derhjemme. Jeg har lidt for travlt med alt muigt andet. Tilgengæld er endnu en gut fra stairway blevet skadet med venstre fod på en motorcykel. Ikke slemt og ikke en jeg har meget med at gøre. Men tilsyneladende er der noget med stairway og venstrefødder. Han er nummer 5 tror jeg som har noget med sin venstre. Vi kunne lave et venstrefodshospital eller gøre det til et brand eller noget. Det er kun træls fordi det er ham der skal bygge mit potte hjul og nu har han en alle tiders undskyldning for at fede den i stedet for. Han er røv-doven og han synes ikke mit hjul er vigtig.
Jeg fik en back up plan igår aften da jeg var ude med pigerne for at holde vinke fest for Haley, en amerikaner der skal hejm til USA. Jeg mødte en fyr som har en junk-shop. jeg tror nok det betyder losseplads for stort metal skrald. Der er ihvertfald muligvis grej som man kan bygge af. Vi talte om det og det lød som om han godt gad bygge den hvis jeg giver ham konstruktionen, viser ham hvordan man bruger der og finder og bager ler. Jeg må lige derned igen i aften for at høre om der er hold i det. Jeg synes det var en meget fin aftale hvis det kunne lade sig gøre.

Det der fylder mest lige nu er om jeg skal forlænge mit halløj hernede. Lars bliver ved med at spørge mig hvad jeg regner med og mit flyselskab vil godt snart vide om de skal flytte billetten eller ej. Jeg er meget splittet og nu vender jeg lige mine tanker med jer. På den ene side er det her det mest fantastiske layed-back liv jeg har været i nærheden af. Jeg kan li folk de meste af tiden og de kan li mig, og de synes oven i købet at jeg er top lækker. Projektet er fantastisk og jeg får måske mulighed for at lave endnu mere kunst hvis jeg forlænger. På den anden side er de bare ved at drive mig til vanvid ind imellem med deres fnidder og byrokrati. Jeg har lidt på fornemmelsen at systemerne er noget man først lærer med tiden, så det måske bliver nemmere at håndtere jo længere jeg bliver her. Måske er det omvendt.


Jeg glæder mig meget til mine forældre kommer herned i næste måned. Alle folk jeg møder synes det er enormt spændende at i kommer og de er vilde med at i vil med op på mit bjerg. De glæder sig meget til at lære at bage. Det kan de forholde sig til. Jeg tror deres græskar kunne passe fint i squashkage ellers kan man købe gulerødder. De er meget dyre i forhold til så mange andre grøntsager, men det svarer vist stadig til billigt derhjemme.

Den sidste uges tid har jeg været oppe på mit bjerg og jeg har haft det helt fantastisk. Fordi Trevor brændte mig af et par gange har jeg stået for skolekøkkenet alene og hængt ud med de lokale. Det synes jeg er hyggeligt. Jeg har også været alene med de to mest sky gutter på gården. De er så søde og mega fjollede når de åbner op. Vi har det bare enormt sjov sammen når vi er alene. Der var en dag hvor mit ler var aflyst hvor jeg gik med op for at hjælpe med en mark de er ved at lave. Så pløjede jeg med en hakke-ting ligesom i Morten-kork. Jeg tror nok jeg fik respekt fordi jeg kunne gøre det lige så hurtigt som dem, og det er arbejde som Trevor ikke vil lave fordi det er for hårdt. Jeg forsøgte også at klatre i palmetræer. De gør det for at plukke kokosnødder. Jeg gjorde det bare for at prøve. De bliver ved med at snakke om det som om der ikke er en jordisk chance for at en pige kan komme derop, ever. Slet ikke en hvid een.
Ovenikøbet synes de at jeg er for tyk til at klatre. Det er nok til at give mig ambitioner om at få det lært. Jeg kom kun et par meter op, nok til at falde ned og slå sig hvis man er uheldig. Jeg blev så overrasket over at det virkede at jeg var nødt til at komme ned før jeg faldt af bare begejstring. Kors hvor er det hårdt. Idag kan jeg mærke flere nye muskler og jeg tror at jeg har mast mit brystben lidt eller noget. Jeg må se at få det lært for alvor snart.

Vi var nødt til at lukke skolekøkkenet igår. For tredie gang i løbet af en uge kom forældrene ikke som aftalt. Så lukkede vi for at demonstrere at det ikke er vores ansvar at lave maden. Det er smadder trist fordi der var 79 børn i skole, det er ca 75 procent og det var det hele ugen. Så da de fandt ud af at vi ikke lavede mad idag gik de allesammen hjem undtagen 10. Sikkert fordi de ikke havde fået morgenmad. Læreren var meget trist og tilbød at alve mad og børnene tilbød at lave mad, men vi var bare nødt til at være stejle. Jeg håber børnene går hjem og generer de tre forældre som brændte os af. Gruppepres er det vi har brug for lige nu. Med det rev sørme i hjertet med 79 sultne børn.

Jeg underviste damerne i ler i sidste uge. Det var en succes. Det var godt nok for mudret til at jeg kunne vise dem hvor leret er men det kan vi gøre næste gang.  Alle var glade og vil gerne gøre det igen snart. En dame er endda kommet med små lerting som hun gerne vil have at jeg brænder for hende. Det varmer jo et keramik-hjerte som mit.
De vil også gerne bygge en brødovn, men det er nødt til at vente til jeg får bygget et tag hvor jeg kan bygge den under. To vil gerne have mig til at undervise om ovn dem hjemme hos dem, men der er meget politik halløj som gør at det er nødt til at være i vores hus selv om det betyder at vi må vente lidt.

Jeg havde hængt en flyer op på opslagstavlen udenpå skolekøkkenet om hvor og hvornår. Til den flyer knytter sig et drama jeg gerne vil dele. Trevor, min amerikaner, er meget begejstret for mit lerprojekt og hjalp mig med at skrive den. Da vi havde fået den færdig og jeg var ved at skrive den ren kom der en filipiner kontordame og foreslog nogle rettelser. Hun grinede lidt fordi hun synes det var stenalder-tagalog og temmelig ulæseligt. Da en anden kontordame, også filipiner så det blandede hun sig også og kom med flere forslag og rettelser. Det var fint nok. Trevor kan ikke fordrage de to damer i det hele taget. Da han opdagede at de havde lavet rettelser blev han ophidset og stejl og insisterede på at han talte mindst lige så godt tagalog som dem og at de havde en helt anden dialekt på Baclayan end her. for ikke at såre den stakkels mands stolthed tog jeg trevors udgave med op til mit bjerg. Da sagde en af kuyaerne at den var meget fin
og så tænkte jeg at alt var godt. Det viste sig senere at manden ikke kan læse, men at han var høflig. En anden mere ærlig og mindre høflig sagde at det slet ikke var læsbart overhovedet. Det var en lang omvej før jeg fik min flyer op, men det lykkes til sidst.

De har aflyst fodbold igen i denne uge for baclayan børnene. Det er noget rod med det fodbold. Lars snakker om at trække sig ud af samarbejdet med den lokale fodboldklub fordi målene med alting ser ud til at være for forskellige og kommunikationen er for besværlig. Desuden er der børn nok til to klubber. Det betyder at vores træning kun er stairway børn og baclayan børn. så kan de spille kampe imod den lokale klub. Jeg tror det er en god ide. Det er simpelthen så kompliceret at udellegere opgaver og få folk til at tage ansvar for andet end egne interesser.
Jeg har vist fortalt om det kort. For halvanden uge side var de lokale børn til fodboldstævne samtidig med at stairwaybørnene var til sejlads, altsammen på samme tid som forboldtræning. det betød a de eneste der kom til fodbold var de der ikke var udvalgt til stævnet og de der kom fra baclayan. Alle voksne undtagen mig var udenbys og havde ikke fortalt hinanden om det. Ingen havde fortalt mig at det meste var aflyst. Jeg fandt ud af det fordi der ikke var en bil som der plejer til fodbold. så jeg kom for sent. Da havde baclayanbørnene været der og var blever skræmt væk af de loklae børn som havde sagt noget grimt og diskriminerende til dem. Nu er de for sky til at ville prøve igen. Ingen vil efterfølgene tage ansvaret for mangel på kommunikation. Det er bare pisseirriterende.

Bagefter var jeg nødt til at indberette en af husfædrene fordi han lader børnene sejle uden vest, flere i en båd og stort set uden opsyn. Lars var ikke med på stranden den dag, og så slipper de bare alle tøjler. De er pisseligeglade lige indtil de får skældud på kontoret. Gangen efter havde jeg fat i en af sejlerinstruktørerne fordi han vil lade drengene sejle uden fangeline. Ikke fordi de ikke havde een, de har alt det grej de har brug for, mest fordi han ikke lige gad at komme ud i regnen. Så fik han blikket og skiftede mening. Det virker også hernede.

Alt det struggle jeg har haft med deres madbudget på Baclayan er måske ved at falde på plads. De er ihvertfald ved at forstå nu at det ikke fungerer. Det argument der tilsyneladende virker er at uanset hvem der betaler eller ikke betaler så er virkeligheden at arbejderne spiser køkkenhaven planter før de gror store nok og før de laver frø hvis ikke vi giver dem mad eller finder en løsning. De ved godt at de ikke skal spise det, men det gør de bare. Hvis de spiser køkkenhaven kan vi ikke udvide og forsyne lars hus, stairway køkkenet og skolekøkkenet. Så koster det endnu flere penge. Nu har de bedt mig om et møde. Det er det jeg sidder og venter på nu.

Min ovn er forresten gået i stykker. En dag jeg ville tage låget af for at brænde keramik, faldt det simpelt hen fra hinanden. Jeg tror den var for tung til sig selv. Nu har jeg lagt en stor lerplade på i mangel på bedre. Det viste sig at det var lige så godt. Det gør bare rummet mindre. Men nu ved jeg at det ikke er den del af ovnens design der gør at det virker. Den ser lidt fjollet ud. Lidt som anencefalus, men den virker.

Der var kommunikationsdrama på bjerget igår. Tina kom op for at holde et møde med os, fordi der skal være camp i næste uge og der kommer 50 børn på besøg på vores gård. Hun vil have os til at lave en aktivitet for børnene og lave snobrød med dem. Det skulle ikke være så svært. Men fordi hende og trevor slet ikke kan kommunikere med hinanden uden at det bliver noget mærkligt fnidder. Samtidig kan Trevor ikke kommunikere med Elino, fordi Elino er mangyaner og derfor mega sky og trevor er lidt en tromler på amerikaner måden. Alting kom til at eksplodere i passive agressioner og frustrationer og det tog alt for lang tid. Vi kom frem til en løsning men det var et kommunikationsstudie værdigt. Jeg var mest lost i Tagalog og mægling mellem folk. Mine kommunikationsproblemer falmer lidt ved siden af trevors bøvl med kommunikation. Han har alting imod sig. Han virker enormt intimiderende på de fleste filipinere og de bliver meget hurtigt
fjentlige fordi han er dobbelt så høj som de fleste, hvid og har en uddannelse og han er meget voldsom eller højrøstet i sin stemmeførring. Og han kan slet ikke selv regne ud at det er derfor han har så mange konflikter med alle mennesker. Interessant tilfælde.

Han var ved at få et nervesammenbrud i sidste uge. Nok fordi han aldrig sover og tager alle opgaver og ansvar på sig og har meget store ambitioner. Jeg skrev en sang til ham, godt nok på dansk, men han blev glad for den.

Den er skrevet på melodien fra "noget om helte"

Sympati og hjertevarme får dig til at tage af sted
Mod og spænding i dig sitrer, kun din taske her skal med
Jeg har ikke den forventning at du endnu på mig tror
Men jeg håber at du senere vil huske mine ord

Du skal ud og redde verden men pas også på dig selv
Du kan kæmpe så ihærdigt at du sætter livet til
Du kan sagtens trække med din hest og bede den drikke vand
Men du får den aldrig til med tvang at drikke af en spand

Derfor hør nu på mit råd, min ven, det er mit bedste bud
Det er vigtigt du omhyg’ligt dine kampe vælger ud
Ellers vil du snart opbruge al din gejst og energi
Så du snart har glemt oprindelsen til al din empati

Jeg har lært af min erfaring, lærepengene betalt
Man skal sigte efter stjernerne, men ikke give alt
Ambitionen om retfærdighed på jorden er på spil
Men man kan ej redde verden hvis den ikke reddes vil

nu er der snak, så jeg må videre. ses

 

17-02-2012

Lige en opfølger. Junkshoppen findes ikke og manden har ikke tid til at bygge en drejer til mig. Jeg må have sparket min staff i gang alligevel. Der er rygter om at der måske kan begynde at ske noget fra på mandag, med mindre jeepneyeen går i stykker.

Fodbold er stadig aflyst og ser ikke ud til at blive taget op i gen på samme måde igen. Folk her kan ikke kommunikere nok til at Lars synes det er forsvarligt. Det kan der nok være noget om. Baclayanbørnene får lov at være med hvis de selv kommer ned, men vi kan ikke følge dem og arrangere turen mere.

For at det ikke skal være løgn er jeg muligvis på vej ind i ”venstre skaderness klub”. Mit knæ begyndt at opføre sig mærkeligt. Ikke så det gør ondt, men jeg har lidt på fornemmelsen at det kunne komme til det hvis jeg ikke passer på.

Mit maddrama er vendt tilbage til sit udgangspunkt. Mødet blev aflyst.

Jeg har besluttet at forlænge min fest hernede indtil november. Jeg har på fornemmelsen at nogen derhjemme ville foretrække noget andet. Jeg tror alle sammen de forstår det.

 

Jeg blev forstyrret midt i mit skrivning. Der kommer ind imellem danske turister og vil gerne have en rundvisning. Det synes alle er hyggeligt at jeg gør på dansk. Folk bliver så glade og overraskede. De fleste har hørt rygtet om den danske jordemoder…det er jo mig. Der var to hold i dag. Det ene var faktisk en dansk jordemoder fra Horsens, hun kender jo alle mine klassemates. Jeg bliver meget begejstret når der kommer nogen der er interesserede i at høre om alting. Det kan godt tage lang tid.  

I dag er sådan en flad dag. Der er ikke rigtigt skema for børnene, de skal bare vaske tøj og gøre lidt rent. Der er lige en camp der blev overstået i går, så alting har været på den anden ende i en uge. Nu puster vi ud og lader op til den næste der begynder på mandag. Denne gang var de oppe på mit bjerg og lave aktiviteter om onsdagen. Det var meget sjovt. Det er nogle rige teenagere fra en international skole i Singapore. De er vant til at deres tjenere klarer opvasken og reder deres seng. Det var meget sjovt at se dem i den virkelige virkelighed. En af aktiviteterne på Baclayan var at de skal lave snobrød. Jeg vidste ikke det var en dansk opfindelse, men her er det altså meget eksotisk. Dejen blev alt for klistret, så det var noget værre svineri. Kun halvdelen af brødene blev færdige før de faldt af pinden. Men de havde det sjovt tror jeg. I hvert fald havde jeg det sjovt.

På vej ned fik jeg arrangeret at de alle sammen skulle bære ler med til Stairway. Det betyder at vi nu har 20 kg af det fineste guld ovre i galleriet klar til næste gang de vil lave keramik undervisning. Så behøver jeg ikke bære det. De har endda givet mig lov til at gøre det igen for næste camp.

Apropos ler har jeg været meget begejstret i denne uge fordi jeg tror nok at jeg har fundet noget der svarer til terrasiglata naturligt. Det er noget jeg har forsøgt at få kemikalier til at lave for at gøre leret mere vandtæt. Men det er aldrig lykkes mig. Så kom jeg forbi mit bjerg en dag hvor det øsede ned og så at det findes lige der midt på vejen. Man skal bare holde sig til på det rigtige tidspunkt. I næste uge må jeg få afprøvet om det virker.

Jeg har også planlagt en tur tit et andet skolekøkken i nærheden hvor de har en etableret madordning i et samfund der ligner det vi arbejder med. Jeg vil gerne finde ud af hvordan de håndterer at forældrene brænder deres tjans af. Måske kan vi lære noget nyttigt af deres system. Og så vil jeg også gerne se deres komfurer.

Jeg har været meget på mit bjerg i denne uge også. Trevor har ikke tid, så jeg har en helt masse tid alene med kuyaerne. Det er meget sjovere sådan for de laver det mest tåbelige pjat når jeg er alene med dem. Det er længe siden jeg har grinet så meget som jeg gjorde i går da jeg pløjede med dem igen. Det bliver kun sjovere af at det meste er et mylder af misforståelser og sprogforvirring. De er blevet meget ivrige for at undervise mig i tagalog (filippinsk). Det begynder så småt at give mening, så nu tror jeg at jeg skal i gang med at lære det for alvor. Jeg har læst lidt i min tagalog lærebog i dag. Det er et meget mærkeligt sprog. Deres verber er det jeg er kommet til og jeg bliver blæst væk af forvirring. Tilsyneladende har de mange flere verber end jeg er vant til og de er stort set alle sammen uregelmæssige. De skal bøjes ved at sætte endelser ikke kun efter ordet, men også foran og midt i. Man kan også sætte flere endelser sammen med hinanden og kombinere, men ikke alle endelser og ikke alle ordene. Verberne kan blive helt vild lange og få helt nye meninger og tider af det. Det er mega underligt. Til gengæld ser resten af sproget ud til at være temmelig lige til.

I sidste uge snittede Kuyaerne en skede til min kniv. Det er sådan én man bærer i en snor om livet hvis man er rigtig farmer. Jeg tager det meget personligt. Den er dekoreret og med navn på og alting. Det tror jeg ikke de laver til hvem som helst. Jeg får meget opmærksomhed når jeg går med den. Jeg tror nok at det svarer lidt til når en neger går med waders i Hvidesande. Samtidig træner jeg i at gå med bare fødder som de gør på bjerget. Det er ikke så svært. Men kokospalmeklatringen trækker godt nok tænder ud. Det er stadig den heftigste udfordring.

Der var en go én fra campen som jeg også gerne vil dele. Børnene havde en lærer med op til vores hus. Han er fra Manila og har kun været her et par uger, han er sådan én der ville have haft en attachemappe hvis han var dansker. Meget lidt farmer. Men da én af børnene bad mig om at åbne hans kokosnød med min kniv kom læreren og tog den fra mig. Han mente at den var alt for farlig for mig, det er jo et job for en mand. Alligevel sad han og fedtede med det som om han aldrig havde gjort det før. Det er vist noget macho noget.

I samme dur har jeg potentielt bøvl med Azur, en af gutterne på Baclayan. Den sidste uges tid har han været lige lidt mere venlig og hjælpsom kombinere med lidt for interesseret i mine planer om ægteskab og præferencer. Jeg tror nok at han foreslog en date i denne uge. Jeg tror han lægger an på mig og det skal han ikke, dels fordi han er gift og dels fordi jeg er alt for meget alene med ham på gården til at det er rigtig sikkert, tror jeg. Jeg skal have snakket med ham i morgen. Jeg håber ikke han bliver alt for surmulet. De er tossede de filippinerne. Der må være nogle signaler som betyder noget helt andet end det som jeg er vant til. Eller også fatter de bare ikke at de ikke nødvendigvis er guds gave til menneskeheden. At afvisninger faktisk kan forekomme. Lars passer godt på mig deroppe. Han siger hvis det er et problem må jeg gerne fortælle ham om konsekvenserne, som er chefens vrede, hvis han ikke forstår grænserne for venskab. Det er godt at vide at han er på mit hold.

Nu tror jeg nok at der er mad. Ses.

Jan
29
2012

27-01-12

27-01-12

Katastrofekurset viste sig at være en oplevelse. Desværre nåede jeg at overbevise Lars om at en anden som er mere permanent skulle tage med hvis de skulle have udbytte af det. Sådan blev det, men da de kom tilbage og fortalte at det var et dommedagsforudsigelseskursus, ønskede jeg at jeg var med alligevel. Verden går under i 2016. Hvordan man forbereder sig på det ville jeg gerne have lært. Det var noget religiøst sektagtigt noget der stod for det.

Jeg har brændt ler i min fine nye ovn to gange nu. Det viser sig at den er meget bedre end den jeg lavede nede på Stairway. Alle tingene bliver så fine og teglorange, uden sod, og uden bøvl. Jeg tog et par stykker med ned til Trevors hus for at vise ham, og der var flere kvinder og børn der så mine fine tig. De spurgte straks om vi snart kunne lave undervisning og om jeg snart ville vise dem hvordan man gør. Det er stadig et mysterium for dem at det er mudder. De bliver ved at spørge mig om jeg er sikker på at det ikke er bambus. Jeg er selv meget overrasket over min succes. Jeg har endda overvejet om der alligevel er mulighed for at bruge glasur. Det tænker jeg over for tiden. Jeg vil helst ikke give folk hernede for store eller urealistiske ambitioner. Men jeg slæbte alle drengenes sparegrise med op på bjerget og brændte dem. De blev så fine. Til gengæld var de mega skuffede over at jeg ikke havde taget det hele med. Jeg tror ikke de ved hvad ubrændt ler vejer. Jeg viste de brændte ting til Monika og hun blev meget begejstret over resultatet. Med tiden giver det nok mening at bygge en ovn til hernede også. Det må vente til sommerferien med mindre jeg vil gøre det selv. Det vil jeg jo ikke fordi jeg gerne vil lære nogle af børnene at bygge den. Næste skridt er at finde nogle keramikdesigns der er børnevenlige, som stairwydrengene kan lave og sælge på julemarked, eller til turister. Ligesom de gør med deres armbånd.

Jeg havde undervisning med skolebørnene i Baclayan torsdag. Der var en lærer som ikke dukkede op, hvilket sker jævnligt fordi lærerne mere eller mindre arbejder frivilligt. De får i hvert fald lavere løn end gennemsnittet. Det var meget succesfuldt, synes jeg selv og meget sjovt. Det var kun meget få af børnene som kastede med leret og svinede. De fleste sad meget koncentreret og byggede i tre timer. Nu har jeg en række baclayan lerting stående til tørre i mit køkken på bjerget, som jeg kan brænde i næste uge. To af stariway drengene kommer op fredag og skal lære at brænde keramik i min nye ovn. De glæder sig meget. Jeg tror det er helt vildt stort at de får lov at komme på camp bare de to. Endda med overnatning.

I forhold til undervisning af forældrene var jeg overbevist om at de ville bede mig om at organiser eller vente af burekratiske årsager. Jeg var bange for at vente for længe af frygt for at de mister motivationen eller tilliden til at der sker noget overhovedet. De er i forvejen temmelig skeptiske over for stairways tempo fordi skolekøkken byggeriet trak flere måneder ud. Jeg var derfor meget i angrebsposition da jeg bad om lov til at lave undervisning i næste uge for forældrene. Det resulterede i at jeg får lov på tirsdag. Jeg har lavet et opslag på tagalog til at hænge på opslagstavlen. Så er jeg spændt på hvor mange der kommer og jeg håber på solskin. Opslaget gav i øvrigt anledning til en meget interessant konflikt. Jeg fik Trevor til at skrive den i overbevisning om at han snakker Tagalog nok til det. Da det var færdigt kom en sekretær og morede sig over den fordi hun ikke mente den var forståelig. Hendes rettelser viste jeg til Trevor som straks rettede det tilbage og hidsede sig op fordi hans tagalog jo er mindst lige så godt som hendes (han har været her i 4 måneder nu). For ham var det mere et spørgsmål om dialekten som er anderledes på Baclayan. Da jeg kom op på bjerget var der én af arbejderne som sagde at det var ulæseligt. Heldigvis er Trevor ude af byen så jeg ikke kan såre hans stolthed, da jeg lavede opslaget om. Men kors altså, hvordan skal man dog tage det alvorligt.

I går var det Azurs fødselsdag, en af arbejderne, ham der snakker mest engelsk når Diego ikke er der. Han blev 25 og jeg bagte en chokoladekage til ham med et lille dansk flag på. Han blev meget glad og sagde at han kun to gange har smagt en hjemmelavet kage. Den anden gang var da jeg lavede den til Lars. Det er meget specielt her, fordi der jo ingen ovne er.

Jeg diskuterede mit madprogram problem med Lars igen. Folkene på Baclayan køber ikke mad for deres madpenge og fordi jeg er den eneste der synes mad er vigtigt bliver det mig der køber mad. Det er der ikke noget at gøre ved. Lars løsning er at jeg laver mad for mig selv i stedet for at spise med gutterne. Så kan jeg spise hvad jeg vil. Jeg synes det er svært fordi jeg helst vil være en del af teamet og måltiderne er det eneste tidspunkt vi har til at socialisere, dels fordi de arbejder meget og dels fordi vi ikke kan snakke så meget sammen. Samtidig er jeg jo smadder afhængig af deres goodwill, fordi de hjælper mig når jeg er lost i junglen og ikke kan tænde bål. Hvis jeg skulle lave mad til mig selv, kunne jeg heller ikke lave andet, for det tager meget lang tid for mig. Jeg er lidt skuffet over at jeg ikke får lidt mere opbakning fra Stairway. Måske ender det med at jeg laver en madklub med Trevor. Han er blevet træt af at bo hos sin værtsfamilie fordi manden ikke kan li ham fordi han er amerikaner. Jeg synes det er noget rod. Jeg tror det bliver endnu mere rodet når der skal volontører derop, men det må tiden vise.

Åh altså hvor jeg synes det er op af bakke for tiden. Vi har med et folkefærd at gøre som er helt udenor rækkevidde når det handler om at tage ansvar. I dag havde de aflyst fodboldtræningen for stairwaybørnene fordi de havde kapsejlads istedet. Men de havde ikke informeret nogen om det, så da jeg stod op var jeg nødt til at finde ud af hvad jeg skulle stille op med 15 baclayan børn der muligvis, muligvis ikke, var gået en time ned af bjerget for at spille fodbold kl. 7.30 og forventede fodboldstøvler og frokost som de plejer. Der er selvfølgelig heller ingen på baclayan i dag der har en mobiltelefon og kunne fortælle mig om der var børn på vej. Da jeg kom over til fodboldbanen var der heldigvis ingen baclayan børn, nok fordi det øsede ned. Til gengæld var der ca. 20 andre børn der heller ikke var informeret om noget som helst. Dem var der en eller anden tilfældig turist der passede. Han var bare kommet forbi og havde opdaget at træneren til fodbold klubben var taget af sted til fodboldstævne med alle de andre børn. Det er sgu mærkeligt. Da jeg så bitchede over at ingen informerede mig, når nu det er mig, der står med lorten, fordi alle andre er ude af huset. Så kigger de på mig og undrer sig over hvorfor jeg dog gør det til et problem. Hvis ingen præcist og omfattende har overdraget et ansvar til dig, så har du ingen ansvar, og du behøver ikke at bekymre dig. Og således bliver det, at i det her land er der ingen der har eller tager ansvaret for noget som helst. Så er man nødt til at slå meget hårdt til et træ med sit hoved.

Jeg tog med til sejlads da jeg var overbevist om at ingen børn var efterladt uden voksne. Det øsede ned, men jeg fik en fin sejltur, og med tiden fik vi da også et par sekundmeter. Der var en dreng der var nødt til at komme ind tidligt, men da der ingen vind var, var jeg nødt til at svømme-trække hans båd ind på stranden. Deres husfar, den samme som ikke kan hidse sig op over at baclayan børnene måske står alene og venter på fodboldbanen, lod drengene sejle uden redningsveste i dag, måske fordi Lars var ude af byen. Uden veste, flere i én optimistjolle og 10 joller med den eneste voksne til opsyn inde på stranden. Da jeg foreslog redningsveste på drengene var begrundelsen at deres træner havde givet dem lov at sejle uden vest. Så bliver jeg bare smadder træt af filippinere. På vej tilbage blev jeg røvrendt af en taxichauffør der tog dobbeltpris, fordi jeg ligner en turist. Åh altså. Jeg tror jeg er nødt til at skaffe en rigtig stor is. Det hjælper næsten altid.

Jan
21
2012

21-1-12

Jeg skriver midt om natten, for jeg kan ikke sove. Midt om natten betyder kl. 23. Efter kl. 21 betragtes som meget sent. Alting går i stå efter aftensmaden kl. 19.

Hurra! Min ovn er færdig. Den har brændt i ca. to gange 6 timer og er gennemtør. Jeg har også malet den regnbuefarvet med farvet ler. Den er ret meget helt ude af kontekst på en ret forfærdelig måde. Jeg var meget spændt på hvad Lars ville sige til farverne, jeg forventede at han ville kalde det ”taggy” og ønske den malet om. Det gjorde han ikke. Han var meget begejstret. Måske fordi jeg havde grøntsager med til ham fra bjerget. Nu er jeg spændt på at få den i gang med keramik af det gule ler på mandag. Jeg har lavet en olielampe, som jeg er spændt på om kan holde tæt.

Jeg har også fået fjernet al ukrudtet fra min nye køkkenhave. Jeg tænkte meget på min far mens jeg gjorde det fordi han ville være meget begejstret over den slags ukrudt der vokser her. Det er meget flot og ligner en blomstereng med hvide blomster. Det er meget let at trække op og hele roden følger med. Der er ingen brændnæller og skvalderkål findes ikke. Det eneste ukrudt der volder problemer er nogle små sataner med usynlige torne. De er til gengæld charmerende fordi de lukker sig hvis man rører ved dem. De hedder noget i retning af sky-urter. De er overalt, men heldigvis, ikke så meget i min køkkenhave.

Jeg lærte noget nyt om kokosnødder i dag. Lige før de spirer kommer der en slags frugt inde i kokosnødden. Den kan man spise. Det har jeg så gjort. De grinede meget da jeg sammenlignede det med balut, de æg man spiser med et foster i. Kokosnødde-balut. En af gutterne kom også med en kasse fuld af nogle mega-kæmpe-store ormeagtige dyr. Det er faktisk ikke en overdrivelse at sige de er større og tykkere end mine tommelfingre, blege som maddiker. Muligvis var det maddiker i overstørrelse. De lignede noget fra en alienfilm. De der væsner der udklægger deres afkom inden i andres kroppe. Han spurgte om vi skulle spise dem til frokost, han havde fundet dem i kompostdyngen. Jeg tror nok at det er de orm som Diego sagde, var blevet spist af myrerne kort efter at de var købt meget dyrt. Han vidste ikke lige hvordan man tilbereder dem, men en anden af gutterne ved det. Det er hans livret. Jeg foreslog at vi spiser dem når han kommer tilbage og kan tilberede dem rigtigt. Men hvis det er mad og vi spiser dem, så spiser jeg dem også. Jeg må se at få lagt nogle billeder ud igen.

Da satte for resten mig til at lave mad i forgårs. Jeg er ikke sikker på, om det var fordi de ikke gad, eller om det var for at se om jeg kunne. Det kunne jeg godt, men det blev ikke på deres måde. Jeg har stadig ikke rigtig begreb om hvor længe hvilke grøntsager skal koge for at blive møre, så en slags bønner fik lidt for meget efter deres regler og en anden slags bønner fik for lidt. Jeg synes selv det var meget godt ramt. Jeg tror det er fordi de har nogle uskrevne retningslinier om hvilke grøntsager der kan blandes sammen og i hvilken rækkefølge, som jeg ikke kender endnu. Det der var mest revolutionerende var at jeg puttede oregano i maden. Det plejer man ikke her. Det viste sig at det er en sjælden plante som Diego har sået, fordi man spiser det hvor han kommer fra. Men det blev så tropiske grøntsager a la italienske krydderurter. Jeg blev sat til at lave mad igen i går.

Jeg har udtænkt et kunstprojekt som jeg ikke helt ved om jeg skal engagere andre i end mig selv. Jeg kunne godt tænke mig at lave et projekt der har til formål at ændre på mangyanernes image. Jeg kunne godt tænke mig at vise den skønhed og rigdom der findes på Baklayan blandt de mennesker der er fattige, marginaliseret og udstødt. Jeg forestiller mig at det kunne gøres gennem portrætter, og billeder af landsbyen, kurvene og junglen. For mig er det selvfølgelig meget oplagt med tegninger og malerier. Men hvis nogen havde skills ud i fotografi ville det også være meget fint. Lars lyder som om han har kontakter til at få et evt. projekt udstillet langt omkring, ikke vare her i filippinerne. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skulle blande børnene ind i det. Det kunne være meget spændende, men de har så travlt og alting bliver så kompliceret af at skulle planlægges i deres skemaer. Jeg har også overvejet om det er noget der kunne være interessant for de frivillige der måtte komme til Baclayan for at arbejde. Hvis nogen kunne være interesserede kunne vi have en samling fra forskellige kunstnere. Jeg synes jo også bare det var fedt hvis det var mit eget projekt, men jeg har heller ikke meget fritid. Jeg tænker fortsat over det.

Diego er kommet hjem og har det bedre end jeg regnede med. Jeg troede han havde mistet en helt masse blod og var dårlig på den måde. Det er han ikke. Han er bare megatræt af at skulle være med gips i 3 måneder. Han brainstormer over hvordan han kan være til nytte på stairwaycenteret mens han heler og ikke kan komme op på bjerget. Lur mig om ikke han finder en vej derop alligevel inden ret længe. Han har bedt mig om at tage kokosnødder med ned til ham. Det er det eneste han ønsker sig. Så bliver han rask igen, siger han. Jeg foreslog ham at han lærer at dreje lige så snart vi får bygget den sparkeskive. Det skal han kun bruge højre fod til, den er ikke i stykker. Så kan han blive drejeunderviser på centeret. Jeg kan også sætte ham til at fyre min lerovn. Det kan man sidde stille til. Jeg har også fundet ud af hvorfor han kom ud for en ulykke. Det er fordi at han i onsdags fældede en gammel kokospalme og sikkert er kommet til at forstyrre palmens ånd/sjæl. Den slags væsner har stor magt og man skal holde sig gode venner med dem. Det var Azurs forklaring. Han har i øvrigt ingen sygeforsikring fordi han kan mærke i sin krop, at han er et heldigt menneske. Han bliver max syg i 4 dage ad gangen. Han kan også kontrollere sin hjerterytme, og det er vigtigt at kunne når man bor på et bjerg, for ellers bliver man forpustet…er det ikke logisk på en fantastisk filippinsk måde? Jeg fortalte Diego om palmen, mest for at få ham til at smile. Diego er meget religiøs, så jeg troede ikke at han var til træånder. Men jeg tog fejl. Han vidste skam godt at han havde forstyrret træet, men han havde jo ikke noget valg, for træet var ved at vælte, og nogen kunne komme til skade, hvis de blev ramt. Selvfølgelig.

I morgen skal jeg på katastrofekursus. De var der ikke nogen der havde fortalt mig før jeg kom ned fra bjerget i dag. Jeg ved ikke hvad det indeholder eller om jeg burde forberede mig på noget. Jeg skal med fordi Diego ikke kan og fordi Trevor stadig er i Manila. Det handler nok om jordskælv og oversvømmelser tror jeg. Muligvis også førstehjælp. Nu må vi se.

Jan
18
2012

13-1-12

I dag kom Lars endelig op på bjerget og besøgte vores hus. Anledningen var den officielle åbning af skolekøkkenet og madordningen. Det er meningen at madordningen skal gøre at flere børn kommer i skole samt at børnene får bedre ernæring generelt. Åbningen var slået ret stort op. Borgmesteren var inviteret, skoleinspektøren og lærerne også. Faktisk også nogle rige mennesker som vi gerne vil have bakker op om projektet. De meldte alle sammen afbud selv om de sagde at de gerne ville komme. Jeg tror nok at det har noget at gøre med politik eller aliancer. Det var i hvert fald meget fjollet med åbningen, for der skete præcis det samme som der har gjort hverdag siden mandag hvor den uofficielle åbning fandt sted. Meningen var at vi skulle øve os op til den officielle åbning. Den største forskel er at jeg lavede en ret grim blomsterkrans af ukrudt og guldpapir og at Lars kom op og så det.

Han var i øvrigt ikke voldsomt begejstret for resultaterne på farmen. Det er der ikke noget at sige til. De fleste af afgrøderne er stadig for små til at batte noget i skolekøkkenet og der er meget der ikke er blevet til noget på grund af vejret eller fordi det er blevet passet forkert. Huset er heller ikke færdigt endnu. Det skyldes mest af alt at vejen ikke er i orden endnu, og at vi derfor ikke har transport til byggematerialer. Imidlertid har det vist sig at mændene som arbejder med byggeriet, i stedet for at rapportere til Lars at der ikke er materialer og derfor arbejde, bare arbejder med noget andet, for eksempel at slå græs eller hjælpe til med at lue ukrudt. Det handler nok om at deres arbejde er vigtigt for dem, de er bange for at miste deres job. 

Jeg malede et stort skilt/opslagstavle til skolekøkkenet. Det skal bruges til at annoncere hvornår der er fodbold og hvis tur det er til at lave mad og hente forsyninger. Jeg troede det godt kunne gå hen og blive et problem for mit ukomplicerede forhold til kunstneren. Men det viste sig at Antonio havde fået buddet, men ikke magtede at gå op ad bjerget for at male. Det passede mig ganske glimrende. Den aften han brændte mig af var en dag hvor jeg alligevel ikke rigtig havde energi til hans selskab. Det kommer meget hurtigt til at handle om at blive fuld og jeg synes tømmermænd er ret meget et problem i forhold til at gå ned ad bjerget dagen efter.

Den aften hvor Antonio ikke kom op, kom der nogen med en høne til os. Så slagtede vi den og lavede mad af den. Jeg har ikke været med til at slagte siden jeg var barn og farfar huggede hovedet af en høne. Jeg forestillede mig at jeg godt kunne huske nogenlunde hvordan man gør den i stand. Det kunne gutterne imidlertid ikke vente på. Men jeg holdt godt øje da Diego gjorde det, så jeg måske kan næste gang. Vi lavede forret af blodet og bønner og noget, som jeg tror var indmaden. Det andet brugte vi til noget suppe og grøntsager med ris. Helt vildt lækkert, men det tog temmelig lang tid og vi lavede det hele i mørke i skæret af en olielampe. Lige som man troede den var død og slagtet, skræmte hønen livet af mig fordi den vågnede op til dåd og sprang ud af skålen, ned på gulvet og stormede rundt i huset. Det er nog det tætteste jeg kommer på spøgelser. Hunden fangede den igen så vi kunne komme videre.

Søndag var jeg med på stranden efter fodbold. Det var første gang hvor vejret faktisk var til at sejle. Der var perfekt vind, vel omkring 7 m/s, solskin og ingen bølger. Jeg fik en optimistjolle og sparkede røv. De arrangerede en kapsejlads og jeg sejlede fra vist nok alle Stairway børnene. Der var nogle lokale børn imellem som var ret skarpe, de fløj af sted. Men jeg tror jeg fik lidt respekt der. Jeg var godt nok i vandet fordi jeg var ved at miste min sprydstage en enkelt gang fordi jeg havde misforstået en lås på et tov. Men det var en oplevelse. Bagefter fik jeg en tur med træneren i en tomandsjolle. Jeg håber jeg får lejlighed til det hele igen. Måske når far og mor kommer herned. Jeg blev i øvrigt til grin den anden dag fordi sejler instruktøren, en rar gut, har et navn som jeg ikke kan skelne fra ordet for gris.

I dag var jeg på bjerget med alle Stairway børnene. Der var logistiske problemer fordi staff folkene skulle af sted hele dagen for medical check up og de havde ingen til at undervise. Så bad de mig om at finde på noget og jeg tænkte at vi kunne male med ler. Det var et organisatorisk helvede at få det arrangeret, mest fordi deres byrokrati stadig tager livet af mig. Men efter 5 møder med forskellige mennesker, vel at mærke det samme møde, fordi de skiftede mening om proceduren undervejs, lod det sig gøre. De skulle have et stykke plade med alle samme, en madpakke og spande. Så skulle de finde det farvede ler på vej op og bruge det til kunst oppe i huset. Frokost blev selvfølgelig i det fine nye skolekøkken hvor de kunne spise efter skolebørnene. Efter frokost spillede de fodbold. Hele ideen med turen var at give dem inspiration på en anden og mindre organiseret måde end de er vant til. Jeg ville gerne have dem til at udforske de materialer der var til rådighed i naturen uden at have presset fra at skulle producere noget. Jeg bad dem bruge inspiration fra naturen, det mangyanske samfund eller fra turen derop. Jeg var lige nødt til at forklare dem hvad inspiration betyder også. Da en dreng malede sit nummer fra fodboldtrøjen viste det sig at inspiration ikke var en del af hans ordforråd. Det blev det. Bagefter malede de på stenene og på hinanden. Det var ret sjovt.

Forlængelse af visum bagefter var en joke. Jeg vidste at jeg var sent på den. Sidste lovlige dag var fredag, men kontoret har kun åbent mandag til onsdag hvis jeg vil have det gjort her i nærheden. Jeg havde allerede udtænkt diverse søforklaringer og taget ambassadens adresse med og ekstra penge, in case der ville blive bøvl. Manden på kontoret kunne imidlertid ikke regne. Han brugte sin lommeregner og vel ca. 5 minutter på at regne ud, hvornår er der gået 59 dage fra jeg kom. Han kom frem til at det er der på næste onsdag. Alle tiders tænkte jeg, det behøver vi jo ikke diskutere. Så nu er jeg go for to måneder mere og jeg har fået et ICF kort, identitetskort for udlændinge. Jeg forsøgte at finde ud af hvorfor det var jeg skulle købe det, og han blev ved med at snakke om at in case jeg ville have en ank konto, så skulle jeg have det. Jeg tror ikke det var valgfrit, men det var dyrt.

De bad mig flytte værelse i dag fordi der kommer en masse politifolk på camp og undervisning på fredag. De gav mig en lille hytte længere væk fra vejen. Her boede Ate B, da hun var her. Jeg deler hytten med en gekko der efter størrelsen på dens efterladenskaber må være enorm. Jeg har ikke set den endnu, kun ryddet op efter den. Jeg troede at det var rottelort og jeg fandt nogle folk til at forgifte dem, eller hvad man nu gør hernede. Men da de så min vens rod sagde de at det var en gekko og at det må jeg finde mig i. Gekkoer er altså ikke et skadedyr. De er meget territoriale, så med mindre jeg kan skaffe en mage til den et andet sted eller en konkurrent som den er bange for, så må jeg finde mig i den. Heldigvis har den været så betænksom at den er flyttet ind lige ved siden af afløbet på toilettet, så den er nem at rydde op efter.

Huset er en joke. At komme ind er et problem i sig selv. De har vel 7 nøgler til det lille et-rums-hus. Ingen af dem passer til hoveddøren. Den er vel forsvundet. Skal man ind skal man bestige balkonen og dens stakit og bruge terassedøren. Det kan jeg jo godt men jeg synes det er lidt uholdbart at have et hus uden hoveddør. Men sådan er det altså. Da jeg fandt en vej ind viste det sig at vinduerne ikke kan lukkes fordi hængslerne er ved at gå til og huset er spist af termitter. Så skaffede jeg en af gutterne fra byggeriet af skolen og bad ham fikse det. Imens gjorde jeg lidt rent i huset og fik taget det meste spindelvæv. Det er et skægt lille hus. Det er bygget på en mega stejl skrænt, så til den ene side er der megalangt ned. Det er lavet af kokospalmer og bambus og er meget charmerende. Til gengæld er det åbent i gavlen og rundt ved taget, så den med at holde myg ude er et helt nyt problem. Huset har et stuerum med en trappe op til en lille første sal hvor der er en madras med myggenet som jeg har syet. Stuen hænger sammen med et lille køkken med gasblus, vask og faktisk også køleskab (som er muggent). Køkkenet er også entre og støder til badeværelset. Der plejer at bo langtids volontører så i stuen er efterladt diverse bøger og kasser til opbevaring. Der er nok nogen der er blevet trætte af at finde termit lort på deres tøj. Det er ikke et problem for mig. Det er noget mærkeligt fnuller, men det kan bare rystes af. Men det er et meget charmerende lille hus. Det ligger også længere væk fra vejen hvor motorcyklerne parkerer, så her er mindre larm, selv om alt kan høres. Jeg kommer heller ikke mere for sent til mad fordi jeg ikke kan høre klokken. Det lille hus ligger helt centralt, men inde i junglen.

Jeg sad hele dagen i går efter undervisning i sparegrise, en vældig succes i øvrigt, og forsøgte at brænde noget ler i ovnen. Jenny, en af sekretærerne kom og sagde at Diego har været med i en motorcykelulykke. Da de kom ned fra bjerget til aften har han kørt på sin motorcykel sammen med en af arbejderne, som han plejer, men de er blevet ramt af en motorcykel. Diego kom slemt til skade med sin fod, og den anden arbejder med sin tå. Den anden gut er kommet endnu mere til ska de og Diego risikerer at få al skyld fordi hans motorcykels lys var i stykker og han ikke har kørekort. medicinske klinik her i nærheden, men de har ikke rigtig grej til noget så de tog ham med til Kalapan, 2 timer herfra. Stairway har heldigvis en sygeforsikring for ham. Men jeg snakkede med Diego i telefonen da jeg hørte om det. Han smiler stadig, men han ved vist godt at kan få røven på komedie. Han bad mig be for ham. Det gør jeg så. Jeg håber han kommer tilbage i dag. Alt det her ridser virkeligheden ret hårdt op for mig. Lige nu kan jeg godt mærke at vi er langt langt ude på landet. Man skal virkelig passe på sig selv, for det er ikke sikkert at andre gør det. Og folk er virkelig dumme i forhold til trafikken. Lige pludselig synes jeg verden er meget farlig og at man er meget sårbar og skrøbelig. Jeg kunne godt have brugt at der var nogen andre frivillige hjemme at dele med, men Trevor er ude at surfe og kommer først på Mandag og Haley er overflyttet til Manila for at arbejde med døve.

Jan
13
2012

Skriv en overskrift

I går blev det luftet at den kunstner som er tilknyttet stairway, måske er på vej ud. Der er nogen af VIP'erne der har fundet ud at jeg også kan noget som ham og har drivet til at goere det uopfordret. De snakker lidt om hvorvidt jeg kan blive sommer underviser/inspirator for de drenge der faar lov at blive et aar til, de kalder dem peer-motivators. De bliver koert i stilling til maaske at kunne blive kunstundervisere paa lang sigt. Det tror jeg ku blive en ret fed tjans. En slags sommerskole-lærer/rollemodel.
De vil maaske ogsaa gerne have at jeg laerer nogle faa af drengene at bruge min ovn saa jeg ikke behoever at gaa frem og tilbage for det og ikke behoever at bruge min tid paa at braende baal. Saa bliver de dem der har the kiln-skills, og jeg kan koncentrere mig om det med potteriet og med mit bjerg.



 

Jan
12
2012

Sang

Her kommer resultatet af hjemve. En aften skypede jeg med Maja og fik Lærke at se. Jeg skrev en sang om det om aftenen på mit bjerg.
Melodien er "noget om helte". Det er den med kruspersille og krokus.

På min bjergtop nu jeg sidder og jeg brygger på en sang
om en yndig lille frøken som jeg mødte første gang
sent i aftes over nettet, i kan sige hvad i vil
skype er vældig smart og billigt, men slår bare ikke til

Jeg kan se hun godt vil spise og at håret stritter lidt
det er mørkt og stadig fedtet, mon hun snart skal sove lidt
høje nåletræer og vilde fugle bærer hendes navn
dog hun putter trygt og stille i sin moders varme favn

jeg vil sidde her på bjerget, følge med så godt jeg kan
alt imens jeg reder verden i et fjernt og fremmed land
mens mit mosterhjerte spides af gå-glip-somhedens syl
er det tvivlsomt skype formidler Lærkes duft og første smil

skønt jeg ingenting fortyder, intet her fortjener ris
det jeg simpelthen kan mærke er at alting har en pris
så jeg ved min energi skal bruges når jeg kommer hjem
på at hente ind og blive yndlingsmosteren igen

Jan
12
2012

Moster igen

Jeg kom ned fra bjerget i går igen for at holde øje med min mail og tegn på familieforøgelse. For de, som endnu ikke er opdateret på den front, er min tvillingesøster gravid med sin nummer to med termin d. 10. januar. I praksis når som helst. Derfor bruger jeg en del energi på at gå op og ned af mit bjerg for at tjekke min mail og oplade min mobil, så jeg kan få nyheder mens de stadig er lune. I går lå der en kort mail om at nu var der født…uden billeder!! Så var jeg jo nød til at komme ned fra bjerget igen i dag for at se billederne. Kors hvor jeg synes det begynder at blive hårdt med det bjerg. Jeg har været op og ned næsten hver dag i denne uge. Nu bliver jeg her natten over, så kan jeg måske også nå at vaske tøj og få aftalt noget med forlængelser af mit visum. Det var et sidespor; det blev en pige, Lærke, på 3310 g og 54 cm. Og meget hår. Hun ser meget nyfødt ud på billederne. Jeg er sikker på hun kommer til at ligne sin smukke storesøster. Lige i den forbindelse synes jeg er meget langt hjem. Jeg hyler lidt igen nu, kors hvor ville jeg gerne møde det lille menneske live. Jeg har i stedet lovet et par af gutterne at give øl når baby var sikkert ude. Mon ikke det så kunne blive senere i aften. Jeg tror der er ild-dans og alt muligt på White Beach (lige om hjørnet) i aften.

Der bliver travlt i morgen. Fodbold starter igen efter juleferien og sejlads følger lige efter. Jeg er ikke sikke på at jeg er med til sejlads. Det kommer nok an på vinden. Det plejer at blive aflyst hvis jeg vil med, fordi der ingen vind er. Apropos vind, så ligger det her sted langt fra der hvor orkan katastroferne foregår. Der er udtrykt nervøsitet omkring min bases placering i forhold til jordskælv, jordskred, orkan og oversvømmelser. Det er overflødigt. Det farligste her er absolut trafikken. Der sker ikke en skid her, men motorcyklerne kan finde på at slukke lygterne for at spare strøm eller benzin. Dem kører jeg selvfølgelig ikke med J.

Hele ugen har jeg brugt på at bygge en keramikovn af ler (surprice) udenfor og et lille tag over den så den ikke bliver våd og smelter. Jeg synes selv at begge dele er meget fine. Rustikke. Nogen andre mere kritiske byggesagkyndige ville muligvis kalde det noget andet. Den ældste på gården så det lille hus og spurgte om det var mit første hus. Det var det jo, så. Det synes han var ok. En anden af gutterne sagde sådan her (oversat) ”Sikke en heldig ovn, at den får sit helt eget hus.”

Jeg har en anden gut som kommenterede en sparegris jeg havde lavet af det mest fantastiske gule ler nede fra vejen. Helt klasisk og rund var den. ”Hvor er halsen? Mon ikke den har et problem med kolesterol…”. De har altså fin humor, selv om vores kommunikation fortsat er pænt begrænset af sprogbarieren.  Jeg havde bygget keramikovnen næsten færdig da den faldt fra hinanden. Jeg tror jeg måske har bygget lidt for hurtigt. Den ville gerne have haft et par dage til at ”sætte sig” mellem etagerne. Det er så den nye strategi.

Samme gut fra før har jeg forresten en historie om, som jeg synes fortjener at blive delt. Han er en værre player. Han forsørger sin kone og sine to børn, men derudover har han, som en klassisk filippiner, diverse kærester ved siden af. Det er ikke noget problem for ham, han synes det er skønt at filippinere er så åbne og frisindede. Det an der jo være meget om. Det aspekt tror jeg nu ikke man skal diskutere med konen. Imidlertid har han forklaret om hvorfor og hvordan det er problematisk for ham at gifte sig med en mangyansk kvinde når han ikke selv tilhører mangyanstammen. Mangyanere har det bedste med mangyanere. Jeg spurgte ham hvorfor han havde giftet sig med hende. Jeg tænkte han ville dige noget romantisk om forelskelse eller noget med politiske relatioener. Det viste sig at dog forklaringen var skudt temmelig langt forbi. Hun har simpelthen brygt magi. Hun har forhekset ham med trylledrik som mangyanernes kloge koner (hekse) kan lave fra planterne i junglen. Hun har forlokket ham med en elskovsdrik der gjorde ham forelsket i hende. Det var ikke en joke… Er det ikke et skønt land. Vi tror også på at hvis du får en kuldegysning, så er du blevet rørt af en ond ånd, så er det vigtigt at du trækker din kniv (som vi alle sammen har i bæltet…ja, en piratkniv) og slår efter den. Hvis du ikke når at skade ånden, kan du faktisk blive syg. Jeg har haft mavepine siden nytår, og jeg er næsten overbevist om at jeg må have haft en kuldegysning før jeg vidste at jeg skulle trække min kniv. Jeg må også se at få fat i en kniv. Tænk hvis paven hørte om Baklayan.

Samme gut har inviteret mig til sin søsters 18. års fødselsdag d. 24. jan. Det skal nok blive sjovt. Jeg må have fundet på en gave til hende.

På bjerget har vi, som jeg vist nok har nævnt tidligere, tre hunde. En mor med to hvalpe. Den hvide hvalp er lidt større end den bune og bider hver gang den har lejlighed til det.Det er vist ikke en rar hund. Den brune er til gengæld en slapsvans. Den bider aldrig igen, den piber bare. Den er født uden knæskaller og går lidt mærkeligt. Ham med mangyankonen synes at den går sexet. Den er i hvert fald hypermobil og kan ikke rigtigt klare sig på skrænterne og klipperne. Den kommer altid for sent når de spiser fordi den ikke kan komme rundt. I dag er den imidlertid forsvundet. Vi har  ikke set den siden i torsdags og ingen ved hvor den er blevet af. Måske er den gået hjemmefra sammen med moderen og kunne ikke komme tilbage. Måske har nogen stjålet den som kæledyr eller som frokost, begge dele er muligt. Det kan også være at den bare er blevet taget af en slange eller en krokodille. Det er dagens mysterium. Måske er den bare blevet træt af den hvide hvalp fordi den bider og er flyttet hjemmefra.

Dec
31
2011

jul jul jul

For at spare arbejde er det her en mail til mine foraeldre som jeg har copy pasted.

Det er svaert for mig at komme i julestemning her, fordi det er saa varmt og altting er anderledes. Der er faktisk ingenting her der minder mig om jul, bortset fra flettehjerterne. Det er ikke noget jeg savner, det er bare anderledes. Min jul har vaeret ret taet paa hverdag. Jeg fejrede jul paa baklayan sammen med gutterne. Vi arbejdede allesammen med det vi var igang med indtil kl 4 juleaften. Saa fik vi noget ris og suppe kogt pa ko indvolde og hjerne og en drink, foer alle gik hjem til deres familier.
Jeg havde insisteret paa et juletrae, saa gutterne havde fundet enstor  bambus kvist og sat ind I stuen. Den pyntede vi med flettehjerter jeg havde med fra stairway. En snemand maja havde sendt. En af gutterne kunne lave papirfugle og blomster af et magasin som jeg fik af en gut paa vej op en dag. “gods message”, jeg tror det er lidt som jehovas vidner. Man kunne ihvertfald folde af det. Der hang en gammel traefigur af en dame I bikine som de havde lavet og jeg havde en droemmefanger med. Det kom ogsaa paa. Til sidst plukkede vi blomster og hang op. Det blev faktisk meget fint. Gutterne havde ogsaa lavet to store trae stjerne som vi hang op udenfor og jeg lavede et vaegmaleri af gult og roedt ler paa vaegen. Stjernerne er julesymbolet her. Juleeftermiddagen var simpelthen saa hyggelig, juleaften var stille. Jeg fik en drink med Diego da karsten var gaaet I seng og vi snakkede til sent.  Kun Diego (ham fortaeller jeg lidt om senere), karsten (en dansk
arkitekt paa besoeg) og jeg blev deroppe. Vi spiste grisetaer til aftensmad, der var nok til morgenmad og snack d. 25 ogsaa.

Den 25 arbejdede vi videre med ovnen. Den bliver fin, jeg er meget spaendt paa om den komer til at blive rigtig effektiv. Ellers er den ihvertfald flot og kan bruges til opbevaring. Det yderste lag er lavet af noget ler som har en flot naesten gul farve. Jeg reparerede revner igaar og forbedrede skorstenen som Diego har lavet.
Diego er ham jeg arbejder mest sammen med heroppe. Han er koblet til arbejdet med landbruget men er meget intereseret I ler. Han har haft meget indflydelse paa ovnen. Det viste sig at min vide nom ler ikke var nok. Hans vide nom ild og baal var meget noedvendig I tillag for at faa det til at fungere. Nu tror vi begge o paa projektet.
Diego kommer fra et andet sted end Baklayan. Det er 14 timers rejse mod nord. Han er hjemme hos sine foraldre og seks yngre soeskende nu. Han fik mit kamera med saa han kunne vise dem billeder af ovnen og tage billeder af familiern med tilbage. Han har ikke set dem I to aar. Det er vist ikke saa usaedvaneligt.  Han er lidt ligesom tarzan. Han er lavere end mig men staerk som en hest. Han baerer gerne to fulde spande med ler paa een gang op ad bjerget. Han kravler op I lodrette palmetraer for at hente kokosnoedder og han har naesten aldrig sko paa. Han ved hvilke blade man kan spise og hank ender junglestierne. Han snakker gdt engelsk og han griner hele tiden. Selv om jeg tror han laver to mands arbejde paa garden mindst, saa er lars vist utilfreds fordi han ikke altid er saa smart I sin prioritering og raekkefoelge. Og saa er han en skovl til at kommunikere pr mobil. Han er aldrig til at faa kontakt med.  Jeg kender ikke detaljerne, men nyder selskabet
naar han er der. Hvis I kommer herned skal I moede ham. Han og to unge gutter der arbejder med haven har laert mig at taende baal nu. Jeg har stadig problemer naar traet er vaadt, det er det eget for tiden fordi regnsesonen traekker ud. Men jeg lavede selv kaffe og ris til morgenmad d. 25 foer folk stod op. Det var stort. Vi har opgivet Mia som koekkendame. Hun var vist hverken til at gaa op og ned eller til roeg eller til noget som helst. Hun kunne ikke en gang hidses op til at tage nogle ordentlige billeder. Nu er hun vist mest paa facebook. Koebmandsellen bandede hende ogsaa et langt stykke vaek, fordi hun var der hele tiden uden at deltage og uden at have nogen form for pli.
Men jeg haaber at jeg kan blive god til at lave mad her. De grindede af mig igaar fordi jeg smagte paa groentsagerne foer de var kogt. Det skal man jo ikke. Jeg forsoeger ogsaa at overbevise dem om aat det er for boevlet at skraelle sayotte, dem kan man godt spise skraellen fra. Jeg er vist den eneste deroppe der kan lide papaya, saa dem plukker de til mig og jeg behoever ikke at dele. De synes ogsaa jeg er meget underlig naar jeg helst vil spise de gamle kokosnoedder hvor det hvide er stift. De synes ikke det er mad og vil hellere spise kokosnoedderne naar de er unge og koedet er bloedt og slimet som vandmand. Saften fra de unge noedder har jeg laert at saette pris paa. Der er over en halv liter vand inden I kokosnoedder, soedt og laekkert og det er genialt mod toemmermaend!
Vi har bygget skolekoekkenets komfurer af ler faerdige nu. De skal bare fyres igennem saa de bliver toerre. Jeg har bestemt at det ikke er mig der skald det, frdi jeg stadig ikke er smaddergo til baa log fordi hvis jeg er der, saa tror de at de ikke behoever at lave noget. Saa jeg holder mig oppe ved vores hus og finpudser vores egen ovn. Vi kogte grisetaer paa den d. 25. Det tog lang tid, men det lod sig goere.
D. 26. var jeg med I juleskuespillet for anden gang. Jeg er stadig duke. Bagefter fik vi smaakager og jeg havde sat aftenen af til at skrive hjem. Jeg synes det var paa tide. Saa blev jeg imidlertid inviteret ud at drikke oel paa turistmaaden. Det er en strand I naerheden hvor turisterrne kommer og drikker oel og drinks fester igennem som derhejemme. Tjenerne er lady-boys, det betyder vel transvistit. De gaar efter sex med maend, saa for mig er det meget ufarligt. Gutterne siger dog at de er meget aggressive overfor maend, saa de kan ikke lide dem. Jeg var sammen med Diego, Mia et par staffs mere og den dansk turist og hansfilipinske  ven. Det var smadder hyggeligt selv om det regnede hele aftenen. Jeg har virkelig en fordel I at komme fra det kolde nord. Folk gaar for fryser konstant, mens jeg tager en svoemmetur I det lune natte hav. Midt I det hele mens vi dansede I sandet og regnen kom en gut med kogte aeg som vi skulle spise med eddike. Det viste
sig at vaere andeaeg med  - surprice – aellinge-fostre inden i. De havde fjere og hoved og alt muligt. Trod et eller ej, det er vildt laekkert. Muligvis lidt blasfemisk naar man er jordemoder...jeg spiste to.
Tak for gaven. Jeg har gaaet med majas halskaede siden farmor gav den til mig d. 23. Hun ville gerne have at jeg pakkede gaverne op til juleaften, men jeg syntes det var kau at have gaver emd naar man er sammen med nogen der ikke har gaver og ikke har raad til gaver. Det kunne hun vist godt se til sidst, saa det blev foer jeg gik op, d. 23. Oerringene gaar jeg med naar jeg er paa stairway. Jeg har stadig ikke haft tid til at finde vej med kompasset, men jeg skal nok faa brug for det. Naar det ikke regner saa meget har jeg taenkt mig at ta paa tur I jungle. Snemanden kom paa juletraet. De synes den var meget interessant og fint lavet. Den kommer op paa vaegen bagefter. Der er stadig ikke glas I vinduet, saa der ville den bare blasé vaek. Koebmandsellen gav mig sy grej. Jeg glaeder mig til at bruege det. Der er mange af gutterne paa bjerget der traenger til at bive lappet.
Jeg har sendt nogle ting med Ellen hjem. Der er t-shirts I forskellige stoerelser go nogle kurve. Det gik meget staerkt altsammen, saa jeg havde ikke tid til at tjekke stoerlserne. Jeg haaber I selv kan fordele til hvem de passer og hvem der kan lide dem. Jeg tager flere med hjem naar jeg kommer hvis der er efterspoergsel. Artiklen er saa fin. Lars var meget begejstret over den og udsigten til fodboldstoevler.
Jeg har laant min regnfrakke ud. De folk paa bjerget har virkelig brug for toej. Der var en gut som arbejdede paa skolekoekkenet igaar som stod og rystede sa de kom op for at faa frokost. Jeg kunne ikke baere at staa med to troejer paa og en jakke paa loftet som jeg ikke havde brug for. Jeg er spaendt paa om han kommer tilbage med den. Kommunikation er en saver diciplin.
Jeg haaber alle havde en glaedelig jul. Jeg holder nok nytaar nogenlunde som der hjemme jer paa stairway. Maengler med the staff. Der er vist ikke nogen fest paa backlayan. Jeg maa afsted igen, jeg har faaet et lift til bye nom lidt med lars. De skal besiege et andet bjerg med blien og kan saette mig af paa vejen hjem.

Dec
14
2011

Super!

Luciaoptoget skulle have været i går aftes på den 13. Jeg brugte formiddagen på at fortælle drengene om Santa lucia og om jævndøgn. Og selvfølgelig luciasangen på engelsk. Lars synes ikke de skulle synge på dansk, når den findes på engelsk. Samtidig var han ikke begejstret for at jeg lavede om på traditionen. Sikke et dilemma. De hyggede sig vist selv om det var nogle ret heftige ord som sangen bød på. Det var temmelig svært at udtale, selv for mig. Sagaen om Lucia var imidlertid tilstrækkelig blodig og eventyrlig til at fange deres opmærksomhed. Jeg havde aftalt med Donna, som er en slags blæksprutte, at hun skulle sørge for hvide t-shirts. Hun bad mig som en selvfølgelighed om at undervise Lars datter også, når hun var færdig med hjemme-skole. Det var fint nok. Men det hele blev skubbet fordi Monika trænede teater med børnene indtil kl 7 aften. Da var pigen for træt til mere undervisning og donna var gået hjem med t-deres shirts. Monika synes det er alle tiders med laid back planlægning, men jeg var nødt til undskylde for nogle danskere som havde siddet og ventet fordi de var blevet inviteret så Lars mor som er på ferie her nu. Forhåbentlig bliver det i aften i stedet.

Det er laenge siden jeg har opdateret her. Der har vaeret lidt travlt, saa det har vaeret svaert at faa tid naar nettet var ledigt.
I weekenden var der camp, hvor to grupper var inviteret til vaere her I 4 dage sammen med stariwayboernene. De skulle undervises I boerns rettigheder med kreativ udfoldese som indgangsvinkel. Det var meget interessant. Den ene gruppe var en highschool klasse fra en international skole nord for manila. Pisserige teenagere der kom med deres securityvagter og tasker stoere end mine. Den anden gruppe mar boern af en befolkningsgruppe som ikke har ret til at vaere nogen steder. De bliver simpelthen ikke anerkendt af myndighederne eller registreret som borgere og harderfor ingen rettigheder. De boer under en bro, hvor de bliver taalt, men deres sted oversvoemmes hvert aar. Boernene var hjemloese, nogle foraeldreloese, tiggere, lever af affald. En frivillig organization har hjaelpeprojekter I gang for dem og tog dem med. Det var meget roerende og tankevaekkende at se samspillet mellem boernene.

Leret som jeg lavede med boernene gik fint. Nu ligger kamklerne til toerre og venter paa at ovnen bliver klar til foerste braending. Indtil videre tager det 7 lange og 7 brede foer den torer, fordi det stadig regner. Toertiden lader vente paa sig.
Den dag boernene skulle hjem havde det regnet I et doegn og det blev ved, kraeftigere og kraftigere. Til sidst blev der oversvoemelse og det endte med at der var flere steder hvor jorden skred og tog stoere traer med. Ingen kom til skade, ud over at amereikaneren trevor fik en lille flaenge ved oejnbrynet fordi han skulle duke sig for en gren men fik en jernstang I hovedet I stedet for. Han tog det som en mand. Boernene var near aldrig kommet fasted fordi bussen ikke kunne koere dem til havnen pga oversvoemelser. I stedet blev de koert ned til stranden og sat paa skibet som kunne komme helt ind fordi vandet stod saa hoejt. Havet var brunt af mudder I 2 dage bagefter. Flere huse paa Baklayan har faaet revner I fundamentet, blandt andet skolen. Den familie som Trevor, amerikaneren, er tilknyttet var noed til at sove I kirken et par naetter til de var sikker paa at huset ville blive staaende hele natten. Paa Baklayan er ogsaa sprunget vandrør, saa
vandforsyningen er helt oedelagt I nogle omraader. De burger meget energy paa at reparere det lige nu. Ved Maila er der en bro som er oedelagt pga vandet. Vi er lidt spaendt paa om det faar betydning for forsyningerne hertil.
Under strabasserne tabte jeg min noegle I floden. Det gav en del boevl, men nu har de givet mig en ny. Jeg har faaet den I en halskaede. De stoler vist ikke paa mig med noeglerne mere. Det er rimeligt nok. Vi troede ogsaa at hunden var mistet. Den kan ikke svoemme og der var ret god chance for at den var revet med af vandmaengderne. Da den ikke kom tilbage om aftenen var det ogsaa en sansynlighed at den var blevet fanget og spist. Menneskevenlige tame butted hunde er let byte for sultne sjaele paa filippinerne. Da var der jammer og taenders gnidsel I det lille hjem. Boernenen elsker den hund og var helt knuste. Det viste sig I midlertid at hunden bare traengte til alenetid og kom tilbage da campen var vel overstaaet og alting faldt til ro.
Nu er det endelig holdt op med at regne og solen skinner lidt igen. Jeg har vaeret paa baklayan og sovet der et par dage. Det er saa hyggeligt og primitivt. Jeg har godt nok bed tom at faa en loesning paa lys derop til, for der er baelg regenes efter kl 6 om aftenen. Saa er det lidt svaert at vaere social med teamet om aftenen. Jeg har ogsaa brokket mig over madordningen deroppe. Det har nemlig vist sig at de arbejdere der bygger paa huset deroppe stort set kun spiser ris, fordi de er blevet glemt I en helt masse projekter. Der er ingen person der staar for deres madforsyning, og saa faar de ingen mad. Og I filippingerne brokker man sig altsaa ikke, af hensyn til de gode relationer. Det har jeg saa gjort for dem, saa nu er jeg blevet ansvarlig for maden paa Baklayan. Jeg er ogsaa ved at overtale en svensk frivillig til at blive koekkendame deroppe. Jeg synes ikke de der tomrer skal bruge deres talent og tid paa at koge ris og kaffe. Indtil videre laver
de altting over baal, og det tager oseaner af tid.

I dag har jeg shoppet grøntsager til arbejderne i Baklayan og jeg har lavet et budget og en ordning. Jeg har krævet at være uden kviteringer, for så er det billigere at købe, fordi så kan jeg gå på lokalt marked og købe det. Alle er glade for at der sker noget og at de får noget ordentligt mad. Lars bad mig også købe ti høns som vi kan spise, hvis jeg selv slagter dem. Jeg er tilsyneladende den eneste der ikke synes det er synd at slagte høns. Den kommer på to do listen.

Jeg har oogså brugt i dag på at shoppe julegaver til julefesten. Én til en voksen og en til et barn. Man trækker et navn og bytter gaver med vedkommende. Så får alle en gave. Det er ret smart. Alle køber imidlertid gaverne i den samme butik, for det er den mulighed der er. Så jeg vil skyde på at jeg får en t-shirt eller en halskæde. Det er tanken der tæller.

Dec
6
2011

Skriv en overskrift

4ede8a401ef2906122011.jpg4ede8a638bddb06122011.jpg4ede8a81f195c06122011.jpg4ede8ab38498706122011.jpg4ede8ad04ceb006122011.jpg4ede8a263e2fd06122011.jpg

Dec
6
2011

Fødselsdag

 Nu har jeg holdt min foedselsdag, og den var meget fantastisk. Folkene sang foedselsdagssang i tre omgange på 4 sprog (Svenskeren blev pæcet til at tilføje et afsnit til det almindelige set up på Tagalog, engelsk og dansk. De er helt vilde med hurra hurra i den danske fødselsdagssang. Nok delvist fordi det er det eneste de rigtigt kan udtale. De går i hvert fald og synger hurra hurra hele tiden. Tag mig med til Joanna synger de også indimellem stadigvæk. Jeg forsøgte at få maja på skype mens de sang det, men hun var vist på tur. En amerikaner optog det til mig på sit kamera i stedet for. Måske kan jeg få det på hjemmesiden. Det må jeg lige se på.

Om aftenen spiste jeg småkager og drak lokal sprut med gutterne som reduceres til kunstlæreren og musiklæreren og svenskeren. De andre havde for travlt med forberedelserne til næste uges camp. Men det var rigtig hyggeligt. De to gutter er alle tiders til at introducere mig for filippinsk kultur og de har samtidig opsamlet lidt af den vestlige direkthed, som gør det lidt lettere at kommunikere.

Børnene inviterede mig med til fødselsdagsfilm hos Lars. Jeg troede kun det var børnene der fik film, men jeg tager det som tegn på at jeg er ved at være integreret. De så Shrek uden mig.

I den forbindelse har jeg i øvrigt haft min første frustrerede kultur krise. Ikke i forhold til filippinerne. Mere i forhold til Monica som er amerikaner. Da jeg var færdig med forberedelserne til campen hvor jeg skulle lave en aktivitet for børnene med ler, og følte mig nogenlunde i stand til at undervise 45 børn, ud fra Monicas instruktioner. Så skiftede hun mening. Hun havde fået en anden ide, som absolut var bedre og mere realistisk, hvis det ikke var fordi, at ting tager tid. Jeg havde slet ikke ler nok og vi har stadig ingen redskaber eller værktøj, kombineret med at det her vejr er umuligt at tørre ler i. Krisen drev over Da Ate Donna fandt et kompromis.

Det med at skifte mening i sidste øjeblik og ambitiøse forestillinger om hvad kan nås, er nok noget jeg skal vænne mig til. Sådan fungerer det altså her i Stairway. Der var et par stykker som har oplevet samme krise, men nu er de asimillieret. Det er meningen og meget plejer at alting foregår i sidste øjeblik.

I dag skal jeg forberede mig til den nye plan og jeg har fået et par at volontørerne og et par af børnene til at hjælpe mig. Bagefter skal vi sy nogle kostumer færdig. Ham der stod for det er nemlig rejst.

Ellers brugte jeg dagen meget effektivt. Jeg var oppe ved firetiden, længe før solen fik sko på. Det er meningen at mangyanbørnene fra Baklayan skal med ned og spille fodbold med stairway drengene om søndagen. Da vi var kommet halvvejs derop visnede vores håb om at det ville holde op med at regne på et tidspunkt. Børnene kan godt gå ned af bjerget selv om det er vådt, men hvis de bliver våde, fryser de og bliver syge. Det duer jo ikke. Så vi vendte om og kom tilbage i tid til mogernmad: ris og tørret fisk.

Fodboldbanen var endnu mere pløret end sidste gang. Som jeg husker det lå jeg det meste af tiden og rodede rundt i en mudderpøl, fordi jeg nok skulle have skaffet nogle rigtige fodboldstøvler. Der er sørme ikke meget greb på mine løbesko. Jeg tabte vist alle mine kampe tror jeg. Sejlads blev aflyst fordi der ingen vind var. Jeg håber næste søndag er bedre. Til gengæld skypede jeg både med Maja og med far og mor. Det var hyggeligt selv om forbindelsen er dårlig. Nu ved jeg det virker. Min far og mor vil komme og besøge mig efter jul engang, siger de, når Maja har født.

I går kom for resten et brev til mig som pludselig fik solen til at skinne lidt mere. Lauritzenfonden som har noget at gøre med søfart at gøre, har svaret på min ansøgning og sendt mig 10.000 kr. til mit projekt. Til gengæld vil de gerne have billeder af noget hernede fra. Det synes jeg var en alle tiders aftale.

Hov, nu ringer de. lidt for tidligt, godt nok. Men når der er mad, så skal man holde sig til. De spiser afsindigt hurtigt her og man skal nå at blive færdig mens børnene vasker op, ellers må man gøre det selv.

Ses

Siden sidst har to af børnene og en ato af lærerne mistet stemmen på grund af regnvejr. De synes det er frygteligt koldt. Men det er det ikke. Mere som en våd dansk sommer. Mit vasketøj bliver aldrig tørt, fordi der er korte byger hele dagen med solskin imellem. Jeg bliver snydt hver eneste gang.

Forberedelerne til mit ler halløj forløb ikke planmæssigt, men det gik. De to volontører jeg have til at hjaelpe mig var temmelig fesne. Den ene sov til over middag fordi hun havde glemt det og den anden synes det var lidt kedeligt fordi jeg ikke havde musik.. I stedet brugte hun dagen konstruktivt på FB. Ray, en af drengene, var til gengæld en gutterman og vi nåede alting til sidst.

I dag har der været camp hele dagen fra kl 09. Nu mens jeg skriver er klokken blevet 23, så det er nogle lange dage. Der er program hele dagen, men nogle fine ting der er planlagt og der er plads til at hygge sig og alting er faktisk meget laid back og følsomt overfor børnenes energi. Det kunne man godt lære noget af derhjemme. I virkeligheden hænger det jo nok lidt sammen med sidste-øjeblik-mentaliteten. Vi har haft nogle ret fede lær-hinanden-at-kende-lege, præsentationer, der har været forskellige optrædener, fodbold på stranden og fælles tegne og bytte mandala aktivitet. Det har bare været smadder skægt og afslappende.

De børn der er med på campen kommer fra tre forskellige steder. Vores stairway børn er her og er værter. Der er gymnasieelever eller 10. klasser fra en international skole nord for Manila, de er vist temmelig rige. Det er den sidste gruppe til gengæld ikke. Det er børn af havsigøjnere og er slet ikke accepteret af samfundet som borgere i filippinerne. De er ikke registeret nogen steder, de har ikke fødseslattester, de har ingen jordbesiddelser og de hører ikke rigtig til nogen steder. Der er ingen uddannelse eller skoler for dem og ingen sundhedsydelser. De er med fordi der er en lille amerikansk organisation som har nogle projekter i gang i forhold til empowerment af denne befolkningsgruppe. I morgen skal de præsentere lidt mere om deres kultur og deres baggrund. Selv om det er nogle meget forskellige grupper, på alle måder, er det her i campen bare én stor pærevælling hvor der bliver mænglet på tværs og ovesat af stairwaybørnene som jo har to sprog. Det er en meget inspirerende oplevelse.

Jo, jeg skal nok snar få gjort noget ved de der billeder.

Jeg har for resten lagt i ovnen til skandinavisk luciaoptog i næste uge. Jeg håber jeg kan lære børnene at synge på dansk.

Dec
2
2011

Så er det december

 

Jeg havde keramik undervisning i dag. Jeg var ret nervøs for det og gik rundt om mig selv hele formiddagen. Jeg var ikke sikker på at vi havde ler nok og tid nok og om børnene ville synes om det og om det ville gå med den smule engelsk vi kan. Men det gik så fint. De var så begejstrede for leret alle sammen og meget koncentrerede. De var ikke til at drive ind til frokost. Mængden passede perfekt til at de kunne arbejde videre i deres fritid. Samtidig var de stadig helt velopdragne, selv om vi sad ude, og der var potentiale for svineri og muderkastning ect. Nogle af dem fik lov til at springe deres drømme-fanger-pligter over for at lave mere ler. Læreren som var med for at assistere var meget engageret og blev helt fortabt i en lille skuplturel kop ting hun fik lavet. Det betragtes hermed som succesfuldt. Jeg nåede lige at hente alle de nye lerting ind før det begyndte at øse ned.

Bagefter blev jeg kaldt op til Monica, det kreative overhoved på stedet. Hun ville gerne se min hjemmeside og diskutere en helt masse ideer hun havde omkring udsmykning og forskellige kreative projekter. Vi fik strikket en drejebog til en stor installation sammen, som skal være et resultat af et samarbejde mellem alle de børn der kommer på kursus på Stairway centeret i løbet af vinteren. Det skal nok blive godt. Jeg bliver måske involveret i noget med kostumer til drama, for deres kostume-gut har sagt op. Desuden skal jeg måske illustrere en børnebog hun er ved at skrive.

Jeg er kommet lidt tættere på en løsning på drejeskive problemet. Jeg havde researchet mig frem til at drejeskiver som ikke er fremstillet på stedet koster en arm at fragte hvis de overhovedet kan opdrives. Samtidig findes der slet ikke pottemagere i nærheden. Her skal nærheden forstås som inden for 5 timers afstand. Surprice. Pottemagere bygger dem selv af noget fra en bil. Der var en gut der tilbød sig i forhold til at bygge en drejer til mig. Han er smadderflink og virkede meget engageret og initiativrig. Han snakkede godt nok om at bygge en cykel om til drejer, men jeg tænkte at hvis det virker, så er jeg glad. Da jeg så senere begejstret fortalte om det til pillede han det fra hinanden. Det viser sig at præcis den gut er smadderrar, men han opfinder ting, også ting man ikke havde brug for. I stedet er der en arkitekt og smed indkvarteret, som vil hjælpe mig med at bygge monsteret. I morgen må jeg skaffe ham nogle billeder og nogle mål til ham.

Nu må jeg hellere sove. Det er over midnat. Jeg har brugt aftenen på at se teaterstykket ”broken mirrors” om gadebørn og seksuelt misbrug af børn. Bagefter lavede jeg en juledekoration med kalenderlys til spisesalen. Den er ret grim, men det er nok det tætteste man kommer på plejer, når man ikke har gran. Til sidst fik jeg en lang sludder med en socialrådgiver fra en nordlig ø. Hun ville også gerne redde verden. Hun ville også gerne have at jeg, efter jeg er færdig på Stairway, kommer op til hendes ø og bliver frivillig i 5 år på et sundhedsprogram i et område hvor der er krig og hvor der kun bor stammefolk i en radius af 5 timer i bil. Smadder attraktivt, ik?!

Jeg gik tur i dag, på jagt efter en flad sten jeg ku bruge som hylde i min ovn. Så mødte jeg nogle unge gutter som tilsyneladende levede af at tænde bål under granitklipper til de flækker. Så stabler de stykkerne og sælger dem som byggematerialer. De kunne desværre fortælle mig at de sten som jeg havde tænkt mig at bruge, ikke kan tåle ild. Nu har jeg bygget hylden af ler i stedet for. Jeg troede det ville være mere besværligt. Nu må vi se om det holder. Jeg får generelt dårlige nerver af at have min ovn halvt færdig. Den første ovn kollapsede i regnvejr. Nu bliver jeg rastløs hver gang det regner fordi jeg skal ud og passe på ovnen. Og sjovt nok regner det mest om natten. Jeg troede også jeg havde fundet et sikkert og tørt sted at tørre mine ting. Det fortalte Tonyo, kunstlæreren, mig kun var fordi det ikke regner. Jeg var kommet til at stille det på en slags dræningssystem til regnvejr. Det var faktisk en slags tagrende tror jeg. De nåede heldigvis at blive redet. Jeg kun lige se det for mig at jeg fik ødelagt alle børnenes fine ting.

I dag var jeg til møde med vores skemalægger. Nu er jeg faktisk integreret i skemaet. Jeg skal undervise i Danmark engang i løbet af de næste par uger. De har tradition for at volontører præsenterer deres land. D. 23 skal jeg undervise i flettehjerter og HCAndersen og i ler den 26. og 27. Derudover har jeg beføjelser til at låne en af de store gutter fra skole til at bære ler for mig. Han er vist ikke så boglig, men han elsker at få lov at hjælpe, særligt hvis han kan være den stærke mand. Det er ret fedt. Win win situation.

I næste uge bliver der Camp fra tirsdag til fredag. Min del af det er ler, surprice. Jeg skal i løbet af et kvarter få 45 børn til at lave en lille figur af ler som ligner manden fra logoet, men samtidig er et selvoprtræt. Jeg tror det bliver en udfordring. De skal senere males og pyntes med perler og sættes ind i en større kontekst som er en stor installation på en mur.

Min juledekoration var en succes. Det var vist kun en tvær amerikaner de ikke synes den er hyggelig. Børnene er vist ikke vant til stearinlys, så de synes det var meget interessant. Og de var meget opmærksomme på tallene og at der skulle pustes ud. Så her bliver nok ingen slinger i valsen. Så den med at det bliver jul den syttende fordi lyset er blevet glemt bliver vist ikke i år. I det hele taget er børnene ikke vant til at fejre jul, og ved nærmest ikke hvad det er bortset fra at de plejer at få lidt flere penge og mad ud af at tigge ved juletid. Gaver og juleslik er de i hvert fald ikke spoleret med.

 

D. 1. december som jo er i dag er også John Marks fødselsdag. Det fejres med filmaften hos Lars i hans hus og fødselsdagsbarnet vælger naturligvis filmen. I øvrigt en fiml som uden tvivl var forbudt for børn i Danamrk, men sådan er der så meget. De her børn er måske også lidt mere hardcore end de fleste skandinaviske børn. Fødselsdag her er ikke noget gaveræs, men Johny, deres far, havde lavet en fin kage, med glasur i stride strømme. Midt i filmen holdt vi timeout til kage og fødselsdagssang på tre sprog, Tagalok, engelsk og dansk. Monica har det på video. Jeg må se om jeg ikke kan få den med hjem. Og for at runde af kastede Lars kone Monika lige en neger-slave-slager ind. Den lile gut var vist slet ikke vant til alt den opmærksomhed. Selv filippinere han blive røde i hovedet så det skinner igennem det brune. I morgen er der fødselsdag igen, så der skal bi se mere film, og på søndag og den 7. og den 11. Hele december er proppet med fødselsdage.

 

Nov
29
2011

Skriv en overskrift

Jeg var så skuffet da jeg stod op i mandags. Min ovn var væltet. Det så ud til at min bambus-indmad var for svag kombineret med at det pissede ned hele natten med vind fra den retning der er smadder uheldig for det halvtag som jeg har stillet ovnen under. Så pillede jeg det hele ned og tog bambussen ud og byggede ovnen én gang til. Denne gang skal det foregå i flere etaper og med tykkere vægge. Jeg håber det går bedre.

Bagefter var svenskeren med til at lave ler. Hun er dyrerettighedsforkæmper og aktiv i greenpeace. Jeg kan ikke helt tage det alvorligt. Hernede lever mennesker på sultegrænsen og dør af forkølelser, og hun vil gerne rede delfinerne. Hun er også vegetar, hvilket bare ikke er særlig praktisk lige her. Vi har stadig ikke fundet ud af hvad hun skal lave hernede, men hun han godt lide børn.

Om aftenen ville jeg gå til købmanden for at skaffe vaskepulver. Så mødte jeg to stairway gutter som var på vej op på bjerget for at se solnedgangen, og de lod mig komme med. Det viste sig at det med solnedgangen vist bare var et påskud for at møde deres vender til en omgang absint og sang på tagalo. Det var meget hyggeligt. Jeg har nu lært at der er aber i junglen, store aber som stjæler mad og skrald hvis ikke man skyder sten efter dem med slangebøsser. Jeg har også lært hvilke blade der hjælper på hoste og diabetes. Desuden er jeg blevet inviteret ud og fange blæksprutter på lørdag, med en fisker gut, som kender Lars fordi han engang havde en lerovn til pizza.

Drengene lærte mig at vaske tøj i dag. Her gik jeg og troede at jeg godt kunne finde ud af at vaske tøj. Sådan er virkeligheden slet ikke. Jeg kan hverken gøre det i den rigtige rækkefølge eller skrubbe hårdt nok. Jeg tror de synes jeg var lidt håbløs, men de var meget tålmodige. Til gengæld var de meget imponerede over mit tempo på dreamcatcherne som vi flettede i håndarbejde. Når man er ny skal man bruge brugt snor med knuder på. Senere når man har vist sig værdig, får man lov at bruge det nye snor. Jeg tror nok jeg beviste mit værd i dag, så jeg må bruge det nye snor næste gang.

Jeg er lige kommet hjem fra stranden med guitarspil, øl og late-night-swimming. Der var også nogle flagermus og et dyr ude i vandet som vi aldrig fik identificeret. Muligvis en haj. Nu vi er ved dyr, så har jeg for nylig oplevet de største insekter ever. Jeg tror nok det var en knæler der sad uden for min dør i dag. På størrelse med min lille finger. I går morges sad der en edderkop på morgenbordet som havde mere hår på benene end mig. Den var stor som en kartoffelske og brun. Der var ikke nogen af dem der var farlige, men en oplevelse alligevel.

Jeg var med til fodboldtræning. Det havde regnet hele natten og dagen før, så det var et stort pløre. Svenskeren og jeg spillede med nogle af de små uden sko på mens de store drenge pillede på en parkeringsplads ved siden af banen. Så blev der turnering og alle var med på skift. Vi vandt 6-3 tror jeg nok. Det kostede godt nok en blå negl og en skadet ankel til tacklingerne, men det var det hele værd. Mon ikke jeg kan være rollemodel for nogle piger hernede. Imens som hunden på alt det regntøj jeg havde med.

Jeg skal undervise i keramik i dag, onsdag. Jeg er meget spændt. Jeg har fået lov til at undervise selv om ovnen ikke er færdig, så deres produkter ikke kan blive brændt. De har bedt mig lave undervisningsplaner og didaktik og alt muligt. Så jeg har planlagt at de skal lave en kop og bagefter må de freestyle. Jeg er lidt nervøs. Men børnene er helt kullerede og bliver ved med at spørge mig om jeg er sikker på at det bliver og om det er kl 10. En af lærerne har lovet at tage billeder.

Min ovn vokser for resten stødt og roligt. Jeg tror den bliver mere stabil denne gang og er forhåbentlig færdig sidst i denne uge. Men til gengæld er min skovl blevet væk. Jeg håber at nogen bare har ryddet den op. Jeg var nødt til at skælde ud for første gang den anden dag. Der er en dreng som er meget sød, men ind imellem lidt for frisk. Han ville ind og stå i ovnen og var ved at vælte hele molevitten. Så blev mor hidsig. Man må nemlig kun være med hvis man har respekt for leret, sagde jeg til ham. Og det høflige barn gav mig en undskyldning, og han mente den. Her er altså ikke noget der hedder curling børn. De er simpelthen så velopdragne.

Jeg var med nede og lege kop-leg. De har en leg der går ud på at alle har to kopper og så har de en serie hvor de lapper i hænderne og klapper kopperne på gulvet i en bestemt rytme, så det bliver en mellemting mellem musik og en dans. Det er mega svært. De sad og var koncentrerede i halvanden time uden pauser, og i skrædderstilling!!! Se lige hvilket dansk barn der kan det. Jeg er et fjols til det. Jeg kan hverken sidde i skrædderstilling eller huske rækkefølgen. Men jeg tror nok vi øver igen i morgen aften.  

Nov
26
2011

Her kommer næste afsnit i min følgeton

Idag har jeg brugt hele dagen på arbejdet med min lerovn. Jeg er meget spændt på om den lykkes. So far ser det lovende ud. Jeg har bygget et bambus skelet af nogle unge bambus grene. Og jeg har lært at bambus har torne, hvem skulle ha troet det. Men jeg lånte en sabel, -jo en sabel- til at skære dem til med og hugge piggene af. Bagefter lavede jeg en bund af sandsten og stilede skelettet ovenpå. Jeg har besluttet, efter utallige mislykkede forsøg på at teste dem i et bål, at sandsten ikke springer. Bambus kan ikke brænde, ikke en gang bladene når de er tørre. Det er meget nyttig viden som jeg har tilegnet mig på den besværlige måde. Jeg må have samlet noget brænde en af dagene som kan tørre. Uden på skelettet klappede jeg jord/ler, som jeg har trampet med vand i en stor balje. Jeg har stillet ovnen et sted som folk ser når de kommer forbi, så der er et par stykker som er vældig tiltrukket af projektet. Et par af drengene hjalp mig med at hente leret på en bakke i nogle vældig tunge spande på nogle vældig stejle og smattede stier. En gut som ellers arbejder på byggepladsen ville gerne være med, så han hjalp mig med at klappe mudder og mudder med savsmuld udenpå, for isolering. Han er meget interesseret i at være med til potte delen også. Han har engang lavet en stor skupltur af noget ler han fandt på en byggeplads. Men en dag han ikke var hjemme smed hans søskende den ud, fordi de syntes den var lidt i vejen. Han viste den til mig, men den havde ikke noget hoved. Til gengæld var der noget medet fint rødler udenfor hans hus….hvor han bor med sine 5 søskende, kone, og forældre… Lidt crowded tror jeg. Men nu har jeg i hvert fald en mudder-makker, og tre forskellige lertyper. Jeg har to slags på mit kontontor som jeg har renset for sten og æltet. Lige til at dreje. Jeg glæder mig til drejeren kommer i stand.

Lars er helt vildt begejstret for mit projekt. Han synes det er helt fantastisk at jeg kan lave en helt masse ud af ingenting. Godt for børnene at se at ting kan ske hvis man gør noget og går i gang.

Lige et stemningsbillede af situationen pt: det øser ned. Jeg sidder i t-shirt i ”spisesalen” et halvtag af strå, sammen med gutterne, de frivillige og et par af drengenes ”fædre”. Vi akompagneres af billedkunstlæreren på guitar og en anden på trommer. Det er vist John Lennon, tror jeg. Lige om lidt kommer alle børnene, de vasker op nu, så går vi op og ser lørdagsbørnefilm alle sammen hos Lars.

Ha det godt, til vi ses igen.

Nov
24
2011

Så er jeg landet og koblet til net

I de varme Lande

Så fik jeg endelig tid til at skrive lidt herinde. Jeg har haft lidt travlt siden jeg ankom, men nu er jeg sat så meget ind i tingene at jeg kan skrive lidt mere om hvad det hele egentlig går ud på.

 

Om indsamlingen

Først vil jeg sige tak for hjælpen til de børn på Arnborg skole og Hals skole som hjalp med donation af regntøj og fodboldstøvler og udstyr. Jeg fik samlet i alt 20 kg. Det var flot og der bliver sat stor pris på det, kan i tro. Det er endnu ikke blevet delt ud, da fodboldtræneren har travlt med mange projekter, men jeg kan fortælle lidt om hvad der skal ske med det.

 

Stairway, mangyanerne og fodbold

Der er ca. 12 børn i alderen 10-14 år her på centeret hvor jeg bor, som også er et midlertidigt børnehjem. Børnene kommer fra gaden eller fra fælgseler i hovedstaden Manila. Her på Stairway giver man dem en uddannelse der svarer lidt til jeres og man forsøger at give børnene kompetencer så de kan passe på sig selv når, når de skal videre i livet. For eksempel lærer de om børns rettigheder og om konflikthåndtering. En del af børnenes undervisning er fodbold.

 

Udenfor Stairway bor Mangyanerne, et stammefolk der er undertrygt og ekstremt fattigt. Stairway vil gerne hjælpe Mangyanerne på forskellige måder og en af måderne er at lade Mangyan-børnene deltage i fodboldundervisningen. Det går ud på dels at det er godt for børnene at dyrke sport, dels går det ud på at nedbryde nogle barriere, så det bliver mindre underligt for børnene og deres forældre at interagere med os i Stairway. Vi forsøger at blive ”gode venner” med mangyan stammen. Mangyan børnene har ingen fodboldstøvler fordi der er meget fattige. Hvis vi gav dem støvlerne med hjem ville de ikke holde længe fordi vejret er så fugtigt og fordi husene hos mangyanerne er meget ringe, de er lavet af strå, og der er ingen møbler overhovedet. Støvlerne og fodboldudstyret kommer til at ligge hos Stairways fodboldtræner. Når børnene er med til fodbold, låner de udstyr.

 

Regntøj

Regntøjet som jeg har med bliver nok delt ud blandt mangyanernes børn, så de kan bruge det når de skal i skole. Regntøjet er meget vigtigt for dem fordi hvis de bliver våde og kolde kan de blive forkølede eller syge. Hos os er det ikke så vigtigt, så bliver man nok rask igen. Men for en Mangyaner er det farligt, for de har ingen adgang til lægehjælp. De har heller ikke mulighed for at skifte tøj, de har ofte kun det de har på. Samtidig bor de så fattigt at de smitter hinanden meget let. De bor gerne to forældre og 7 børn i en hytte uden strøm og uden rent vand. Mange familier har ikke mulighed for eller viden om hygiejne til at undgå bakteriespredning. Regntøj er derfor nødvendigt for at det er sikkert for børnene at gå til og fra skole.

 

Billeder

For beskyttelse af børnene er der strenge restriktioner i forhold til at tage billeder af børnene og bruge dem på internettet. Jeg vil gerne sende billieder af fodboldtræningen og af fodboldholdet, men billederne skal godkendes først. Det kommer forhåbentlig senere.         

 

Nu til det store billede

Jeg kom frem til Stairway Lørdag eftermiddag og blev mødt af 14 børn, Monica (stifteren af organisationen) og Birgit, som er dansker og på ferie hernede hver vinter. Vi tog til stranden, som er lige på den anden side af vejejn og jeg fik en dukkert mens børnene spillede rundbold i solnedgangen. Stedet kunne være et postkort: hvide sandstrande, koralrev, palmer, jungle, bjerge, solskin…i kender det alle sammen. Superdejligt.

 

Stairway

Stairway centeret er en mellemting mellem en højskole, et kursuscenter og et administrativt knudepunkt for en lang række projekter i området. Fysisk er det en labyrint af huse og kontorer af bambus forbundet med stier og trapper af sandsten alt sammen midt i junglen. Det er alt sammen meget familiært og vi kalder hinanden for Kuja og Ate (bror og søster), hvilket ikke skal forbindes med at samfundet er katolsk. Her er ikke primitivt på nogen måde, her er både toiletter og trådløst internet. De spiser ris med ris og tørret fisk, kyllig hvis man er heldig. Jeg er vild med maden men kaffen er elendig, det skyldes en eller anden konflikt mellem nogle kaffeproducenter.

 

Baklayan

Indtil videre bor jeg her på centeret, men i næste uge, alt efter hvor bogstaveligt man skal tage advarslerne om filipin-time, flytter jeg op på bjerget, Baklayan hvor mangyanerne også bor. Der er en stor hytte af træ og bambus i forbindelse med et projekt med en økologisk farm. Den har til formål at inspirere mangyanfolket ud i landbrug og af producere økologisk gødning, hvilket er nødvendigt for jordkvaliteten her. Produkterne skal dels supplere Stairways køkken og dels forsyne en frokostordning som vi er ved at etablere på den lokale skole.

 

Ler

Mit lerprojekt skal primært foregå oppe på Balkayan. Her vil jeg lede efter ler af en kvalitet der kan bruges til at bygge et komfur til huset, til at bygge en keramikovn og til at lave keramik af. Indtil videre er jeg kommet så langt at halvvejs oppe af bjerget har jeg fundet fantastisk rødler. Jorden hernede er spækket med sandsten og marmor. Jeg håber jeg kan bruge sandsten til at bygge komfuret og ovnen i kombination med ler. Jeg skal lige have fundet ud af om sandsten er nogenlunde ildfast. Derfra må det blive eksperimenter med brændinger og typer af magring af leret.

Senere kommer forhåbentlig en drejer til at stå deroppe.

Målet er at få gang i en produktion og inddrage mangyan kvinderne. Hvis jeg kan videregive nogle af mine kompetencer og min viden om ler kan de forhåbentlig producere noget der kan supplere deres indkomst. Indtil videre er deres eneste indkomst deres flettede kurve, som i øvrigt er meget smukke og af høj kvalitet. Jeg håber jeg kan hjælpe dem til at få en kontakt i Jylland, til at sælge nogle. Jeg talte med en mangyan kvinde for et par dage siden om ideen, og hun virkede meget interesseret. Hvor meget der er kulturel høflighed, må tiden vise.

Senere kan jeg muligvis etablere et værksted for børnene på Stairway centeret. Da jeg vise dem en fløjte jeg havde lavet var de helt eksede for at jeg skulle vise dem hvordan man gør det.

 

Flytning til Baklayan

Jeg er meget spændt på hvordan det bliver at flytte op på bjerget. Tilsyneladende er det ikke helt vildt nemt at være kvinde, hvis man vil have noget at skulle have sagt, og slet ikke en hvid én. Mændene som stadig arbejder på at gøre huset helt færdigt virker temmelig overraskede og usikre når jeg kommer ind. De snakker heller ikke så godt engelsk, at jeg kan regne ud hvad der foregår. Desuden har det vist sig at jeg ikke må gå op på bjerget selv før jeg er introduceret til stammehøvdingen og borgmesteren, de to som tilsyneladende skraber alle pengene til sig på bekostning af mangyanerne. Indtil videre går jeg i hælene på en amerikaner der har været frivillig her siden sommerferien og skal være her i 2 år. Han taler deres sprog en smule, men nok til at han kan begå sig. Han er meget hjælpsom med alting og forklarer mig alle de kultur barrierer der gør at alting går lidt langsomt.

Jeg har lige fået at vide at der kommer en frivillig svensker på lørdag, som muligvis skal på Baklayan sammen med mig. Det glæder jeg mig til.  

 

Fødeklinik

I søndags, som noget af det første jeg gjorde, stak jeg mig på et insekt som jeg reagerede allergisk på. Det var ikke så fedt indtil jeg fandt ud af at der var en læge i nærheden (hvilket ikke sker særlige tit, og nærheden er faktisk temmelig langt væk) fordi en gut på Stairway havde en aftale. Jeg tog bare med for en sikkerheds skyld og det viste sig at lægen er den samme læge som driver fødeklinikken. Det må da vise at mit held er vendt. Mit bistik var ikke vigtigt, men han udskrev iboprofen til mig. Fred med det. Det fantastiske var at hans kone, en amerikansk jordemoder, gerne ville lade mig se fødestuen og, hvis det lod sig gøre, lade mig overvære en fødsel. Så nu er jeg på kald.

Vi har et projekt om svangreundersøgelser i støbeskeen til mangyanerne, som ikke bliver tjekket i graviditeten. Jeg håber den amerikanske jordemoder kan hjælpe med research omkring gravid- og fødekultur.

Der er i øvrigt meget bedre muligheder for at studere fødekultur her, end der var for mig i Indonesien. Hvis nogen har planer om noget med valgfri, kunne det her sted være en mulighed.

 

Nu må jeg gå, de ringer på klokken, det betyder frokost.

 

Nov
24
2011

Det gjorde der så ikke

Da jeg kom til Mønsted skole for at hente eventuelle donerede støvler, blev jeg lidt skuffet. Der var slet ingen der haved haft støvler med. Tilgengæld var der mange der sagde at de selvfølgelig havde støvler jeg måtte få, men de havde glemt dem. De ville gerne aflevere dem fredag i stedet. Men det kunne man jo ikke fordi jeg var taget afsted.

Nov
14
2011

Oplæg i Mønsted

Det var smadder hyggeligt. Og sikke nogle disciplinerede børn jeg mødte. De var helt stille og lyttede. Jeg håber der kommer mange fodboldstøvler fra dem, de har lige størelsen.

 

4ec102e28c3e014112011.jpg4ec102cd6029914112011.jpg

Nov
13
2011

12-11-11 Frivillig i Stairwayfoundation

På den her side har jeg intentioner om at skrive noget om mit frivillige arbejde i Filippinerne. Jeg tager afsted på fredag ved frokosttid og kommer hjem engang midt i maj, om alt går efter planen. Man skal nok ikke forvente alt for mange rejsemails og postkort.

Imorgen tager jeg på Mønsted Skole og holder et oplæg om projektet for mellemskolingen og udskolingen med indsamling af brugte fodboldstøvler som formål. Jeg har lavet et powerpointshow.

 
Panel title

© 2017 idabuch

Antal besøg: 967

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,49997591972351sekunder