hermione - Voldmord/Voldemort
March
6
2010

Du-Ved-Hvems støttere

De folk som hjælper Lord Voldemort, falder fortrinsvis i tre kategorier.

De første er dem som bliver TRUET til at hjælpe. Stillet over for udsigten til deres egen eller deres familie snarlige død, kan de fleste ellers nok så restkafne folk komme til at tale over sig.

 

De næste er dem som bliver FORTRYLLET til at hjælpe. Imperius-forbandelsen er en af de tre Utilgivelige Forbandelser, og er meget brugt af de folk som hjælper Voldemort. Med Imperius-forbandelsen er det muligt at overtage kontrollen med en anden person; bevidstheden sættes ud af spillet og kroppen gør bare som den får besked på. Dette er meget nyttigt til at skaffe sig informanter og hjælpere på steder hvor det er svært at true sig til adgang, f.eks. i Ministeriet for Magi.

Ved retsopgørene under og efter Lord Voldemorts første regime påstod stort set alle anklagede at de havde handlet under Imperius-forbandelsen og derfor ikke var ansvarlige for deres handlinger.

 

Til sidst er der dem som hjælper fordi de STØTTER Voldemorts sag eller selv håber at få noget ud af det.

De sidste er dem som den normale troldmandsbefolkning vil betragte som de værste. De har aktivt valgt at gå ind i Voldemorts tjeneste og de fleste af dem har ingen kvaler med at dræbe og torture - og gør det lige så gerne på eget initiativ som på Voldemorts bud.

Disse folk er at finde i Voldemorts inderkreds, Dødsgardisterne.

 

 

DØDSGARDISTERNE

 

Voldemort myrder sjældent selv. Det har han sine Dødsgardister til.

De er hans håndlangere og det er dem som sørger for at opbygge og vedligeholde deres net af informanter, sørge for en passende respekt ude i befolkningen og at straffe frafaldne - hvis nogen da tør sige fra over for Mørkets Herre.

Alle Dødsgardister kan kendes ved at de på deres venster underarm har et mærke brændt ind i huden: Mørkets Tegn, Lord Voldemorts mærke. Gennem tegnet er hver enkelt Dødsgardist bundet til sin herre. Lord Voldemorts styrke afspejles også i mærkerne. Når han er stærk, er mærket klart, tydeligt og mørkt på armen, mens det blegner når han er svag.

Hvis Voldemort rører ved tegnet på en enkelt Dødsgardists underarm, vil alle andre Dødsgardister kunne mærke det, og vide at de er kaldet til Voldemorts side. I løbet af ganske få minutter vil hele inderkredsen have transferet sig til samling. Kun de allermodigste - eller de som har fået tildelt en opgave - tør blive væk.

Dødsgardisterne er en ret blandet flok, men kernen i Voldemorts inderkreds er ret ensartet: De er næsten alle sammen rekrutteret i de gamle troldmandsfamilier hvor Muggler-hadet florerer og der er en udbredt accept og brug af mørk magi til alskens formål. Hans støtter er opdraget i aristokratiet og er vant til at kunne gøre som de vil, især på deres egne godser hvor de lystigt kommanderer rundt med deres stab af husalfe.

I modsætning til Ministeriet for Magi anerkender Lord Voldemort den måde de ønsker verden indrettet. Og med deres aristokratiske baggrund falder det dem langt mere naturligt at støtte op om en stærk mand, end at anerkende et Ministerium hvor alle har lidt indflydelse og der er valgt en minister som en kranskagefigur der tager sig af alle formaliterne.

Dertil kommer en del unge ildsjæle af blandet baggrund som er blevet fanget ind i Voldemorts net af den ene eller den anden grund.

For bedre at kunne forstå hvilke typer der ender som Dødsgardister har jeg her lavet en kort gennemgang af en række troldmænd med meget forskellig baggrund og karriere inden for Voldemorts rækker:

 

LUCIUS MALFOY

Det patriarkalske overhoved for en ælgammel troldmandsslægt. Er stor tilhænger af Lord Voldemorts verdenssyn og politik, men føler ikke specielt stor loyalitet overfor sin herre eller hans sag. Han kunne dog ikke finde på at prøve at overtage tronen i Voldemorts fravær, det er han slet ikke modig nok til. Det vigtigste for ham er at redde sig selv så stor en bid af kagen som muligt og holde sin egen slægt som en af de førende. Han er hovmodig og arrogant, men når det hele brænder på er han den første til at gå i skjul.

 

DRACO MALFOY

Overtog sin afdøde faders plads som soldat i Voldemorts hær.

 

REGULUS BLACK:

Yngre søn af en gammel troldmandsslægt. Ikke specielt ond af sig, men følte sig sandsynligvis presset til at gå i Voldemorts tjeneste for at leve op til familiens ry og forældrenes forventninger. Prøvede ret hurtigt at komme ud af det hele igen, og måtte bøde med sit liv.

 

BARTY FERM JR.

Søn af en af de ivrigste Voldemort-modstandere. Har af en eller anden grund vendt sig mod den mørke magi og er blevet en af Voldemorts ildsjæle som virkelig brænder for sagen og vil gøre alt for den. Dette beviste han ved koldblodigt at slå sin egen far ihjel.

 

PETER PETTIGREW

Har ikke nogen baggrund blandt mørkets troldmænd, deler så vidt vides ikke Voldemorts ideer og voksede op sammen med nogen af dem som senere skulle blive nogle af de mest ihærdige Voldemort-modstandere. Han vendte sig sandsynligvis mod Voldemort i en søgen på accept, en accept han også fik fordi han her kunne gøre nytte som spion. Troskab var det dog ret småt med dengang Voldemort ikke længere kunne beskytte ham. Nu er han i Voldemorts tjeneste af nød, da det er det eneste sted han er nogenlunde sikker.

March
6
2010

Du-Ved-Hvem

VOLDEMORTS AFSTAMNING

Voldemort blev født på et børnehjem i London den 31. december 1926 af en ung heks ved navn Merope Barsk. Kort efter fødslen døde den unge mor, men inden da nåede hun at give barnet et navn: Romeo Gåde efter hans far, og Detlev efter hendes egen far, barnets bedstefar.

Merope havde været vanvittigt forelsket i Muggleren Romeo Gåde, som var søn af den lokale godsejer. Hun forførte ham - sandsynligvis ved hjælp af en kærlighedseliksir - og de to stak af sammen, giftede sig og hun blev gravid. På et tidspunkt stoppede hun med at give sin mand kærlighedseliksir, og så snart han vågnede op af fortryllelsen, forlod han hende og rejste tilbage til sine forældres gods.

Hans ulykkelige hustru kunne ikke vende tilbage til sin egen familie, da de var af Salazar Slytherins efterkommere og både havde arvet hans evner som Slangehviskere og hans Muggler-fjendske holdninger. For dem var Merope en forræder fordi hun i stedet for at hade Mugglere havde forelsket sig i en. Da hun ikke havde noget sted at tage hen, tog hun i sin højgravide tilstand til London. Her endte hun med at måtte sælge sine smykker, heriblandt et arvestykke fra Slytherin.

Merope overlevede ikke selv, men det gjorde hendes barn.

 

VOLDEMORTS OPVÆKST

Romeo Gåde Detlev Jr. voksede op på det børnehjem i London hvor han var blevet født. Allerede tidligt viste han tegn på stærke magiske kræfter samt en for troldmandsbørn usædvanlig kontrol over kræfterne. Endnu mere bekymrende var at han ingen tegn viste på at have medfølelse med andre.

Allerede dengang følte han at han var noget særligt, og gjorde intet for at prøve at passe ind, men alt for at hævde sig i forhold til de andre børn og for at sætte sig i respekt ved hjælp af angst.

Da Professor Dumbledore dukkede op med Romeos indkaldelse til Hogwarts, var børnehjemmet kun glade for efter 11 år endelig at slippe af med den særegne dreng.

 

SKOLEÅRENE

På Hogwarts udmærkede Romeo sig ved at være en fremragende elev: intelligent og ambitiøs, det idelle Slytherin-materiale. Gennem sin skoletid gjorde han en imponerende karriere som vejleder, præfekt og en af Horatio Schnobbevoms absolutte yndlinge. Den eneste som Romeo ikke kunne sno omkring sin lillefinger, var Dumbledore, som altid havde holdt et vågent øje med ham.

Allerede i sin Hogwarts-tid samlede Romeo de folk omkring sig, som senere skulle blive hans inderkreds af Dødsgardister. Han opdagede også sin evne til at tale med slanger og fandt ud af at han nedstammede fra Slytherin. Blandt sinde venner kaldte han sig Voldemort, fordi han ikke ville lade sin usle Muggler-fars navn besmitte Slytherins ædle blod.

Af de ting som ingen så dengang Voldemort var en top-elev på Hogwarts var, at det var ham, der på sit 5. år åbnede Hemmelighedernes Kammer og slap Slytherins monster ud. Resultatet var en uskyldig piges død. For at dække over sig, fik han skylden placeret hos Hagrid og indkasserede for sin indsats en æresplatte i Trofærummet. Han kunne ikke længere åbne Hemmelighedernes Kammer, af frygt for at blive opdaget, så derfor fandt han en måde hvorpå han kunne gøre det igen når den rette tid kom.

Til dette formål havde han brug for at kunne efterlade en bid af sin sjæl. Den unge Voldemort opsporede sin far, og slog både Romeo Gåde og hans forældre ihjel. Ved mordet fik han splittet sin sjæl og kunne således indkapsle en del af sig selv i sin gamle dagbog. Herefter lå dagbogen bare og ventede i 50 år på en chance for at få fat i en person at tage livskraft fra, så Voldemort endnu engang kunne åbne Hemmelighedernes Kammer.

Det ser ud til at Voldemort allerede dengang, på trods af sin unge alder, var besat af tanken om at spalte sin sjæl i syv dele og derigennem opnå udødelighed.

På trods af alle disse mørke gerninger, så så omverdenen ham stadig blot som en dygtig og ganske uskyldig dreng, og mange foreslog ham at søge et job i Ministeriet da han stod for at skulle forlade Hogwarts efter sit 7. skoleår. Til alles overraskelse tog han i stedet et job hos Borgin & Burkes, en forhandler af skumle magiske genstande i Tusmørkestræde - den selv samme butik som hans mor 18 år tidligere havde solgt sine arvesmykker til.

De næste 30 år bliver Voldemort mindre og mindre menneskelig mens han går efter at opfylde sine mål. Han er leder for Dødsgardisterne, som for en stor del består af hans gamle kammerater fra Slytherin.

 

MOD MAGTEN

Fra 1971 gik det pludselig stærkt. Voldemort og hans Dødsgardister lod alle hæmninger falde og deres terrorregime tog sin begyndelse. Deres holdninger var meget Slytherinske: Mugglere er ikke værdige til at leve og Mugglerfødte er ikke værdige til at kalde sig troldmænd.

Dødsgardisterne er Voldemorts inderkreds og de er frygtet for deres brutalitet. De myrdede folk som nægtede at støtte Voldemort, og mord på uskyldige Mugglere var i de tider slet ikke ualmindeligt. Deres foretrukne forbandelser var de tre Utilgivelige forbandelser: når de myrdede, brugte de Avada Kedavra-forbandelsen som dræber i et grønt lysglimt; de torturede deres ofre med Doloroso-forbandelsen, så mange blev sindssyge; og de underlagde sig folks viljer med Imperius-forbandelsen.

Folks største skræk i den tid var at komme hjem og dér at finde Mørkets tegn (et stort og lysende grønt dødningehoved med en slange ud af munden) svævende over deres hus og deres familie liggende døde indenfor, dræbt af Avada Kedavra-forbandelsen.

Det var dog ikke kun Mugglere og folk med Muggler-relationer der var i fare. Reelt set kunne ingen vide sig sikker, og det var svært at skelne mellem ven og fjende fordi Voldemort både benyttede sig af spioner og stikkere, overtalelse, afpresning og Imperius-forbandelsen til at skaffe sig støtter og informationer.

Heller ikke hans tilhængere kunne vide sig alt for sikre, for Voldemort har aldrig haft nogen skrupler ved at gøre kort proces med folk som han ikke er tilfreds med.

På Voldemorts side var også kæmperne samt andre magiske væsner der traditionelt har været undertryk i troldmandsverdenen, men som under Voldemorts regime kunne få lov at udfolde sig frit og brutalt.

I ti år så det ikke ud til at noget kunne stoppe Voldemort, men så skete der noget han ikke havde regnet med...

 

VOLDEMORTS FALD

Voldemort hørte gennem en af sine trofaste støtter at der var blevet fremsagt en profeti, hvori det sagdes at et nyfødt barn skulle blive den som kunne slå ham ihjel. Det kunne han selvfølgelig ikke acceptere, og fik derfor fremskaffet oplysninger der skulle hjælpe til at hindre dette.

Barnet måtte være den lille Harry Potter, som Dumbledore havde fået gemt af vejen sammen med hans forældre Lily og James Potter. En god ven af det unge par forrådte dem til Lord Voldemort som i 1981 troppede op i deres hjem i Godric Hollow en sen aften og dræbte først James, så Lily, som prøvede at beskytte barnet. Herefter vendte han sig mod den lille Harry som på det tidspunkt blot var et år gammel. Voldemort kastede Avada Kedavra-forbandelsen over barnet, som han havde gjort med så mange andre, men besværgelsen slog tilbage og ødelagde Voldemort. De fleste troede ham død, men fordi han havde delt sin sjæl, var dette ikke muligt. Han mistede sin krop og forsvandt i eksil i en fjern afkrog af verden, hvor han levede i ubemærkethed de næste ti år.

 

GENREJSNINGEN

Fra 1991 og frem var Voldemort kommet så meget til kræfter at han kunne forsøge at vende tilbage. Fordi han stadig ikke havde nogen krop, måtte han have hjælp af andre, men det har aldrig været svært for Lord Voldemort at overtale folk til at gå over på sin side. Hans forsøg i 1992 på at stjæle De Vises Sten og bruge den til at lave Livseliksir blev dog forpurret af den på det tidspunkt 11-årige Harry Potter.

I 1995 genvinder han sin krop gennem mørk magi, og han samler igen Dødsgardisterne (de af dem som er på fri fod), som siden hans fald var blevet spredt for alle vinde.

På trods af advarsler benægter Ministeriet for Magi muligheden for Lord Voldemorts tilbagekomst fordi de ingen konkrete beviser har. Voldmort er da heller ikke interesseret i at gøre opmærksom på sig selv, men holder lav profil og udnytter at han har frie hænder til at styrke sin position. Da ingen er opmærksomme på faren, er det uhyggeligt let for Voldemort og Dødsgardisterne at underlægge folk Imperius-forbandelsen, og ingen reagerer på faresignalerne.

Det er dog ikke muligt at hemmeligholde tilbagekomsten i al evighed, og efter et år, går det da også op for Ministeriet for Magi, Profettidende og dermed den samlede troldmandsverden, hvad der er sket mens de vendte hovedet den anden vej.

Tilstandene er nu mere eller mindre tilbage til hvad der kendtes fra perioden 1871-1981, med næsten ugentlige mord og folk der er sporløst forsvundet.

En ting er dog anderledes: Harry Potter er rede til at tage kampen op mod Lord Voldemort, og det er forudsagt at "ingen af dem kan leve, hvis den anden overlever.”

 
Panel title

© 2017 hermione

Antal besøg: 9014

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,32246112823486sekunder