Gastroschise - Vores historie
 

Jeg fandt ud af at jeg var gravid d. 22 september 2010 og min termin hed 25 maj 2011. Alt var perfekt, vi var så klar på at skulle have barn og vi glædede os til at komme til den første scanning som alle andre der venter sig. Vi bor i Sydhavnen i Kbh og er tilknyttet Hvidovre hospital og det var her min første scanning fandt sted.. Jordmoderen scannede og scannede og hun sagde ingenting. 45 min lå jeg der på briksen og set tilbage kan jeg godt se der var noget mistænkeligt over hele situationen, men det lagde vi ikke så meget i da vi bare regnede med at jordmoderen var af få ord. Jordmoderen fortalte at hun blev nød til at hente en overlæge, og hun undskyldte det hele med at hun ikke kunne få et ordentlig nakkemål (nakkefold). Efter yderlige at være blevet scannet nedenfra i 45 min, siger overlægen at jeg kan rejse mig op og tage tøj på. Hun er meget sød og smilende så jeg går egentlig ud fra alt er som det skal være. Så sætter vi os ned og hun springer bomben: Jeres baby ligger med tarmene udenfor kroppen. Jeg vidste godt hvad det betød, for ikke længe i forvejen havde jeg set en dokumentarserie om en fødegang i England, hvor en kvinde fødte et barn med Gastroschise. Vi snakkede frem og tilbage, og overlægen fortalte hvad det hele indebar og hvad vi kunne forvente. Jeg fik foretaget moderkagebiopsi kort tid efter for at udelukke kromosomfejl, for børn med bugvægsdefekter har ofte dette.

Og det var egentlig starten på en rigtig svær graviditet, ikke fysisk, men psykisk. Vi gik til scanning hver 14 dag, og fra uge 24 blev vi overflyttet til Rigshospitalet (man operere kun Gastroschise børn på Odense UH og på Riget). Jeg kom først til jordmodersamtale i uge 28, for hospitalerne var ikke enige i hvor jeg skulle have jordmoder henne. Jeg nåede at komme til JM samtale 3 gange, og det gjorde egentlig ikke så meget for mig, for vi blev tjekket rigeligt, både af egen læge, til scanningerne + de mange læge/kirurg samtaler vi var til. Jeg fik valget om jeg ville føde naturligt eller om jeg ville have kejsersnit, og jeg var meget i tvivl. Jeg overvejede gennem hele graviditeten fordelene og ulemperne ved almindelig fødsel og KS, men ingen af delene talte for eller imod, jeg var egentlig bange for begge dele. Tiden gik og jeg kom til uge 34+5 og vi skulle til scanning. Vores lille drengs tarme var begyndt at udvide sig og jeg kommer akut til lægesamtale.. Lægen sagde koldt og kontant, baby skal ud og jeg fik en tid 10 dage efter. Fredag d. 29/4-2011 skulle vores dreng altså komme til verden, og dagen før det planlagte KS skulle vi til anæstesi lægesamtale.

Torsdag d. 28/4-2011 vågner jeg op tidligt om morgenen med lidt murren i underlivet. Jeg tror lidt det er min hjerne der spiller mig et pus nu hvor dagen for kejsersnittet er kommet så tæt på. Så jeg lægger mig til at sove igen. 2 timer efter vågner jeg igen ved dette ubehag, og jeg går på toilettet. Jeg har overhoved ikke blødt igennem graviditeten så det overrasker mig meget så jeg tørre mig, for papiret er der gammel blod. Kl. er omkring 8 og vi har tid hos narkoselægen 10,30 så jeg ringer ind til fødegangen. Vi tager derind og jeg får kørt strimmel og de kan godt se jeg har lidt sammentrækninger, men det er ikke noget de vil gøre noget ved da jeg jo skal have KS dagen efter. Vi tager til narkose samtalen og tager derefter til optiker (tjek på mine kontaktlinser).. Efter det tager Kevin (min mand) og jeg ud og spiser sen frokost, for vi vil lige nyde hinanden inden vi bliver forældre. Mens vi sidder og spiser gør sammentrækningerne mere og mere ondt så vi skynder os at spise og tager derefter hjem. Jeg går på toilettet. Denne gang er det ikke gammelt, men frisk blod og det går op for mig at min fødsel er gået i gang af sig selv og det er småveér jeg har. Jeg tror vi når at være hjemme i en times tid, og så er vi ellers på vej i taxa til Riget. Vi når kun lige at pakke en lille kuffert med det mest nødvendige. Jeg får igen kørt strimmel og der er godt gange i veérne, men de er ikke store.. Nogle små nogle med kort interval. I løbet af aftenen går jeg fra at have lukket livmoderhals til at være 1 cm åben. Jeg får en cocktail (blandet smertestillende) og Kevin og jeg får vores egen stue hvor vi kan overnatte.. Sygeplejerskerne og jordmoderne er enige om at hvis jeg åbner mig mere end 3 cm, så ville de lave akut KS. Det sker heldigvis ikke..

Fredag d. 29/4-11:

Kl. er 8:00 og Kevin og jeg er mødt op på barselsgangen som vi er blevet bedt om. Jeg har ikke så ondt mere, veerne har aftaget lidt heldigvis. Min mor, søster og svigermor er kommet og vi spiser morgenmad sammen (eller det vil sige de gør, jeg var fastende..) Herefter bliver Kevin og jeg iklædt hospitalstøj og der kommer en portør og henter os. Vi ligger i min hospitals seng på operationsgangen Kevin og jeg, for der er travlt. Tiden går, og kl. bliver 11.30 før vi kommer til. Jeg syntes egentlig at jeg har vænnet mig til tanken om kejsersnittet, men da vi bliver kørt ind på operationsstuen går der en klap ned for mig. Jeg hyperventilerer og tårerne fosser ud. Jeg er skide bange. Jeg får bedøvelsen i ryggen (kunne ikke mærke den) og hurtigt er følelsen i min underkrop væk. Jeg kan mærke ALT hvad lægerne laver og jeg mærker at de lægger snittet. Lægerne aser og maser og det er så ubehageligt men ud kommer vores lille dreng kl. 11.46 med en vægt på 2150g og længde på 43cm. Jeg når hverken at se eller høre ham, så er lægerne væk med ham og Kevin er gået med. Tiden efter kejsersnittet ligger mig fjernt. Jeg kan ikke huske at jeg blev syet, jeg kan ikke huske at jeg blev kørt op til min mor på opvågningen, og de 5 timer før jeg kom ned til min guldklump på neonatal afdelingen efter hans operation kan jeg heller ikke huske særlig tydeligt.

Første gang jeg så min baby var et ubeskriveligt øjeblik. Det hele stod stille, og mit følelsesregister blev vendt op og ned og tårerne fik frit spil. Så smuk, så lille, så perfekt. En mini udgave af Kevin og jeg. Han var fyldt med diverse ledninger; cvk i brystet, respirator i det ene næsebor, sonde i det andet, blodtryksmåler på fod og arm og morfin pumpe tilsluttet i drop. Et voldsomt syn, ved ikke helt hvad jeg havde regnet med og forstillet mig. Hans operation var gået super godt, det havde taget halvanden time og så var han færdig. Senere har jeg fået af vide at hans mavesæk havde bevæget sig uden for også, mens han havde ligget på neonatal før operationen. (han lå i en steril pose, fra brystet og ned.)

Efter mit kejsersnit havde jeg så ondt, så det var Kevin der blev og sov hos den lille på neonatal den første nat, jeg blev i min seng oppe på opvågningen. Det tog mig en halv time at gå på wc første gang efter kejsersnittet, og det var smertefuldt.

Om lørdagen kom jeg endelig ned til min baby og kunne være hos ham. Alle de alarmer og lyde der er på sådan en afdeling som neonatal, er lige til at blive skør i hovedet af. Han lå med respirator indtil lørdag kl. 15, så blev den taget ud og han trak selv vejret som han skulle. Lørdag gik med bare at sidde og kigge og ae min baby og jeg begyndte at pumpe mælk ud til ham. Jeg sov hos ham til søndag, Kevin tog hjem og sov (vi bor 20 min væk med bus). Søndag fik vi lov at sidde med ham for første gang og han var lidt vågen. Helt fantastisk følelse endelig at sidde med vores søn i vores arme, og vi var lykkelige. Og hans navn kom til os, Thøger. Vi havde været på herrens mark med hensyn til navn, for vi havde bare ikke været enige. Han kom ud af kuvøsen og blev lagt i en åben vugge i stedet, rigtig rart bare at kunne nusse ham uden at skulle stikke sine hænder ind i kuvøsen. Søndagen gik, og mandagen gik og endelig tirsdag blev vi flyttet til børnekirurgisk afd. Vi fik vores egen stue hvor både Kevin og jeg kunne blive og sove, i alt den tid vi skulle være indlagt.

Der gik 8 dage fra Thøger blev født til at han lavede afføring for første gang. Han havde fået tarmskyldninger hver dag for at sætte gang i tarmen, og det hjalp. Vi jublede og dansede da vi kunne lugte at han havde lavet stort for første gang – for nu kunne han endelig få mad. Han var MEGET sulten og skreg nogle aftener af sult i flere timer. Det var hårdt ikke at måtte give sit barn noget så uskyldigt som mad, når nu han var så sulten.

Det var så først på den niende dag at jeg måtte ligge Thøger til mit bryst. Han lå og kartede rundt og kunne ikke koncentrere sig, så sulten var han. Jeg kæmpede i 5 dage for at få ham til at spise ved mig, vi havde endda en ammeekspert fra barselsgangen inden over, men han kunne ikke finde ud af det, der var simpelthen gået for lang tid. Jeg gav ham i den tid vi var indlagt min udpumpede mælk, og så stoppede jeg min mælkeproduktion ved hjælp af amme-stop-piller. Efterfølgende kom han på modermælkserstatningen Pepticate, som er særlig mild mod tarmene.

Dagene på børnekirurgisk afdeling var lange. Thøger sov stort set hele dagen lang, så Kevin spillede playstation og jeg lavede sudoku. Vi puslede Thøger, kyssede ham, rensede flasker og kedede os. Vi ville jo bare gerne hjem. Hver dag føltes som en uge og det var psykisk hårdt og satte forholdet under et enormt pres. Men som dagene gik, blev der fjernet flere og flere ledninger og elektroder fra ham og til sidst lå han kun med sonde. Jeg kunne bære rundt på ham, og rigtig nusse om han uden at skulle tænke på om jeg kom til at hive i nogen af de mange ledninger. Første gang Thøger kom i bad var han 14 dage gammel.

Vi kom hjem da Thøger kunne spise 80 ml flaske i et måltid. Det kunne han d. 15/5-2011, så vi var ”kun” indlagt i 17 dage. Vi var heldige, har vi fået af vide af lægerne. Alt er gået efter bogen og der har ingen problemer været med Thøgers mave efterfølgende.
 
Panel title

© 2017 gastroschise

Antal besøg: 17901

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,314945936203sekunder