Det moderne gennembrud - Karens jul
  • 4eca048deef8121112011.jpgKarens jul af Amalie Skram
  • Paa en af Dampskibskajerne i Kristiania laa der for en Del Aar siden et graamalet Træhus med fladt Tag, uden Skorsten, omtrent 4 Alen langt og lidt kortere paa den anden Lid. I begge Tværvæggene var der et lidet Vindue, det ene lige overfor det andet. Døren vendte mod Søsiden og kunde lukkes baade indvendig og udvendig med Jernkroge, der blev hægtet fast i Kramper af samme Metal. Hytten var oprindelig bleven opført til Færgemændene, for at de skulde have Tag over Hodet i Regnvejr og i Vin-terkulden, naar de sad og drev og vented paa, at nogen skulde komme og forlange Baad. Senere, da Smaadam-perne mere og mere slugte Trafiken, var Færgemændene trukket andet Steds hen. Saa blev Huset kun benyttet lejlighedsvis af hvem det kunde falde sig. De sidste, som havde gjort Brug af det, var nogle Stenarbejdere, naar de holdt sine Maaltider to ad Gangen, da de en Sommer re-parerte paa Kajstykket i Nærheden. Siden var der ingen, som tog Notits af den gamle, lille Rønne. Den blev staaende, hvor den stod, fordi Havne-væsenet ikke fik det Indfald at ta den bort, og fordi ingen indgik med Klage over, at den stod i Vejen for nogen eller noget.                                                      Saa var det en Vinternat i December Maaned hen under Jul. Det drev saa smaat med Sne, men den smelted, mens den faldt, og gjorde den klæbrige Mølje paa Kajens Brostene alt vaadere og federe. Paa Gaslygterne og Dampkranerne laa Sneen som et graalighvidt, fintfrynset Overtræk, og kom man tæt ned til Skibene, kunde man skimte gjennem Mørket, at den hang i Riggen som Guir-lander mellem Masterne. I den mørkegraa, disige Luft, fik Gasflammerne i Lygterne en skidden, brandgul Glans, mens Skibslanternerne lyste med et grumsetrødt Skin. Af og til skar den knaldende Lyd fra Skibsklokkerne med et brutalt Gnelder gjennem den fugtige Atmosfære, naar Vagten om Bord slog Glas til Afløsning. Politikonstablen, som patruljerte paa Kajen, standsede ved Gaslygten udenfor det forhenværende Færgemans-hus. Han trak sit Uhr frem for at se, hvor langt Natten var leden, men idet han holdt det op mod Lyset, hørte han noget, som ligned Barnegraad. Han lod Haanden synke, saa sig om og lytted. Nej, det var ikke saa. Op igjen med Uhret. Lyden var der atter, denne Gang blan-det sammen med en sagte Tyssen. Igjen lod han Haan-den synke, og igjen blev det stille. Hvad Djævelen var det-te for Narreri? Han gav sig til at snuse om i Nærheden, men kunde ingen Ting opdage. For tredje Gang kom Uhret op mod Gasskinnet, og denne Gang fik han Fred til at se, at Klokken straks var 4. Han drev opover, forbi Huset, undred sig lidt, men tænk-te sluttelig, at det vel maatte ha vært Indbildning, eller hvordan det nu kunde hænge sammen. Da han en Stund efter kom samme Vej tilbage og nær-med sig Huset, skotted han til det. Hvad var det? Saa han ikke noget røre sig derinde? Gaslygterne udenfor kasted fra begge Sider Skinnet ind gjennem Vinduerne, saa det tog sig ud, som var der tændt Lys derinde.
    Han gik hen og keg ind. Ganske rigtigt. Der sad et Væsen paa Bænken tæt under Vinduet, en liden sammenkrøget Skikkelse, som bøjed sig forover og pusled med noget, han ikke kunde se. Et Skridt omkring Hjørnet, og han stod ved Døren og vilde ind. Den var stængt.                                                                                                    „Luk op” — raabte han, og banked paa med sin Kno. Han hørte det fare op med et Sæt, der kom som et svagt, forskrækket Udraab, og saa blev det ganske stille. Han banked igjen med sin knyttede Næve og gjentog: „Luk op, Dere derinde! Luk op paa Øjeblikket.” „Hvad er det? Herregud, her er ingen her,” — kom det for-skræmt fra tæt ved Døren. „Luk op. Det er Politiet!” „Jøsses, er det Polletie! — Aa kjære, væne, det er bare mig, jæ gjør ingen Ting, bare blottenes sitter her, skjønner Dere.” „Kan Dem se til at faa op med Døren med Dem, eller Dem ska faa and't aa vite. Vil Dem . . .” Han kom ikke længer, for i det samme gik Døren op, og i næste Nu luded han sig gjennem Aabningen ind i det lave Rum, hvor han akkurat kunde staa oprejst. „Er Dem galen! Inte lukke op for Politiet! Hvad tænker Dem paa?” „Om Forladelse, Hr. Polletie, — jæ lukker jo op, ser Dere.” „Det var nok ogsaa bedste Raa'en” — brummed han. „Hvad er Du for en, og hvem har git Dig Lov til at ta Los-sement her?” „Det er bare mig, Karen,” — hvisked hun. „Jæ sitter her med Ungen min.”
    Politistablen tog den talende nærmere i Øjesyn. Det var et tyndt, lidet Fruentimmer, med et smalt, blegt Ansigt og et dybt Kjertelar paa den ene Kind, ret op og ned som en Stage, og øjensynlig næppe ganske voksen. Hun var iført et lysebrunt Overstykke, en Slags Kofte eller Jakke, hvis Snit røbed, at den havde kjendt bedre Dage, og et mørke-re Kjoleskjørt, der hang i Laser forneden og naaed hende til Anklerne. Fødderne stak i et Par hullede Soldaterstøv-ler, hvis Aabninger foran var uden Snørrebaand. I den ene Arm holdt hun en Byldt Filler, der laa tværs paa hendes Liv. Ud af Byltens øverste Ende stak noget hvidt. Det var et Barnehode, som died hendes magre Bryst. Om Hodet havde hun en Tjavs af et Tørklæde, der var knyttet under Hagen, bag i Nakken stak Haarfliserne frem. Hun rysted af Kulde fra øverst til nederst, og naar hun flytted sig, klissed og knirked det i Støvlerne, som stod hun og stamped i en grødagtig Substans. „Jæ trudde inte, det ku sjenere naa'en” — blev hun ved i en pibende Tone — „det staar jo her, dette Kotte'.”                                                                   Politikonstablen fik en beklemmende Fornemmelse. I det første Øjeblik havde han tænkt at drive hende ud med fyndige Ord og la hende slippe med en Advarsel. Men da han saa paa dette elendige Barn, som stod der med det lille Kryb i Armen og trykked sig op ad Bænken og ikke turde sætte sig af Frygt og Ydmyghed, gik der et Slags Rørelse igjennem ham. „Men i Jessu Navn da — hvad bestiller Du her, Pika mi?” Hun opfanged den mildere Klang i hans Stemme. Ang-sten fortog sig, og hun begyndte at græde. Konstablen trak Døren til og lukked den.
    „Sæt Dig ned lidt” — sa han — „Ungen er sagta tung aa staa og holde paa.” Hun gled stille ned paa Bænken. „Naadda” — sa Konstablen opmuntrende og satte sig paa den modsatte Tværbænk. „Aa Herregud, Hr. Polleti — la mig faa være her,” læsped hun gjennem Graaden. „Jæ ska inte gjøre Ugagn, inte det værdige Gran — holle rent etter mig — Dere ser selv — her er ingen Urenslighed — det der, er Brødskorper.” — Hun pegte paa et Filleknytte nede paa Gulvet. „Jæ gaar og ber om Dagene. — I Flasken er der en Skvæt Vand. — La mig faa være her om Nætterne, tedess jæ faar Plassa mi tilba-ge — bare Madammen kommer” — hun holdt inde og snød sig i Fingrene, som hun aftørred paa sit Skjørt. „Madammen, hvem er naa det da?” spurgte Konstablen. „Det var hende, jæ tjente hos. — Jæ hadde slik pén Kondi-tion med 4 Kroner Maanen og Frukost, men saa kom jæ i Uløkka, og saa maatte jæ jo væk, forstaas. Madam Olsen gik sjøl og fik mig paa Stiftelsen, hu er saa snil, Madam Olsen, og jæ var i Tjenesten, like tedess jæ gik paa Stiftel-sen og la mig, for hu er alene, Madam Olsen, og hu sa, hu sku beholle mig, tedess jæ inte ku' orke mere. Men saa kom dette paa, at Madam Olsen sku' rejse, for hu er Jor-demor, Madam Olsen, og saa blev hu syk liggenes derop-pe paa Landet, og nu siger dem, hu kommer inte før til Jula.” „Men Gudbevare mig vel, at gaa slik og slæbe omkring med Ungen, mens Du venter paa Madammen. Kan der være Mening i sligt no'e?” Konstablen rysted paa Hovedet. „Jæ har ingenstans aa være” — sutred hun. „Nu siden Par min dødde, er der ingen til aa ta mig i Forsvar, naar min Stedmor kaster mig ut.”                                                                            Politikonstablen fik en beklemmende Fornemmelse. I det første Øjeblik havde han tænkt at drive hende ud med fyndige Ord og la hende slippe med en Advarsel. Men da han saa paa dette elendige Barn, som stod der med det lille Kryb i Armen og trykked sig op ad Bænken og ikke turde sætte sig af Frygt og Ydmyghed, gik der et Slags Rørelse igjennem ham. „Men i Jessu Navn da — hvad bestiller Du her, Pika mi?” Hun opfanged den mildere Klang i hans Stemme. Ang-sten fortog sig, og hun begyndte at græde. Konstablen trak Døren til og lukked den.
    „Sæt Dig ned lidt” — sa han — „Ungen er sagta tung aa staa og holde paa.” Hun gled stille ned paa Bænken. „Naadda” — sa Konstablen opmuntrende og satte sig paa den modsatte Tværbænk. „Aa Herregud, Hr. Polleti — la mig faa være her,” læsped hun gjennem Graaden. „Jæ ska inte gjøre Ugagn, inte det værdige Gran — holle rent etter mig — Dere ser selv — her er ingen Urenslighed — det der, er Brødskorper.” — Hun pegte paa et Filleknytte nede paa Gulvet. „Jæ gaar og ber om Dagene. — I Flasken er der en Skvæt Vand. — La mig faa være her om Nætterne, tedess jæ faar Plassa mi tilba-ge — bare Madammen kommer” — hun holdt inde og snød sig i Fingrene, som hun aftørred paa sit Skjørt. „Madammen, hvem er naa det da?” spurgte Konstablen. „Det var hende, jæ tjente hos. — Jæ hadde slik pén Kondi-tion med 4 Kroner Maanen og Frukost, men saa kom jæ i Uløkka, og saa maatte jæ jo væk, forstaas. Madam Olsen gik sjøl og fik mig paa Stiftelsen, hu er saa snil, Madam Olsen, og jæ var i Tjenesten, like tedess jæ gik paa Stiftel-sen og la mig, for hu er alene, Madam Olsen, og hu sa, hu sku beholle mig, tedess jæ inte ku' orke mere. Men saa kom dette paa, at Madam Olsen sku' rejse, for hu er Jor-demor, Madam Olsen, og saa blev hu syk liggenes derop-pe paa Landet, og nu siger dem, hu kommer inte før til Jula.” „Men Gudbevare mig vel, at gaa slik og slæbe omkring med Ungen, mens Du venter paa Madammen. Kan der være Mening i sligt no'e?” Konstablen rysted paa Hovedet. „Jæ har ingenstans aa være” — sutred hun. „Nu siden Par min dødde, er der ingen til aa ta mig i Forsvar, naar min Stedmor kaster mig ut.” „Men Barnefaren da?” „Han da,” sagde hun og gjorde et lille Kast med Nakken. „Der er nok inte naa'en Skik aa faa paa ham, læl.” „Men Du ved da vel det, at Du kan faa'an dømt til aa beta-le for Barnet?” „Ja, dem siger saa,” — svarte hun. „Men hosdan ska en bære sig ad, naar han inte finns?” „Opgi Du bare Navnet hans til mig, Du” — mente Konstab-len — „saa ska han nok bli fremskaffet.” „Ja, den som vidste det,” — sagde hun stilfærdigt. „Haa for naa'e! Kjender Du inte Navnet paa dit eget Barns Par?” Karen stak Fingeren i Munden og suged paa den. Hodet gled forover. Der kom et hjælpeløst, fjollet Smil paa An-sigtet. „N—e—j,” hvisked hun med en langtrukken Beto-ning paa hvert Bogstav og uden at ta Fingeren bort. „Naa har jeg allrig i mine Dager hørt saa galt,” — satte Konstablen i. „I Jessu Navn da, hosdan gik det til, at Du kom isammens med ham?” „Jæ traf ham paa Gata om Kvællene, naar det var mørkt,” sa hun, „men det varte inte længe, før han ble borte, og siden har jæ aldrig set ham.” „Har Du inte spurgt Dig for da?” „Det har jæ nok alties, men der er ingen som véd, hvor han er afblet. Han har tat sig en Plass paa Landet, ventelig, for han hadda enten med Hester eller Kjør aa gjøre det ku jæ kjenne paa Lokta, som følgte ham.” „Gud bevare mig vel for et Slags Stel,” mumled Konstab-len. „Du maa gaa og melde Dig til Fattigvæsenet,” sagde han højere, „saa der kan bli en Greje paa detteneherre.” „Nej det gjør jæ inte,” svarte hun pludselig stædig. „Det er da vel bedre aa komme paa Mangelsgaarden og
    faa Mad og Husly, fremfor det, Du gaar paa naa,” sa Kon-stablen. „Ja, men naar bare Madam Olsen kommer — hu er saa snil, Madam Olsen — hu tar mig til Maanespike, jæ ved det saa vist, for hu lovte det — saa kjenner jæ en Kone, som vil ta os i Lossji for 3 Kroner Maanen. Hu vil passe Ungen, mens jæ er hos Madam Olsen, og saa ska jæ gjøre henneses Arbej, naar jæ kommer fra Madammen. Det blir saa vel altsammen, naar bare Madam Olsen kommer, og hu kommer til Jula, siger dem.” „Ja, ja, Jenta mi, hver som er voksen, raa'er sig sjøl, men her har Du ingen Rettighed til aa opholde Dig.” „Om jæ sitter her om Natten — kan naa det gjøre naa'e? Aa herregud la mig faa Lov til det, Ungen ska ikke faa skrike. Bare til Madammen kommer — aa go'e Hr. Polleti, bare til Madammen kommer.” „Men Du fryser jo fordærvet, baade Du og Barne.” Han saa paa hendes usle Klær. „Her er da alties likere her end ute paa aapne Gata, ser Dere. Aa, Hr. Polleti — bare til Madammen kommer.” „Egentlig saa sku' Du nu paa Stassjonen, ser Du” — sa Konstablen i en overvejende Tone og kiøed sig bag Øret. Hun fo'r op og flytted sig hen til ham. „Inte gjør det, inte gjør det,” klynked hun, idet hun med sine frosne Fingre greb fat i hans Ærme. „Jæ ber saa vakkert — i Guds Navn — bare til Madammen kommer.” 



Analyse


1. Linie 1 – 28. Indledning

Dette stykke er indledningen på historien, hvor vi for en meget grundig beskrivelse af

miljøet, men vi har stadig ikke for introduceret personerne. Det giver et generelt overblik

over historien og fastlægger en stemning, og fortælles i øvrigt fra en fortællers synspunkt.

2. Linie 29 – 171. Samtalen

Her får vi introduceret, først politimanden og derefter Karen og hendes barn, og der

foregår en meget lang samtale mellem dem. Afsnittet skiller sig lidt ud især idet det er så

langt og næsten kun er samtale, og derfor også kompositionsmæssigt er sværere at

placere i sammenhæng. Kan næsten kategoriseres som et ”indskudt afsnit”. Det er

alligevel her essensen af historien er. Her fortælles der med medsyn ud fra politimanden.

3. Linie 172 – 184. Døden

Dette har vi valgt at kategorisere som et underafsnit, der egentlig hører sammen med det

næste. Det synes ikke rigtigt at kunne betegnes som et afsnit, men det er anderledes

kompositionsmæssigt, og har en hvis betydning for novellen. I dette ”afsnit” foregår der

store temperaturændringer da vejret skifter fra tø til frost og til sidst (Juleaften,) tilbage til

tøvejr. Her er det igen forfatteren der fortæller, og vi hører ikke noget til personerne.

4. Linie 185 – 207. Opdagelsen

Her bryder politimanden ind i skuret og opdager, at Karen og hendes barn er døde. Dette

stykke er historiens klimaks og det bliver meget fint markeret ved en tiltagelse i tempo.

Vi ser det igen med medsyn ud fra politimanden.

5. Linie 208 – 211. Udtoning

Dette afsnit varer kun 3 linier og er en lille slutning på novellen. Vi fjerner blikket fra

Karen og politimanden og får, ligesom i indledningen et generelt overblik over

situationen. Det er stadigvæk et vigtigt stykke. Som i indledningen er det igen

fortællerens synsvinkel.

Novellens opbygning er altså lidt usædvanlig, idet den selvfølgelig starter med en

indledning med grundig miljøbeskrivelse, som man nu ofte gjorde på denne tid, men

bagefter bevæger sig over i noget lidt uregelmæssigt. I næste afsnit kommer nemlig

hoveddelen af historien som består af én lang samtale næsten kun med direkte tale.

Afsnittet indeholder også idet det er så langt, hovedparten af historien, men rent

kompositionsmæssigt er det svært at placere pga. det afviger så meget fra resten. Derfor

kan det som sagt nærmest kaldes et ”indskudt afsnit”.

En anden meget sjov kompositionsmæssig ting, er den måde novellen starter og slutter

på. Den slutter lidt ligesom den startede med generel information, og desuden stiller de

sluttende sætninger meget godt op mod nogle i indledningen: ”Siden var der ingen, som

tog Notits af den gamle lille Rønne. Den blev staaende, hvor den stod, fordi

Havnevæsenet ikke fik det Indfald at ta den bort, og fordi ingen indgik med Klage over,

at den stod i Vejen for nogen eller noget.” og: ”Den første Arbejdsdag efter Julehelgen

lod Havnevæsenet det gamle Færgemandshus rive ned og transportere bort. Det skulde

ikke staa der og være Tilholdssted for alskens Løsgjængere”. Ud over at være meget

snedige budskabsmæssigt, danner disse stykker også ligesom novellen til en slags

ramme-fortælling, som også er et interessant kompositionsmæssigt træk.

Vi har også prøvet at indpasse denne novelle efter, hjemme – ude - hjemme modellen.

Selvom det ikke er lige så åbenlyst, kan det faktisk lade sig gøre når man ikke kigger for

meget på samtalen.

Vi har lavet modellen efter vejret.

Hjemme linie 1- 175 (tøvejr)

I starten er det forholdsvis mildt vejr. ”Det drev saa smaat med Sne, men den smelted,

mens den faldt.” Det er et forholdsvis trist billede man får af vejret, men det virker også

en lille smule hyggeligt. Vi har valgt at opfatte det som hjemme fordi, vejret ikke er så

koldt, og Karen godt kan klare sig. Som sagt skaber det en hyggelig stemning som også

gør at det ”er hjemme”; der er ikke noget at være bange for.

Ude linie 176 - 181 (frost)

Det bliver frostvejr og bidende koldt. Så koldt at vinduerne på skuret er dækket af frost.

”Det blev gneldrende Kulde med klar og stille Luft. Paa Vinduerne i det lille

Færgemandshus kom der et tykt Lag af hvidt Rim, som gjorde Ruderne aldeles

uigennemsigtige.” Vi har opfattet det som ude fordi det er koldt og kulden nærmest bliver

til noget ondt, som i mange andre historier.

Hjemme linie 177 – 211 (tøvejr)

Juleaften. Det skifter igen til tøvejr. Det drypper voldsomt og skaber en stemning af den

første vejrforbedring efter en lang og kold vinter. Sat op mod ude-stykket skaber dette

også en fornemmelse af ekstrem kulde under frostvejret. Det virker nu som om at alt det

slemme er drevet over og alting er fint og godt. Samtidig skaber det en fornemmelse af

hygge, at det er juleaften.

Miljøbeskrivelse

Der er en meget grundig beskrivelse af miljøet. Historien udspiller sig på en kaj i havnen.

Det er vinter og mørkt. Det er meget gråt og trist men stemningen er alligevel en lille

smule hyggeligt bl.a pga. snevejr og den måde forfatteren beskriver nogle af tingene på.

”…og kom man tæt ned til Skibene, kunde man skimte gjennem Mørket, at den (sneen)

hang i Riggen som Guirlander mellem Masterne.” Amalie Skram skriver på en lidt

speciel måde ved at hun skaber en ret stor kontrast mellem hyggen i det ene øjeblik og

det triste i det andet øjeblik og dette kommer til udtryk et par gange f.eks hvis vi

fortsætter en sætning fra tidligere: ” Det drev saa smaat med Sne, men den smelted, mens

den faldt, og gjorde den klæbrige Møjle paa Kajens Brostene alt vaadere og federe.”

Personkarakteristik

Politimanden:

Vi kender ikke hans navn, da han ellers ville blive alt for personlig, og dette vil være

upassende for en der et stykke hen af vejen bare skal repræsenteret noget mere

overordnet. Han går meget op i sit arbejde. f.eks. vil han i starten straks smide Karen ud

af skuret. Han er også flink og medfølende, for han skifter faktisk mening da han ser

Studieportalen.dk

Karen og hører hendes historie. Hans ur som han trækker frem i starten, symboliserer

punktlighed og at netop at han går op i sit arbejde. ”Han trak sit Uhr frem for at se hvor

langt natten var leden.” I øvrigt er han kristen: ”Men kansje der er bedst, som det er for

dem begge to. Vorherre han har naa vel en Mening med det.” Han er også meget

handlende og tøver ikke meget: ”Han skyndte sig hen til Døren; den var stængt. Saa slog

han i Stykker en Rude, fik fat paa en Jærnstang, som…”

Karen

Der er en meget grundig beskrivelse af Karen i novellen, så vi får et godt billede af

hendes udseende: ”Det var et tyndt lidet Fruentimmer med et smalt blegt ansigt og et dybt

Kjertelar på den ene kind.” hun var ”øjensynlig næppe ganske voksen”. Hun var iført et

”lysebrunt Overstykke” og ”et mørkere Kjortelskørt”. ”Fødderne stak i et Par hullede

Soldaterstøvler” uden snørrebånd.

Hun er i det hele taget meget fattig, og hun går i meget slidt tøj. Hun er mager og rimelig

ussel. Hun er ydmyg med en pibende tone og er i øvrigt ret optimistisk men også meget

naiv. ”Det bliver saa vel altsammen, naar bare Madam Olsen kommen, og hu kommer til

jula, siger dem.”

Sprog og Stil

Amalie Skram skriver med en meget beskrivende stil. Som jo var meget typisk i den tid.

Hun skriver i øvrigt lidt specielt i det at hun skriver med lidt norsk indblandet i hendes

dansk. Sproget er ret gammeldags da novellen jo er fra 1885. ”Men i Jesu Navn da – hvad

bestiller Du her, Pika mi.” ”Ja, dem siger saa,” svarte hun. ”Men hosdan ska bære sig ad,

naar han inte finns?” Dette stykke viser den norske indflydelse på Amalie Skrams stil.

”Af og til skar den knaldende Lyd fra Skibsklokkerne med et brutalt Gnelder gjennem

den fugtige Atmosfære, naar...” Her ser vi den meget beskrivende

naturalistiske/realistiske stil, som var fremherskende i samtiden.

Desuden bruger hun meget direkte tale, som i hele andet afsnit. Novellen er realisme med

socialrealistiske træk. Men er ikke fra perioden med socialrealisme. Stilen realisme er en

meget beskrivende stil og som navnet fortæller, jo selvfølgelig realistisk. Den minder

meget om naturalismen. Novellen bliver fortalt fra en fortællers synsvinkel, men vi

skiftes mellem at høre generelt om situationen og hvad der sker, og følge politimanden i

hvad han oplever og gør.

Temaer/Budskab

Amalie Skram var en ivrig kvindeforkæmper, og derfor er det vel kun naturligt at denne

novelle, som sikkert alle hendes andre tager kvinders stilling op. Det er ikke det der

kommer allermest til udtryk i novellen og er da heller ikke det mest centrale tema, men

det er nok bare i det hele taget blevet til en indgroet del af Amalie Skrams skrivestil.

Nogle af de emner der er centrale i denne novelle er derimod emner som især kristne

budskaber som næstekærlighed og medfølelse, og de undertrykte samfundsklassers

vilkår. Dette kommer til udtryk flere gange i teksten, som når Amalie Skram skriver om

en kvinde der er fattig. Den måde Karens vilkår er på; at hun må bo i et skur i havnen,

fordi hun er kommet i ulykke mens hun arbejdede hos Madammen. Det viser ligesom den

måde kvinder havde det på, at lige så snart, de blev gravide fik de frataget arbejdet. Dog

på dette punkt, kritisere Amalie Skram faktisk også kvinder, og den måde de var alt for

ukritiske, overfor deres stilling, og den måde de bare accepterede deres skæbne. Bl.a. i

det at Karen faktisk har fået et barn med en mand hun ikke engang kender navnet på og at

hun at tilladt ham bare at løbe fra hans ansvar. Lidt samme kritik retter hun også mod de

fattige og andre undertrykte. På den måde at Karen stiller sig tilfreds med sine usle vilkår.

Her kommer vi hen til et andet tema som er autoriteten og dens magt. Politimanden er

et tydligt symbol på autoriteten. Selvom han virker meget flink og sympatisk ville han i

starten smide Karen ud af skuret, på trods af det ikke blev brugt til nogen verdens ting og

arbejdende borgere før havet fået lov til at bruge det uforstyrret; ” De sidste som havde

gjort Brug af det, var nogle Stenarbejdere, naar de holdt sine Maaltider to ad Gangen…”

og selvom han så ikke smed hende ud, burde autoriteten jo egentlig gøre noget for at

forbedre fattiges vilkår i stedet for at forværre dem. Den foragt overfor de fattige Amalie

Skram ligger i samfundet kommer meget til udtryk i to bestemte stykker i teksten. I

starten af novellen skriver hun: ”Siden var der ingen, som tog Notits af den gamle lille

Rønne. Den blev staaende, hvor den stod, fordi Havnevæsenet ikke fik det Indfald at ta

den bort, og fordi ingen indgik med Klage over, at den stod i Vejen for nogen eller

noget.” Hun slutter novellen med: ”Den første Arbejdesdag efter Julehelgen lod

Havnvæsenet det gamle Færgemandshus rive ned og transportere bort. Det skulde ikke

staa der og være Tilholdssted for alskens Løsgjængere.” Sætningerne er nøjagtig modsat

af hinanden og viser virkelig den måde hun kritisere samfundet på. I den første sætning er

der ingen som har klaget over den og derfor ingen nyttig i at fjerne den. Men lige så snart

Havnevæsenet for information om at den har været hjemsted for sådan en som Karen, så

skal den rives ned, for man kan jo ikke have at skuret står og tiltrækker alle mulige lyssky

typer til deres fine kvarter. Kritikken ligger således i det at der ikke bliver gjort noget for

Karen, og selvom politimanden tilbyder at ”hjælpe” Karen på fattiggården, kan det ikke

ses som decideret hjælp, for der lå en stor skam i at komme på fattiggården dengang, og

det var ikke nødvendigvis så meget en forbedring de fattige oplevede. På den måde da

Karen så dør efter at have afvist at fattiggården, får det en til at fundere over hvor slem

døden egentlig i realiteten er, og det at hun faktisk dør med et smil på læben, er et

testamoni to livsglædens og livsviljens store magt. Hun døde i hendes skur i læ for vinden

og med hendes lille barn hun kunne beskyte, og med håb for fremtiden og på trods af

hendes usle vilkår var hun stadig tilfreds.

Julen har en rolle i denne novelle, da det bliver juleaften, og Karen dør. Det var trossalt

juleaften at Jesus blev født. Betydningen med dette er at hun vil have det bedre ved at dø,

i stedet for at leve det usle liv hun har. En slags almisse fra Jesus. På samme måde har

den en smule noget at gøre med det at offer sig for andre. Da politimanden finder Karen

og hendes barn døde, ligger barnet endnu i moderens favn med brystet i munden:

”Nedover dets Kind var der fra Brystvorten silet nogle Draaber blod, som laa størknet paa

Hagen. Hun var forfærdelig udtæret, men paa Ansigtet laa der som et stille Smil.”

På trods af strømningerne i samtiden, kritiserer Amalie Skram slet ikke religion, på

trods af at det var den store inspiration til mange forfattere i samtiden.

Budskabet er altså at samfundet gør for lidt for at hjælpe de undertrykte

samfundsgrupper, og på trods af at de opstiller en facade om at de faktisk prøver at

hjælpe, er det bare en hul skal som ikke skal tros for meget. Desuden er budskabet også

lidt overlappande det andet, et næstekærlighedsbudskab, om at vi skal tænke på og hjælpe

andre hvis vi kan lige meget hvem det er.

Perspektivering

Naadsens brød, er i den samme tid som Karens Jul, og beskæftiger sig med det samme,

om fattiges vilkår og samfunds kritik. Der er alligevel mange betydelige forskelle. Vi har

nu ikke mere plads og derfor må det have en ende

 
Panel title
Antal besøg: 46

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,32783603668213sekunder